Efter nu at have mødt Laila Er jeg mere og mere blevet forelsket i hende og hendes dejlige væsen. Men der er en ting jeg ikke rigtig har fået spurgt ind til omkring hende. Hun virker glad og smilende med mod på livet og ser alt fra den lyse side. Men det med hendes lammelse i underbenene, der gør at hun sidder i sin kørestol. Jeg må simpelthen finde ud af hvad der skete dengang hun kom ud for sin ulykke. Hvilket liv havde hun før? Hvad var hendes interesser? Jeg ved dog at hun har dyrket meget dans før ulykken og at det var et grimt fald ved en dansekonkurrence, der kostede hende førligheden. Jeg er derfor taget over til hende igen for at spørge hende om hvad der skete? Jeg er nervøs da jeg står foran hendes dør. Jeg har bedt hendes veninde Rikke om at mødes med mig. Jeg håber at Laila vil føle sig tryg ved sin venindes side når jeg vil spørge ind til tingene før hendes ulykke. Vi står begge ude foran døren og ringer på. Vi er spændte og nervøse. Vi hører hun komme og lukker op.
"Hej! Hvad søren? er det jer. Det var da dejligt og overraskende at se dig Erik og du har Rikke med kan jeg se."
Laila byder os indenfor og vi går ned til hende selv. Hun spørger om vi vil have et eller andet at drikke. Vi takker ja. Rikke går op i køkkenet for at finde et par sodavand frem. Da hun er gået tager jeg lidt mod til at fortælle Laila om hvorfor vi er kommet. Forsigtig spørger jeg ind til om hun vil fortælle mig om sin baggrund og de omstændigheder som gør at hun sidder i kørestol i dag. Hun tøver lidt inden hun svarer. Jeg kan se at det er et svært emne at fortælle om. Men samtidig er hun glad for at jeg viser interesse for de. Hun er glad for at Rikke er taget med som støtte til hende. Rikke har ligesom været med fra starten og været en trofast ven i den svære situation.
"Laila jeg forsikrer dig at jeg ikke vil gøre dig ked af det hvis du ikke vil fortælle om dengang. Men jeg holder jo så meget af dig. Derfor vil jeg gerne vide lidt mere om dig. Hvem du er og hvad der er sket i dit liv. Jeg ønsker jo en fremtid med dig som kæreste."
Laila ser bedrøvet på mig inden hun svarer.
"Erik jeg er meget glad for det du siger og forstår godt hvis du vil vide mere om mig. Det er bare så svært at snakke om uden at jeg bliver ked af det. Jeg vi for alt i verden ikke lade det komme til at ædelægge det mellem os."
Jeg tror hun er bange for at det vil blive en forhindring for at vores forhold kan komme videre. Hun vil jo ikke være til byrde for mig i fremtiden.
"Du skal ikke være bange for at det vil skræmme mig væk søde Laila Dertil holder jeg for meget af dig allerede. Jeg synes du er en skøn pige jeg vil kunne elske altid og se en fremtid sammen med."
Da jeg siger disse ord kan jeg se en stor lettelse i hendes øjne og et stort smil brede sig over hendes ansigt. Det virker som en stor sten der er fjernet fra hendes hjerte.
"Wauw! Du sidder jo her og fortæller mig helt ærligt at du ser en fremtid for os to på trods af de besværligheder mit handicap kan give i livet. Det er så stort og jeg bliver så lykkelig. Så ja jeg vil meget gerne fortælle om hvem jeg er og hvorfor mit liv er som det er nu. Så tak kære Erik"
Laila får tårer i øjnene og rækker kærligt ud efter mig. Jeg bøjer mig mod hende og lægger mine arme om hende. Hun rækker mig sin mund til et skønt kys. I samme øjeblik kommer Rikke tilbage med drikkevarerne. Hun stopper op og kigger forbavset men glad på os begge.
"Men dog Jeg ser i allerede har fået løst den første nervøsitet så måske Erik du ikke har brug for min hjælp. I vil måske gerne være jer selv en stund."
Hun småsmiler da hun siger det. Laila retter sig op og langer med genert hånd ud efter sin veninde.
"Ti stille Rikke. Selvfølgelig må du være med. Det er jo ikke alt en forstokket veninde som mig kan huske eller vil huske. Når der er en herre tilstede."
Begge bryder ude i et stort grin. Så er stemningen ligesom blødt op og vi kan sætte os ned. Vi sætter os Rikke og mig op til det lille bord. Laila styrer sin kørestol ind for enden. Det er hendes plads hvor kørestolen kan glide ind til bordet. Rikke har fundet glas til os og skænket op.
"Nå Laila! Nu er jeg spændt på at høre om den grimme dag hvor du kom ud for dit uheld og hvad der skete."
Jeg kigger spændt på Laila. Hun bøjer ansigtet lidt ned og ser beklemt ud ved situationen med tager en dyb indånding og begynder at fortælle.
Lige siden hun var 6 år har hun gået til dans som var hendes et og alt. Hun elskede at danse og blev efterhånden ret god til det. Danseskolen opfordrede hende da hun blev 10 år at finde en fast partner og så udvikle dansen sammen som sportsdans, med deltagelse i div. Turneringer. Hun fandt sammen med en jævnaldrende dreng Nicolai fra danseskolen. De var lige høje og passede perfekt i kropsbygning, så alt var perfekt. De udviklede et perfekt partnerskab sammen. Alt gik godt et 6 år. Deres speciale var de klassiske danse vals og wienervals. De prøvede også danse der krævede en del løft og kast. Det var ikke helt Lailas ide. Mest Nicolai. Hun gik til sidst med til at indøve et par danse med indarbejdede løft. Da var der det gik galt under udførelsen af et sådan løft. Nicolai var ikke just den mest stærke dreng så under et løft op over hovedet tabte han Laila. Så hun landede meget hårdt på benene og derved fremprovokerede nogle svære brud som endte med at lamme benene fra knæet og ned ad. Laila Var selvfølgelig knust over at hendes drømme pludselig var væk. Nicolai viste sig desværre fra en grim side. Han ville ikke anerkende, at han også var en part af hændelsen. Han forsvandt bare, og lod Laila være alene med sorgen. Senere fandt hun ud af, at han bare havde fundet en ny partner. Hvor de blev en stor succes og vandt mange turneringer efterfølgende. Laila måtte så tage til takke med sin skæbne som handicappet, med dansen som en knust livsdrøm. Jeg bliver helt trist ved at høre hendes historie. Men samtidig blev jeg meget vred indeni over den opførsel hendes partner havde udvist. Sådan bare at kaste Laila bort som ubrugeligt affald og kun tænke på sig selv og sin egen danse karriere. Laila sad bare der i sin stol og så helt ulykkelig ud. Tårerne begyndte at trille ned ad hendes røde kinder. Jeg så over på Rikke som heller ikke kunne holde en tåre tilbage.
Rikke og mig kunne se på Laila, at hun var meget berørt af at skulle rippe op i hele den historie. Hun havde tårer i øjnene og så meget træt ud. Vi besluttede at hun skulle lige have lidt tid alene, til at komme sig igen. Jeg spurgte af nysgerrighed, om hun havde gemt nogle af de dansekjoler fra den tid. Hun kiggede forbavset på mig og spurgte hvorfor jeg ville vide det.
"Det er fordi jeg gerne vil se hvorledes du har set ud dengang. Om du var lige så smuk som du er nu?"
Laila lyste lidt op i ansigtet ved mit svar.
"Tak Erik det var sødt sagt. Ja jeg har gemt dem. Der er et skab bagerst i motionsrummet, hvor de hænger. Du må gerne gå ned og kigge!"
"Tak det vil jeg gerne. Men hvis du ikke har lyst til selv at gå med og se dem. Så tror jeg gerne Rikke vil tage med og vise dem frem. Så kan du jo lige sunde dig og være lidt alene imens."
Jeg kigger på Rikke der ser undrende på mig over mit forslag. Men da hun ser mit glimt i øjet og et lille smil. Går det ligesom op for hende hvilke tanker jeg har med det. En vis rødmen breder sig over hendes kinder. Vi Hjælper Laila med at blive klædt af og lagt i seng, så hun kan hvile sig en stund. Jeg bliver bedt om selv at gå ned til motionsrummet og begynde så vil Rikke komme bagefter. Jeg fornemmer at Laila lige vil sige noget til Rikke. Hun kigger i hvert fald på mig med et lumsk smil.
Erotiske noveller skrevet af den erotiske poetHistorien er rettet af Den Erotiske Poet