Alice havde beordret en uges hvile på hospitalet. Et par dage efter så jeg en båre blive kørt forbi på gangen udenfor. Det var Vito som lå på båren. Han havde forbinding på hovedet. Senere på dagen spurgte jeg Alice hvad som var sket og hun forklarede at hun havde rakt ud efter nogle kollegaer som mente at de kunne gøre noget ved Vito’s voldelighed og hans manglede evner til at tale. De var ankommet i deres såkaldte lobotomobile som de kaldte deres varevogn og havde udført operationen. Desværre var den en forholdsvis ny banebrydende type for hjerneoperation og der var en lang række bivirkninger. Han havde mistet evnen til at gå og måtte bære ble, da han ikke kunne kontrollere sine tarm-funktioner. Forhåbentlig ville det forbedres over tid. Alice havde også fået ham kastereret samtidig da hun havde set hvor frygtelig et instrument han bar på. Det skulle andre spares for mente hun.
“Hvad med Sylvia?”
“Kom med. Vi kører en standard behandling på hende.”
Jeg kravlede med besvær ud af sengen og fulgte langsomt efter Alice. Vi kom til et rum hvor der var en række stole. “Dette er vores anti-stimulations rum. Kvinder som lider af hysteri bliver anbragt i stolene og gennemgår så en terapi, hvor de næsten ingen stimulation får, for så at sige at nulstille deres system. Sylvia sidder her.”
Vi gik hen til stolen. Jeg kunne se at de havde iklædt hende et stramt korset. Hendes arme og ben var låst fast til stolen med remme og hendes hænder var inde i en boks. Alice forklarede mig at boksen var opdelt i sektioner så hver finger var i sin egen sektion. Vi kunne ikke se hendes hovede fordi der var sænket en trækasse ned over det. Inde i trækassen bar Sylvia ørepropper, en gag-bold og en tætsluttende læderhætte. En svag summen kom fra stolen og mit blik faldt på hendes skød hvor en vibrator var spændt stramt op imod hendes klitoris. “Hun sidder også på en lille dildo, som er ført ind i hendes skede. Tro mig. Hun har det godt under terapien.”
Der var stille i rummet. Der var kun den konstante summen fra vibratorerne. En gang imellem kom der nogle mumlende lyde inde fra træboksene. En af kvinderne nærmest rystede og en sygeplejerske gik over for at checke om alt var ok. “Ja. De får nogle orgasmer, men målet med behandlingen er også at de kvinder som har mistet lysten til deres mænd skal genfinde den.”
“Hvad med Sylvia? Hvor længe kan I holde på hende?”
“I princippet i uendelighed. Nu får hun 14 dage i isolation her afbrudt af måltider. Du kan se at de sidder på en slags toiletstol, så de behøver ikke engang at forlade stolen, når det er tid til toiletbesøg. Det er behandling af den fineste slags.” I det sammen begyndte Sylvia’s krop at sitre. Sygeplejersken kom forbi og nikkede til Alice. “Ja. Der fik hun en orgasme til.”
Vi gik ud af rummet.
“Fik du talt med Fru Knudsen?” spurgte jeg ivrig efter at komme af med det stramme korset.
“Ja. Vi skal langsomt træne dig op så du kan klare dig uden.”
Det var gode nyheder og sådan skete det.
De første par dage uden korsettet var underlig. Det var som om at jeg næsten ikke kunne holde mig oprejst.
Blackloch kiggede forbi. Han som selv var kommet til skade i Den Store Krig havde megen erfaring med genoptræning. Vi talte lidt om hvordan han havde følt sig snydt af jeg havde været en dreng hele tiden, men en snak med Fru Knudsen fik ham overbevist om det havde været nødvendigt.
Tiden læger alle sår. Jeg brugte to timer i hospitalets gymnastiksal på at følge det genoptræningsprogram som Alice havde lagt og snart følte jeg mig stærkere end nogensinde før.
Lisa kiggede forbi med noget mad fra hotellet. Irma’s mad var meget bedre end det som hospitalet kunne præstere så det var en klar forbedring.
Da jeg fortalte hende om den terapi som Sylvia gennemgik, så ville hun gerne se det. Da hun havde været indlagt, så havde personalet truet hende med det. Vi gik ned til rummet og kiggede ind. Sylvia sad der stadig. En kvinde var lige blevet befriet fra en af de andre stole. Det var Ruth!
“Hej” sagde hun. “Hvordan kan det være at I er her?” Vi forklarede at Lisa gerne ville se rummet og forstå hvilken behandling, hun havde undgået.
Ruth fulgte os ned til min seng hvor vi fik os en kop kaffe mens Ruth forklarede hvordan terapien føltes.
“Altså. For mange år siden døde min mand. Stakkels Arthur.” Hun pausede et øjeblik fanget af minderne men fortsatte så. “Sammen med Ethel overtog vi hotellet. I lang tid fyldte arbejdet for sorgen efter at have mistet min mand, men så mødte jeg Billy. Vi har været sammen men samfundet er ikke moden til at vi kan være sammen offentlig her i staten og jeg har behov som andre kvinder.”
“Hvordan foregår terapien så?”
“Først møder jeg ind til omklædning. Som I kan se, er korsettet meget stramt. Så stramt at man konstant er stakåndet. Men som kvinde skal man lide. Det ved alle kvinder og naturligvis en som dig Viggo, som har prøvet at have korset på.”
“Derefter bliver man ført ind til stolen. Dildoen er smurt, men man skal alligevel langsomt sætte sig. Når man sidder i stolen bliver læderremmene spændt. Så kommer kasserne over ens hænder efterfulgt af en gag-bold, så man ikke får bidt sig ved et uheld. Det er lidt ubehagelig, men noget man vænner sig til over nogle gange. Personalet putter ørepropper i. Hætten trækkes ned over hovedet og snøres til. Det føltes slemt første gang, men man ved jo at det er for ens bedste. Så placerer de en rem om hovedet som fæstnes til en nakkestøtte og så kommer trækassen over til sidst. Man kan ingenting se og ingenting høre.”
“Det er helt surrealistisk. En fantastisk følelse! Så tændes vibratoren og man er hensat til et kunstigt rum af nydelse. Alt forståelse for tid og sted forsvinder. Orgasmerne synes at virke uendelige. Kuldegysninger som går op gennem rygraden. Man prøver at skrige af vellyst, men gag-bolden og hætten forhindrer en i at gøre det. Det er sket at jeg har opfattet en terapisession som værende en time, men så er der i virkeligheden gået 3-4 timer. Alt flyder ud. Selv når man har afføring bemærker man det dårligt nok.”
“Læder-hætten har en klap til øjnene og det sker at personalet tager kassen af og fjerner klappen for at lyse en i øjnene. Det er meget irriterende. Alt hvad man ønsker er at komme tilbage til isolationen igen.”
Det var klart at Ruth kunne lide terapien og Lisa lød nu ivrig i stedet for nervøs. Nu prøvede hun vel ikke et eller andet dumt, så hun kunne blive indlagt igen?
De to kvinder tog tilbage til hotellet igen. Blackloch kom forbi næste dag og hjalp mig med træningen. Han fortalte at Billy havde meldt sig til flåden og var rejst. Det ville Ruth ikke blive glad for. “Hvad med personalet på hotellet nu hvor både Billy og jeg er væk i en periode? Kan de klare sig?”
“Ja. Billy har efterladt børnene hos Ethel og Ruth. De kommer herover i eftermiddag for at prøve uniformer. Vil du hjælpe?”
Efter Blackloch var kørt ventede jeg indtil at Karen kom med de to søskende.
De blev begge ført indtil rummet med træ-baren. Først blev datteren Emily hejst op. Efter at Alice havde hægtet korsettet foran, trak jeg til så det kunne strammes ind. “Åh. Det er for meget.” klagede hun sig, men hendes egen far havde vist mig hvad der skulle til. Jeg blev ved. Et suk kom fra hende hver gang at jeg hev i snørerne. Vi lod hende hænge fra baren da det kunne vise sig at korsettet måske skulle strammes mere, når det havde sat sig.
Så blev det Ben’s tur. Han farede rundt i rummet. Der var alt for meget liv i ungen på trods af at han næsten var på vores alder til at vi kunne få ham til at koncentrere sig om at få en tjener-uniform tilpasset. Alice besluttede sig til at han skulle have et korset på, så han fik mindre luft og dermed energi til at fjolle rundt. “Nej!” sagde han da vi førte ham ind i rummet, men vi gav ham læder-manchetter på som blev fastgjort til reb der hang ned fra loftet. Tilsvarende manchetter kom på hans fødder og så blev han hejst op i luften, så han hang i spænd. Alice havde fundet et korset som var temmeligt stift. Jeg fik besked på at gøre mit yderste. Emily kiggede bekymret på sin bror, men hun fortalte senere til mig at hun på det tidspunkt nærmest havde opgivet at holde styr på ham og arbejde var dog bedre end et ungdomsfængsel. Efter megen besvær fik vi korsettet strammet ind og lod ham hænge lidt. Efter en pause på 10 minutter kom vi tilbage og med korte ryk fik vi korsettet lukket. Han sagde ikke noget, men kom med et grynt hver gang at vi hev til.
Nede på jorden foreslog Karen at vi malkede ham. Emily blev også ført ind og vi fikserede ham til en gynækolog stol og malkede ham manuelt, så han blev lidt mere rolig.
Det var to flotte stuepiger som blev gjort klar til turen hjem. Især Emily var meget sexet syntes jeg.
De to uger var næsten gået da alarmen gik en nat. Det var Sylvia som var stukket af. Det var usædvanlig koldt udenfor og personalet frygtede at hun var druknet i de sumpe som hun løb ud i. Næste dag gennemsøgte personalet og frivillige fra Gatorville sumpene omkring hospitalet, men de fandt hende ikke. Var hun blevet spist af en Alligator? Sheriffen mente at det var for koldt for Alligatorer kan ikke lide kulde. De går i dvale. Forsvundet var hun dog.
Det blev dag for min udskrivning. Alice inviterede mig over til hendes hus. “Jeg vil malke dig en sidste gang. Jeg har fået forfærdelig nyt fra Tyskland, hvor vores tropper har fundet lejre, hvor man har forsøgt at udrydde dele af befolkningen som var uønsket. Det vil på sigt give arbejdet med at redde USA et dårligt ry og jeg har besluttet at lukke ned. Der er dog nogle kunder som har betalt for levering. Er det i orden med dig?”
“Selvfølgelig” Jeg tænke på pengene. “Skal jeg så have korset på?”
“Nej. Jeg har denne sovepose af læder, som er en slags spændetrøje for hele kroppen. Tag tøjet af af”
Jeg hoppede ned i posen og lagde mig tilbage på en seng. Alice lynede posen i. Den gik helt op til halsen. Hun strammede læderremme omkring sækken, så mine hænder lå ned langs kroppen. Der var en stor åbning ved skridtet. Hun pressede forsigtigt en plug ind i mellemstørrelse. Det var ikke så slemt og jeg var kommet mig over Vito’s behandling. Jeg fik en gag-bold i munden og så efterfulgt en læderhætte. Til sidst anbragte hun malkemaskinen på min allerede stive pik.
Jeg mærkede at pluggen begyndte at vibrere. Det var en skøn følelse. Så begyndte malkemaskinen at køre. Hvor var det dejligt. Skulle det virkelig være sidste gang? En udløsning pressede sig på og jeg sprøjtede ind i røret hvor alt væske blev samlet op. Pluggen blev ved med at vibrere og min pik blev stiv igen. Igen byggede følelsen sig op i min krop. Pludselig blev malkemaskinen taget da. Et øjeblik var jeg skuffet og så mærkede jeg Alice sænke sin krop ned over min. Min pik gled ind i hendes indre. Det var skønt. Hun red mig. Følelsen blev forstærket af pluggen som stadig kørte og jeg skød en ladning ind i hende. Hun bevægede sit underliv og gjorde sit til at ikke en dråbe gik tabt. Derefter gled hun af og hjalp mig med at komme ud af soveposen. “Jeg beklager, men jeg har længe haft lyst til det.”
“Det er i orden”. Jeg tænkte på alle de rare penge som ventede mig. Hvad gjorde en tab ladning? Jeg kunne have arbejdet på hotellet i flere år uden at have tjent det samme. Jeg tog et bad. Derefter ventede der en god overraskelse. Nyt arbejdstøj og dermed til en mand. Jeg tog afsked med Alice og sammen med Karen kørte vi tilbage til hotellet.
Erotiske noveller skrevet af Lester Crest