Hun ser på mig.
Mumler et eller andet, jeg ikke forstår.
Det er selvfølgelig ikke hendes skyld?
Selvfølgelig ikke d?t. Knebelen var jo min id?!
Aldrig har øjne været smukkere, mere bønfaldende, store og blanke?
>>Hvad i alverden mener ?spaden? dog med det. Sådan noget ugebladsromanagtigt pladder!<<, sagde Lis hånende. Hun klaskede foragteligt bogen ned i bordpladen. Så tog hun endnu et sug af sin cigaret. Jeg så over på Michelle. Hun smilede forsigtigt til mig. Mit hjerte hamrede, så jeg frygtede, det kunne høres helt ud i opgangen. Jeg prøvede altid at finde en undskyldning overfor mig selv. For Helvede da. Jeg var jo ?den pæne dreng?. Halvdelen af byen, i hvert fald halvdelen af dem, jeg ikke kendte personligt, men kun var nødt til at omgås, for eksempel i skolen, var sikre på, at jeg var bøsse. Ja, af og til håbede jeg det også selv. Det følte jeg var lettere at indrømme, end det at jeg var, og er, til bondage. Homoseksualitet er trods alt efterhånden accepteret de fleste steder, det vil sige alle steder undtagen hos de mest intolerante mennesker. Men, det andet? Ville d?t gå? Jeg turde slet ikke tænke på, hvad der ville ske, hvis jeg fortalte min mor det, eller, hvad endnu værre var, hvis hun opdagede det ved en tilfældighed, hvis jeg havde glemt at slette alle sporene fra mine download?ninger på hendes computer?
Vi sad i Lis nye enværelses lejlighed, Lis (selvfølgelig), Michelle, Jan, Jessica og jeg. Malene skulle sådan set også have været med til ?indvielsen?, som Jan med patetisk stemme sagde, da han trådte ind ad døren, for en times tid siden. Hun, Malene, måtte dog ringe og melde afbud, fordi hun på tyvende time lå i sengen med feber. Ikke livsfarlig, men som hun sikkert havde sagt til Lis: >>Skide hamrende irriterende!<< Dog ved jeg det selvfølgelig ikke. Jeg var der ikke? Lis er, og var selvfølgelig også den gang, min kusine. Hun er et halvt år yngre end jeg.
>>Nå, vi smutter. Det gør forhåbentlig ikke for meget, men vi skal altså i biografen klokken halv.<< Jessica rejste sig.
>>Skal vi det?<<, spurgte Jan forbløffet. Han så måbende, og hvis De tillader, jeg siger det: ikke så lidt dum ud i ansigtet, op på Jessica.
>>Ja-a.<<, sagde Jessica eftertænksomt, >>Det er jo ikke ?Valentines Dag? for ingenting, vel?<<
Det slog som et lyn ned i mig. ?Valentines Dag?. Pis. Det havde jeg fuldstændig glemt. Jeg vinkede halvhjertet til Jan og Jessica, da de forsvandt, men var allerede langt inde i min egen, pinligt berørte tankerække. Pinligt, pinligt, pinligt! Jeg plejede altid at ?futte? hen til min bedste veninde, og til min mor, med en buket af deres yndlingsblomster. De blev altid så glade. Det havde jeg gjort, på ?Valentines Dag? de sidste fem år, og det ville jeg for? i hvert fald meget i Verden blive ved med. De blev altid så glade. Begge to. Men? Ja? Der var selvfølgelig også ?n speciel, der altid gjorde mig glad. Blot ved sin blotte tilstedeværelse. Den smukkeste, sødeste, vidunderligste, fantastiske og? så videre? pige, jeg nogensinde havde set. Alt dette kunne naturligvis kun pege på Michelle. Hun var virkelig noget at skrive hjem om. ?Og nok så mange tiarksbreve ville ikke være nok! Hun havde sort afrohår, hun er faktisk afrodansker, den pæneste røde striktrøje, hendes mormor havde strikket (Hvor jeg vidste d?t fra? Tja? Man har jo sine kilder, ikke!), et par sorte, stramme bukser, det allersødeste smil og de vidunderligste brune øjne? For nu at give en ?helt objektiv? beskrivelse af hende.
Vi havde siddet lidt. Så rejste Michelle sig pludselig også.
>>Jeg bliver desværre nødt til også at forlade jer?<<, begyndte hun beklagende.
>>Nå, okay.<<, sagde Lis, >>Men, tror du ikke, du skulle lade ?Frede? følge dig hjem?<<
>>Tjo? Hvis han har lyst?<<, sagde Michelle genert, mest rettet mod mig.
Jeg nærmest sprang op. Måske lidt for ivrig. I hvert fald smilede Lis indforstået til mig, uden at Michelle så det.
>>Det vil skam være mig en ære.<<, sagde jeg med et parodisk buk, og famlede efter hendes jakke, Michelle?s, der hang på den stumtjener, Lis havde arvet fra sin oldemor. Jeg fik den endelig fri af den drilske stumtjener, og Michelle stak armene ind i ærmerne, så hun fik den på. Lis begyndte at rydde af bordet, da vi gik.
Michelle så på mig med sine store dådyrøjne.
>>Du? Øh? Frederik!<<
Jeg nikkede.
>>Skal du noget, h?r i eftermiddag?<<
>>Nej.<<, svarede jeg, >>Nej, det skal jeg ikke. Hvorfor?<< Jeg håbede, jeg vidste hvorfor, men turde alligevel ikke tage det som en selvfølge.
>>Så kunne jeg vel ikke gå med hjem til dig?<<, spurgte hun. Yess!!!! Min forhåbning blev til sandhed.
>>Men?<<, spurgte jeg, >>Skulle du ikke noget, siden du gik så tidligt?<<
>>Det? Jeg ville nu gerne? Nej, sagt helt ærligt: Jeg havde faktisk aftalt, med Lis, at jeg ville gå lidt tidligt, så jeg kunne få snakket lidt med dig helt alene, for første gang.<<
>>Havde I aftalt?<<, næsten råbte jeg forbløffet. Jeg var paf. Man kan da heller ikke stole på nogen mere, ikke engang sin egen kusine. Michelle nikkede og smilede.
Da vi havde gået lidt, begyndte det at blæse og blive koldt. Michelle prøvede at få hånden ned i sin ene jakkelomme, men var tilsyneladende bange for, det hun ville fiske op af lommen ville blæse væk.
>>Vil du ikke lige være sød at hjælpe mig?<<, spurgte hun.
>>Jo, naturligvis.<<, sagde jeg.
>>Du skal bare stå så tæt op ad mig, at vinden ikke blæser ind mellem dig og min lomme, og så skal du tage mit tørklæde op af lomme til mig, og få knappet lommen igen, så der ikke falder noget ud, ikke!<< Jeg gjorde som hun bad mig om, og stod et par minutter senere, takket være blæsten måtte jeg kæmpe en hård kamp, for at få lukket lommen, med Michelle?s smukke silketørklæde mellem hænderne. Jeg rakte det nænsomt til hende.
>>Tak!<<, smilede hun. Hun lagde det over knæet og foldede det til en lang ?pølse?, som hun bandt tæt omkring halsen.
>>Skal vi ikke gå lidt raskere, så vi kan komme lidt hurtigt hjem til dig. Det er da ikke til at holde ud, det?her vejr!?<<, spurgte Michelle.
>>Jo!<<, nikkede jeg.
>>Hvem kommer først?<<, råbte hun pludselig overstadigt, og spænede af sted. Jeg prøvede forpustet at følge trop.
Vi nåede min dør på under et kvart?r. Hverken min far, mor eller lillesøster var hjemme. Heldigt nok. Michelle hængte jakke og tørklæde på knagen, i entreen. Jeg viste hende vej op til mit værelse?
Vi satte os på sengen.
>>Frederik?<<, begyndte Michelle, >>?Der er noget, jeg gerne vil sige dig. Det er faktisk to ting! Det ene er? Ser du? Jeg har aldrig mødt ?n som dig. Du er høflig, du er morsom? Ja, rent ud sagt: Du er sød!<<
Jeg så opmærksomt ind i hendes øjne.
>>Tak.<<, sagde jeg stille.
>>For at spørge lige ud: Vil du være min kæreste?<<
Michelle så roligt på mig. Så fortsatte hun:
>>Inden du svarer, synes jeg, du skal vide, at jeg er bondageist! Kan du acceptere det?<<
Jeg så måbende på hende. Har sikkert set ganske dum ud.
>>Om jeg kan? Jeg er det selv! Er du klar over, hvor meget lettere du gør det hele for mig!?<<
Michelle så uforstående på mig. Så begyndte hun at fnise?
Da vi havde siddet lidt, sagde Michelle pludselig:
>>Skal vi ikke prøve?<<
Jeg forstod hende, og nikkede. Hun smilede. I det øjeblik lignede hun den allersmukkeste af alle engle. ?n, jeg havde på et glansbillede, da jeg var barn.
Jeg låste for en sikkerheds skyld døren. Jeg turde slet ikke tænke på, hvad mine forældre ville ville tænke om både mig og Michelle, hvis de kom hjem, og opdagede, hvad vi foretog os sammen ? og det af to grunde. Den ene grund var, at de ikke havde meget tilovers for seksuelle ?afvigere?, ikke engang homofile. Ja, det vil sige: Min mor havde ikke meget tilovers for dem, medens min far nærmere bare stiltiende samtykkede, selvom han, inderst inde, ikke var enig. Da han havde et meget tæt venskab med sin lidt ældre fætter, Hans, der var åben ?bøsse?, gjorde at han ikke kunne være enig. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor pinligt han må have følt det, hver gang han måtte besøge Hans og hans ægtemand Bent alene. Og d?t var hver gang. Ikke noget med at mor tog sig sammen, og gik med, i det mindste af høflighed, næh, nej. Hun kom der aldrig! Så bondage ville hun da aldrig kunne forstå. Hun hørte til d?n type afdankede eks-rødstrømper, der foragedes mere over fotomodeller end prostituerede. Misforstå ikke. Jeg har intet imod prostituerede. Slet ikke. Tvært imod, men derfor behøver jeg da ikke hade fotomodeller, vel?
Jeg gik over til min ?hemmelige kasse?, og åbnede den. På låget stod der: GAMLE FOTOGRAFIER, men sandheden var, at den indeholdt følgende ting: Et par håndjern (med sort plys), tredive tørklæder og bogen ?Frivilligt, Modvilligt?. Jeg tog håndjernene og to tørklæder, så?n bare til at starte med.
>>Hvad skal du med to?<<, spurgte Michelle ovre fra sengen, da hun så tørklæderne.
>>Jah?<<, smilede jeg, >>Det ene kan du vel sagtens regne ud, og dine ben skal vel også bindes sammen med et eller andet, ikke?!<<
>>Nårh, ja? Selvfølgelig!<<
Jeg begyndte med at forsøge på at binde hendes ben.
>>Du? da ikke rigtig klog.<<, fnes Michelle, >>Det bli?r da alt for løst, dette her. La? hellere mig!<< Hun tog det største af tørklæderne fra mig, og bandt sine ben. Meget flot! ?Specielt i forhold til mine løse, dårlige knuder.
>>Skal jeg også kneble mig selv, eller kan du godt finde ud af det selv?<<
Der var noget udfordrende i den sætning, men hun så så vidunderlig ud, medens hun sagde det, at jeg ville have tilgivet hende hva? det sku? være. Jeg elskede hende.
>>Nej, det kan jeg godt selv!<<, sagde jeg, og smækkede det ene, plyssede håndjern om venstre håndled.
>>Nåh. Dog!<<, grinede Michelle. Nu. Videre med højre håndled, tænkte jeg, og trak det højre håndled bagom ryggen på hende. Hun gjorde ikke modstand. Det var åbenbart ikke en bortførelsesfantasi, hun havde. Det var måske mere selve d?t, at være bundet, hun holdt af. Jeg besluttede mig for at spørge. Ikke så?n lige ud, men, lidt skjult.
>>Øhm, hvis? Hvis du nu blev bortført? For eksempel i morgen? Hvordan ville du så reagere?<<
>>Tja?<<, svarede hun, >>Først ville jeg jo nok blive lidt bange. Men, hvis jeg for eksempel var kneblet, ville jeg nok slappe af, og nyde det, når jeg var kommet til den konklusion, at der alligevel ikke var nogen, der kunne høre mig!<< Hun havde lukket øjnene medens hun talte. Nu åbnede hun dem, og smilede til mig. Så fik hun pludselig en id?. Ja, det ku? faktisk ses på hende. Jeg ved godt, det lyder mærkeligt, men jeg kunne faktisk se det på hende!
>>Hvis du nu var bortføreren?<<, spurgte hun drillende, >>Hvad ville du så gøre?<<
>>D?t her!<<, svarede jeg, og holdt det andet tørklæde hen foran Michelles underansigt.
>>Hva? for noget ?h?r?? Vil du kne? mmm? mmm? mmm?<< Jeg nikkede.
>>Mmm... mmm? yhmm...<<, svarede hun. Jeg så ind i hendes store, smukke valnøddeøjne. Så bøjede jeg mig ned, og kyssede hende på kinden.
>>Yhm? hmf? ymmm?<<, henåndede Michelle lykkeligt. Jeg forsatte kyssene ned på hendes hals. Hun stønnede svagt. Hun nød det. Jeg var både stolt og glad? Ja, lykkelig! H?r sad min drømmepige foran mig, i den situation, jeg aldrig havde turde drømme om? Og hun ku? li? det!
Jeg var den lykkeligste i hele Verden?
>>Jeg elsker dig. Jeg elsker dig. Jeg elsker dig!!!!<<, hviskede jeg. Michelle så på mig, og prøvede at sige noget ud gennem tørklædet. Hendes øjne strålede. Og så? bankede det på døren!
>>Hejsa Fre?!<<, hylede min lillesøster, Leila, samtidig med at hun åbnede døren. Min lillesøster, på syv, hører til d?n slags mennesker, der kun banker på af høflighed. Mildt sagt irriterende! Så standsede hun brat, da hun så Michelle.
>>Hva? leger I?<<, spurgte hun interesseret. Jeg så på Michelle. Hun prøvede endnu engang at få nogle forståelige lyde ud bag tørklædet. Det lykkedes ikke. I stedet forsøgte jeg selv:
>>Vi leger?<<
>>Kidnapning?<<, spurgte Leila glad.
>>Øh, ja, og?<<
>>?Jeg må godt være med, ikke? Fordi jeg er så sød, ikke!<<, fortsatte hun selv. Michelle prøvede at smile, og nikkede kraftigt.
>>O.K.!<<, sagde jeg, >>Men på ?n betingelse: Du fortæller det ikke til nogen. Heller ikke til far og mor? vel!?<< Leila nikkede bare ivrigt, og jeg gik i gang med også at bagbinde hende?
Få minutter efter manglede jeg kun at kneble Leila.
>>Du skal huske også a? gi? mig bind for munden!<<, råbte Leila begejstret. Jeg lagde hurtigt en hånd over hendes mund. Vores vægge er temmelig tynde, og jeg blev pinligt berørt ved tanken om, at naboerne skulle kunne høre min lillesøsters råb. Leila prøvede begejstret at råbe, på trods af hånden, men det lykkedes ikke?
Jeg fjernede hurtigt hånden, og skyndte mig at kneble Leila. Så løftede jeg hende op, og bar hende ind på hendes eget værelse, og lagde hende på sengen. Derpå gik jeg tilbage til Michelle, der stadig sad på mit værelse! Hun så endnu smukkere ud end før! Hun blev smukkere og smukkere for hvert sekund! Jeg bøjede mig ned over hende. Nussede skuldre, barm og ben. Kyssede lidenskabeligt og lykkeligt?
Da mine forældre en times tid senere kom hjem, var Michelle i færd med at tage tøj på og få taget afsked.
>>Hejsa!<<, smilede far, da han, som den første, trådte ind ad døren.
>>Goddag.<<, sagde mor blot.
Michelle smilede et af sine mest charmerende smil, og rakte mor hånden:
>>Goddag!<<
Mor tog den ikke, men nikkede bare afmålt, og gik ind i stuen.
Michelle gentog ?goddag?et?, og rakte far hånden. Han tog den smilende, og kyssede hendes hånd.
>>Glæder mig at møde frøkenen!<<
>>Tak! ?Og fortsat go? dag!<< Far smilede, og gik.
Michelle tog sit tørklæde fra knagen, bøjede sig ind over mig, og trykkede et kys på min mund. Så gik hun. Jeg blev stående, og vinkede. Så vendte hun sig pludselig om, og sagde:
>>Husk? a? befri? din lillesøster!<< Så smilede hun igen, vendte sig, og? tror jeg? fortsatte ad vejen hjem, medens jeg skyndte mig op på Leilas værelse?
Erotiske noveller skrevet af Anonym