Bjørn mærker kulden så snart Liv drejer sig fri af ham og rejser sig op. Han var selv oppe for at tisse tidligere, det er vel det hun også skal. Han når at registrere at det lysner inde over bakkerne, inden han trækker benene ind til sig og hiver skindet bedre op om sig.
Kort efter vågner han igen. Hun er der ikke. Hvorfor kommer hun ikke tilbage? Det er blevet lysere. Han må have sovet lidt. Hvor bliver hun af? Han er straks lysvågen og rejser sig op og trækker skindet sammen over skuldrene. Han tager hænderne op til næsen og snuser. Han kan stadig dufte færten af hende på sine hænder, der har holdt rundt om hendes varme krop hele natten. Han mærker pikken røre på sig og kommer i tanke om, hvordan han havde taget hende og hun havde taget ham. Pikken vokser ivrigt og han rækker ned og tager rundt om den og nyder den dunkende varme pik i sin hånd. Bare hun var her. Han går rundt i den lille lysning og kigger ud mellem træerne.
"Liv!" råber han. "Liv, hvor er du?"
Et par duer flagrer forskrækkede ud af buskadset og flyver væk. Liv svarer ikke. Han kommer i tanke om at hun havde hængt sin skindsæk i træet ved siden af de harer, han havde fanget, så de var ude af rækkevidde for ræve og krager.
Men hendes sæk er væk. Der mangler også en hare. Liv er taget af sted uden at sige farvel. Som om han ikke havde noget at skulle have sagt om det? Han ville have bedt hende blive. Måske en dag mere? Men hvad så? Hun var jo med barn og måtte hjem, og hun havde vel brug for proviant på rejsen som erstatning for de østers de spiste i går.
Han sætter sig på den væltede stamme ved bålet og roder rundt i gløderne, til han finder et lille ulmende trækul. Han lægger tørre blade og kviste på og puster længe til ilden fænger og bålet endelig kaster flammer op i den gryende morgen. Han sidder og kigger ind i det flakkende lys og tænker på hende. På hendes varme krop mod sin egen. På hendes store bløde bryster i hans hænder. På hendes læber mod hans krop. På hendes våde kusse da hun sænkede sig ned over ham og red ham til han fyldte hende med sin sæd. Han tager hænderne op til næsen og snuser de sidste rester af hendes fært i sig, mens pikken dunker stiv og længselsfuld.
Hvis hun var blevet ville hun måske nu have ligget med hovedet i hans skød og suttet på hans pik. Han griber om pikken med hånden og tænker at det er hendes fært der gør ham så liderlig. Hans hånd og hendes duft bliver til hendes mund om hans pik og han ser hendes legesyge smil for sig, hvordan hun slikker pikken og lokker ham til at sprøjte og han råber af fryd da sæden skyder ud af pikken i lange strint som lander på jorden ind mod bålet. Han stønner veltilfreds mens han smatter med den sidste sæd rundt om pikken, der langsomt skrumper ind i hans hånd.
"Åh, Liv, bare du var her," hvisker han. "Du skulle have haft min sæd igen."
Han sukker og rejser sig og tørrer hånden ren for sæd mod sit lår. Så finder han sin egen sæk med nødder og tørret frugt. Han sætter sig op ad egetræet og kigger ind i ilden, mens han gumler på de seje og syrlige skiver af et æble og de smuldrende hasselnødder. Han bliver nødt til at finde Liv igen.
Men han må nok hellere tage hjem først. Hjem til Jo og Ida. Og faktisk burde han nok prøve at fange et par harer mere.
. . . o o o O O O o o o . . .
Bjørn binder værktøjsbæltet om livet og pakker sit soveskind ned sammen med fangstredskaberne. Den sidste hare hænger han uden på sækken, som han slynger over skulderen. Han strækker sig op og kigger ud over landskabet. Det havde taget lang tid at fange de tre harer i går. Men nu er det blæst op, det burde gøre det enklere. Mod nord, bag den nærliggende ås, ved han at der ligger et stort engområde, som burde have masser af harer. Og hjorte for den sags skyld, men det duer ikke når han er alene. Han kan ikke slæbe et helt hjortekid. Så derfor har han jo heller ikke sin bue med.
Bjørn river sig løs af tankerne og baner sig ned gennem buskadset. Han kender dette område godt, og snart er han på vej op over åsen. Han tænker igen på Liv. Han mindes hendes duft, hendes bløde og stærke krop i hans arme. Hendes råb, da han trængte ind i hende, da hendes kusse dunkede uden om ham. Han står stille og hiver forpustet efter vejret. Han rækker ind under lændeklædet og tager rundt om pikken, der igen er lang og tyk. Han klemmer om pikken og nyder at den vokser sig hård og stiv i hans hånd mens han levende ser Liv for sig.
Med et stort suk slipper Bjørn pikken og giver sig igen til at vandre op ad. Harerne fanger jo ikke sig selv.
Det tager ham til langt op ad formiddagen før han når frem til den store græsslette. Her bruger han adskillige timer på at fange ikke en eneste hare. Han er irriteret på sig selv, for hver gang han kommer tæt nok på et af de små lækre pelsdyr med de store ører, hører den ham inden han får affyret slyngen. Han plejer ellers godt at kunne være stille. Men det er svært at koncentrere sig, for han tænker på Liv hele tiden. Hen under middag når han den nordlige kant af engen og finder en lille bæk med frisk vand han kan drikke. Han sætter sig op ad en træstamme og gnasker på de sidste kedelige rester af proviant fra sækken. Han beslutter sig for at følge bækken som løber opstrøms i kanten af den næste ås.
Endelig har han lidt jagtlykke med sig, og i løbet af eftermiddagen lykkes det ham at skyde to harer. Engen er drejet nordpå sammen med åsen, der nu er fladet noget ud, og han beslutter sig for at gå op og få lidt bedre udsyn, inden han vender hjemad.
Men det er alligevel henad aften, før han når toppen og kan orientere sig. Han kigger hele horisonten rundt, og bliver sikker på præcis hvor han er. Han kigger nordpå. Hvor mon hun er? Han kniber øjnene sammen og prøver at få øje på et spor. Brænderøg fra hendes overnatningsplads. Måske har hun ikke slået lejr endnu. Hun har også et langt forspring. Hun bliver nødt til at tænde bål for at spise den hare hun tog fra ham. Han bliver stående længe og spejder ud over landskabet.
Egentlig skulle han jo tage hjem med sine harer. Eller fange nogle flere. Men nu er der endnu længere, end der var i morges, og det er også blevet sent. Han finder et godt sted at slå lejr, starter et bål og hænger harerne i et træ. Han går tilbage til udkigsposten og står og kigger forgæves efter en røgstribe, mens mørket falder på. Til sidst går han tilbage til sin lille lejr og giver sig til at tilberede den ene af harerne.
Da han langt senere endelig lægger sig for at sove ved det ulmende bål, ligger han længe og kan ikke falde i søvn. Han tænker på Liv og pikken dunker længselsfuldt i hans hånd. Han gnubber drømmende pikken til bristepunktet men vil så alligevel hellere gemme sæden til Liv. For i morgen finder han hende. Han må finde hende. Til sidst falder han i søvn.
Han vågner, mens dagen kun lige er begyndt at gry. Snart har han spist og pakket sammen og står igen på udkigspunktet fra i går og spejder mod nord. Ingen spor af bål. Han tænker på, hvad hun fortalte om hendes boplads, og beslutter sig for en rute, mest på lykke og fromme. Mens han forsigtigt klatrer ned fra åsen mod det næste dalstrøg, står solen op og snart går det rask derudaf.
Ofte må han tage en beslutning om at gå den ene eller den anden vej. Hver gang kigger han efter spor og snuser op mod vinden, inden han mere eller mindre tilfældigt vælger den videre retning. Et sted må han vade over en rislende å med koldt, klart vand, og da han får øje på et par store laks, tøver han og overvejer, om han har grej nok med til at fiske. Liv har fiskegrej husker han. Så går han op på den modsatte bred og sætter skindsækken fra sig og retter sig op og kigger tilbage mod åen. Og pludselig kan han ganske svagt lugte bål. Eller rettere den tjærede lugt fra et udslukt bål. Han strækker sig og sniffer i alle retninger. På med sækken igen og han går langsomt videre op langs åen mens han hele tiden snuser efter om lugten bliver stærkere eller svagere. Der går ikke længe, før han finder det udslukte bål i en lille lysning. Der er ikke rigtig gløder længere, men stadig en lille smule varme i stenene. Hun må have overnattet lige her. Han ser hende for sig ligge under sit skindtæppe tæt på bålet og han drømmer om igen at ligge tæt op ad hende og mærke hendes varme krop. Han rækker hånden ind under lændeklædet og rører ved pikken, der håbefuldt vokser sig tyk og lang, mens han klemmer om den.
Så strækker han sig op mens han giver sin halvstive pik et sidste klem. Nu skal han bare regne ud, hvilken vej hun er gået. Hun er jæger ligesom ham selv. Han ved næsten instinktivt, hvilken rute hun har valgt videre nordpå. Snart småløber han ad små dyreveksler mellem høje træer og senere over åbne, varme klippeflader. Ind imellem må han stoppe op og puste, og da solen står højest på himlen, sætter han sig på en væltet træstamme på en lille bakketop og fisker resterne af haren fra i går op af sækken og spiser sig til lidt flere kræfter. Han sidder og hviler lidt, og tænker på Liv. Han husker hendes fært, og pludselig er han i tvivl, om han husker den eller faktisk kan lugte hende ganske svagt. Hun duftede så vidunderligt af lysten kvinde. Hans pik rejser sig i hurtige ryk og Bjørn lyser op i et frækt grin, mens han ser lændeklædet løfte sig. Han giver pikken et kærligt klem og pakker sine ting. Nu har han også hendes fært at gå efter.
"Jeg finder dig, Liv," tænker han. "Snart skal jeg mærke dig igen."
Han bliver aldrig helt sikker på, om han faktisk kan følge hendes fært eller om det er indbildning. Et stykke hen på eftermiddagen står han på toppen af en ås med solen i ryggen og spejder ud over det åbne klippelandskab foran ham. Han holder pikken, mens han lader den gule stråle plaske ned over blåbærbuskene foran ham.
Pludselig ser han en bevægelse, og han klemmer øjnene sammen og kigger rundt for at se hvor den kom fra. Klipperne ligger som store, grå-brunlige buler med små spredte klynger af træer og buske ind i mellem. Pludselig får han øje på hende. Hun ligger midt på en af de store, flade klipper. Hun er et godt stykke væk og han kan kun lige skimte, at det er et menneske. Det må være hende. Hun ligger med benene vendt mod ham. Og er hun nøgen? Hun ligger nok og suger den sidste solvarme til sig. Han lægger hurtigt en rute og er snart på vej i listende firspring.
Hun må helst ikke høre ham. Tænk hvis hun løber fra ham igen. Hun havde ikke bedt om følgeskab, hun var bare stukket af. Han bliver nødt til at overraske hende. Han liste-løber så hurtigt han kan mens han sørger for hele tiden at være i dække af bevoksningen for at undgå at hun ser ham.
Endelig står han bag et træ og kan se hende ligge på den solvarme klippe ret foran ham. Det er hende. Hun ligger på ryggen på sit skindtæppe med benene vendt mod ham. Hun ligger med spredte ben og hans blik bliver draget mod hendes mørke dusk. Hun har lukkede øjne. Han mærker lysten bruse op i ham igen, og pikken vokser sig lynhurtigt stor og hård. Han binder bæltet op og lægger forsigtigt den og skindsækken fra sig. Nøgen sniger han sig nærmere. Pikken vejer lydløst frem og tilbage selv om blodet dunker højlydt i hans årer. Hvad skal han sige til hende?
"Er det dig, Bjørn?" hører han pludselig Liv spørge. Hun løfter sig op på albuerne og kigger ned på ham med et skælmsk smil om læberne. "Det var du længe om!"
"Åh, Liv," stønner han og kravler op ad klippen, til han sidder på hug mellem hendes spredte ben med pikken pegende lige mod hendes kusse, der tydeligt glinser af væde i solen. "Så fandt jeg dig endelig. Jeg vil have dig igen, Liv!"
"Så tag mig, Bjørn," hvisker Liv og rækker hånden frem og lukker den om Bjørns vippende pik, så han må udstøde at råb. "Jeg vil mærke dig i mig."
Bjørn kravler helt ind til hendes skød og sænker sig over hende, mens hun styrer hans pik ind mellem de våde kusselæber. Han løfter blikket og kigger hende i øjnene, mens han støder pikken ind i kussen, der drivende af væde tager imod ham, så han uden besvær glider helt i bund. Han lægger sig ned over hende og kysser hende og mærker, at hun trækker ham ind i sin favn og knuger ham ind til sig. Han mærker, hvordan hun klemmer ham om pikken med kussen, og han vipper glad tilbage som svar, inden han løfter sig op og trækker sig halvt ud og støder ind igen. Og ud igen. Og ind igen. Han kigger på hende. Han kan se begæret i hendes øjne og hendes åbne mund, som stønner hver gang han støder pikken i bund igen. Og igen. Og ud igen. Og ind igen. Han har god tid. Pikken er hård og stiv, men han føler, at han kan blive ved og ved. Hun klynker under ham og han lægger sig på hende igen, og de kysser mens han forsigtigt støder pikken frem og tilbage. Hun stønner, mens de kysser, og hun klemmer ham om ballerne og trækker ham ivrigt ind til sig. Hurtigere og hurtigere støder han. Han kysser hende og pludselig spænder hun i hele kroppen og han støder igen pikken helt i bund og hun skriger ud i skoven så det må kunne høres på den næste ås over, og han mærker hendes kusse pumpe og dunke om hans pik, mens han forsigtigt støder frem og tilbage og kysser hende på læberne mens hun råber og stønner og sukker.
"Ååååhhhhh...." stønner hun og åbner øjnene og smiler saligt. "Åh, det var godt du fandt mig..."
Bjørn løfter sig igen op på albuerne og lader pikken glide lige så stille frem og tilbage i hendes bløde kusse.
"Hvorfor stak du af?" spørger han og trækker pikken næsten helt ud af kussen.
"Det er bedre sådan her," sukker hun og trækker ham ind mod sig, så pikken igen glider helt i bund. "Jeg vidste, du kunne finde mig."
"Må jeg følge dig hjem?" spørger han. "Eller vil du stikke af igen?"
Hun nikker og han lægger sig ned over hende og kysser hende, mens hun tager ham rundt om hofterne og får ham til at glide hurtigere ind og ud.
"Kom i mig, Bjørn," hvisker hun og løfter benene op og lægger om hans hofter, så hun kan trække ham endnu længere ind i sig. "Giv mig din sæd."
"Hvor er du dejlig, Liv," stønner han, og sniffer til hendes hår. "Jeg fandt dig på færten. Du lugter så vidunderligt."
Bjørn støder hurtigere og hurtigere og det føles som om sæden samler sig fra alle hjørner af hans krop og løber mod nosserne, der suger al sæden til sig, inden de trækker sig sammen og løfter sig op i lysken. Og mens Bjørn brøler ud over klipperne, mærker han sæden fosse ud af pikken i frydefulde strint efter strint, ind i Livs kusse. Han hører svagt Liv råbe igen, og han mærker hvordan hendes kusse igen griber om hans pulserende pik og han ler overstadigt, indtil han mærker pikken skrumpe og glide ud af Livs oversvømmede kusse.
Bjørn ruller ned på ryggen ved siden af Liv, og Liv drejer sig om på siden og lægger sig med hovedet på hans arm og et ben ind over hans lår. Han mærker hendes kusse trykker sig vådt mod hans lår og så kysser hun ham.
Lidt senere ligger de i den dalende eftermiddagssol og holder hinanden i hånden.
"Vil du godt følges med mig hjem til min boplads?" spørger Liv.
"Det vil jeg," siger Bjørn. "Hvor langt er der?"
"3 dage endnu," siger Liv. "Med mindre vi skal bruge et par dage på at proviantere."
"Det skal vi," siger Bjørn og giver Livs hånd et klem. "Så du de store fede laks nede i åen før?"
Erotiske noveller skrevet af LarsSolskin