Markus sov roligt, dækket af sin tynde dyne, da hans 6-årige datter, Emma, forsigtigt vækkede ham midt om natten. Hendes store, brune øjne var fyldt med frygt, og hendes bløde stemme lød som en lille alarmklokke i det stille rum.
“Far, der er nogen udenfor,” hviskede hun. Hendes stemme var blot en hvisken i nattens stilhed.
Markus, der stadig mærkede søvnresterne forplumre sit sind, gned søvnen ud af øjnene og forsøgte at samle sine tanker. Han kunne se bekymringen ætset i Emmas ansigt, de rynkede øjenbryn og den lille rysten i hendes stemme. Det var et velkendt udtryk, et han havde set før, når de så en uhyggelige film sammen, eller når hun var bange for mørket. Men denne gang var der noget andet, noget mere alvorligt i hendes opførsel.
Han fulgte Emmas blik og rettede sin opmærksomhed mod døråbningen, hvor en svag, dyster bankende lyd kunne høres. Lyden sendte et gys ned ad hans rygrad, som om en spøgelsesagtig hånd havde børstet sig mod hans hud. Rummet, der engang var fyldt med stilhed, syntes nu at have en uhyggelig tilstedeværelse, som om nogen eller noget lurede lige udenfor.
Emmas lille hånd søgte tryghed i Markus’, da hun tilføjede: “Det er mor…”
En følelse af ubehag skyllede ind over Markus. Hans hjerte sprang et slag over, og hans sind fyldtes med en blanding af følelser. Var det virkelig hans ekskone ved døren? Bekymringen greb ham, men han vidste, at han var nødt til at holde sig rolig for Emmas skyld.
Med en hurtig, beslutsom bevægelse rejste Markus sig og trak en skjorte over hovedet. Stoffet klæbede sig til hans let svedige hud og øgede til følelsen af ubehag, der omsluttede rummet. Han tog en dyb indånding, forsøgte at holde nerverne i ro og lagde en beroligende hånd på Emmas skulder.
“Gå ind i seng, skat. Jeg skal nok tage mig af det,” sagde Markus med en blanding af ømhed og autoritet i stemmen. Han ønskede ikke, at hans datter skulle bekymre sig mere, end hun allerede gjorde. Med et sidste klem på hendes skulder så han Emma trække sig tilbage til sit værelse, hvor hendes lille skikkelse forsvandt ind i mørket.
Markus mærkede en bølge af følelser strømme igennem, da han så Nathalie gennem vinduet. Hendes pjuskede udseende afspejlede de strabadser, hun havde udstået siden deres skilsmisse. Hendes engang så skinnende hår så nu forsømt og sammenfiltret ud. Linjerne, der var skåret ind i hendes ansigt, talte om den smerte og lidelse, hun havde overlevet, og tårerne, der strømmede ned af hendes kinder, tjente kun som en smertefuld påmindelse om deres fælles historie.
“Nathalie,” sagde han koldt, da han åbnede hoveddøren for at møde hende. Hans stemme var blottet for varme og medfølelse, “hvad laver du her?”
Hendes stemme dirrede af desperation, da hun forsøgte at finde de rigtige ord. “Markus, hej, Markus, jeg… jeg har brug for hjælp.”
Markus’ mine forblev stoisk og ubøjeligt. Hans følelser lå skjult under et stift ydre. Han så på hende, og hans blik trængte gennem sårbarheden i hendes øjne. Han kunne ikke glemme den smerte, hun havde forårsaget ham, den knuste tillid og de brudte løfter, der havde ført til deres bitre adskillelse.
“Emma bør ikke se dig sådan her,” svarede han til sidst. “Gå din vej, Nathalie.”
Nathalie udstødte et klynk. Hendes stemme var fyldt med desperation. “Men jeg har ingen steder at gå hen.”
Markus’ forhærdede udtryk viste ingen tegn på blødhed. Han havde opbygget mure omkring sit hjerte og skærmet sig selv mod den smerte, hun havde påført. “Det skulle du have tænkt over, før du endte her,” svarede han med en antydning af bitterhed. “Gå nu, før jeg ringer til politiet.”
Da Nathalie så på ham, kunne Markus ikke undgå at føle en blanding af modstridende følelser. Mens en del af ham ønskede at række en hjælpende hånd ud for at tilbyde trøst til den kvinde, han engang havde elsket, var arrene fra deres fortid stadig friske og mindede ham om de sår og det forræderi, han havde oplevet. Så han stod fast, fast besluttet på at beskytte sig selv og sin datter mod enhver yderligere smerte, Nathalie måtte påføre dem.
Overvældet af fortvivlelse faldt Nathalie sammen på dørtrinnet, mens hendes hulken ekkoede ud i natten. “Please, Markus,” bønfaldt hun gennem sine tårer. “Jeg har ingen andre steder at tage hen. Jeg kan ikke holde ud at bo på gaden længere. Bare en nat, det er alt, jeg beder om. Jeg lover, at jeg ikke vil forstyrre dit liv eller forstyrre dig og Emma.”
Markus tog et øjeblik til at samle sine tanker og prøvede at undertrykke vreden og smerten, der truede med at fortære ham. Han ville ønske, at han kunne tro på Nathalie, men sårene var stadig friske og arrene stadig for ømme.
“Det er ikke mit problem, Nathalie,” svarede Markus med en opgivende stemme. “Du har truffet dine egne valg, og nu du må se konsekvenserne i øjnene.”
Emma, som kunne hørte sine forældres samtale fra sit værelse, kom ud i gangen med tårer i øjnene. Nathalie kiggede ned på sin datter, og hun begyndte at græde endnu mere. “Åh, min lille pige. Jeg er ked af det, Emma. Jeg er så ked af det.”
Emma havde savnet sin mor meget i den tid, hun havde været væk. Vægten af hendes længsel og smerten ved deres adskillelse var tydelig i tårerne, der strømmede ned over hendes ansigt. Nathalie, overvældet af skyldfølelse og anger, kunne ikke lade være med at blive rørt af sin datters rå følelser. Hun indså, hvilken indflydelse hendes fravær havde på Emma.
Selvom Markus følte sig revet over indeni, forsøgte han at forblive fattet af hensyn til sin datter. Han vidste, at dette var et svært øjeblik for dem alle, men han skulle være stærk. Han kiggede på Emma og strøg forsigtigt hendes kind i et forsøg på at give lidt trøst. Han vidste, at ord alene ikke ville være nok til at hele sårene og behandle den smerte, de alle følte.
“Gå ind på dit værelse skat,” sagde Markus. “Jeg lover, vi taler om det i morgen. Mor skal gå nu.”
“Men faaaaar –”
“Nej, Emma. Nu.”
Modvilligt vendte Emma sig om og gik tilbage til sit værelse. Døren blev lukket lydløst bag hende. Den dæmpede lyd af hendes hulken kunne stadig høres gennem den lukkede dør.
Markus vendte sig mod Nathalie, som stod der, med tårerne strømmede ned af sine kinder. Synet af hendes datters gråd var en smertefuld påmindelse om konsekvenserne af hendes fravær. Nathalies hjerte gjorde ondt, da hun længtes efter at trøste Emma, at holde hende i sine arme og forsikre hende om, at alting nok skulle gå.
“Markus, jeg er desperat. Jeg ved, at jeg har fucket op, men jeg har ingen andre steder at gå hen. Please, bare én enkelt nat,” tiggede Nathalie.
Markus følte en stikken i brystet, men han holdt fast i sin beslutning. “Nej, Nathalie. Jeg kan ikke risikere det igen. Gå nu.”
Nathalie snøftede, tørrede sine tårer ud ad øjnene og rejste sig fra dørtrinnet. “Okay, Markus. Jeg forstår.”
Hun gik et par skridt væk, men i stedet for at forlade stedet satte hun sig på fortovet. Markus sukkede. Han vidste, at hun ikke havde andre steder at tage hen, og at se hende sårbar på den måde rørte noget i ham. Han kæmpede med sine modstridende følelser, splittet mellem sit ønske om at beskytte sig selv og sin vedvarende bekymring for Nathalies velbefindende.
Han lukkede døren i håb om, at han ved at lukke hende ude, kunne også lukke den smerte og uro, som Nathalies tilstedeværelse medførte, ude. Synet af hende, siddende alene på fortovet i den kolde nat, fortsatte dog med at plage ham.
Da Markus lagde sig i sengen, hvirvlede hans sind med minder om fortrydelse. Han tænkte på Nathalie og på deres datter. Deres fiaskoer tyngede hans samvittighed og gjorde det svært for ham at finde fred.
Efter at have ligget i en times tid og overvejet det, stod Markus op igen. Han stak i sine sutsko og fik hoveddøren åbnet. Med en blød stemme kaldte han på Nathalie, som stadig lå ude på fortovet. Forskrækket kiggede Nathalie op. På trods af de anstrengte omstændigheder samlede Markus kræfterne til at tilbyde hende et midlertidigt pusterum.
“Du kan bruge badeværelset og sove på sofaen i nat,” sagde Markus og forsøgte at balancere sin empati med behovet for at sætte grænser. “Men i morgen tidlig skal du være væk. Jeg gør det her for Emmas skyld. Ikke gor din.”
Som svar på Markus’ gestus brød Nathalies ansigt ud i et smil, der afslørede hendes klamme junkietænder.
“Tak, Markus,” svarede Nathalie og hendes stemme rystede let. “Jeg lover, at jeg er ude igen, før I vågner.”
Markus nikkede og lod Nathalie komme ind i lejligheden. Da hun skyndte sig på vej til badeværelset, forblev Markus i gangen og kæmpede med sine egne følelser. Markus fandt en pude og et tæppe, som han lagde på sofaen inde i stuen.
Markus lå søvnløs i sengen og lyttede til hver eneste lyd fra lejligheden som et ophidset dyr i sin hule. Han kunne ikke slippe tanken om, at han måske var ved at begå den samme fejl igen ved at lukke Nathalie ind i deres hjem igen. Han fortabte sig i en labyrint af bekymringer, hvor fortid og fremtid blandede sig i en giftig cocktail af angst og paranoia.
Lyden af, at badeværelsesdøren åbnede og lukkede sig igen, øgede Markus’ uro. Hver bevægelse fra Nathalie var som et sværdslag mod hans forsvarsmekanismer. Han vidste, at han aldrig ville kunne stole på hende igen efter det, hun havde udsat dem for. Markus lyttede opmærksomt til hvert skridt på vejen til stuen, hans ører indstillet på selv den mindste lyd.
Med tøvende skridt gik Markus ind i stuen. Nathalie lå på sofaen som et lille, skrøbeligt væsen. Hendes ansigt var udtryksløst i søvnen. Hendes sygelige, afblegede hår var mat og uglet, og de mørke udgroninger var på vej tilbage. Hendes blege hud var fyldt med rifter og hudafskrabninger, og afslørede sporene af hendes hårde liv som narkoman. Mens han stod der, overvejede han at vække hende og bede hende om at gå igen, men noget holdt ham tilbage.
Markus sank ned i sin seng igen, men søvnen undveg ham som en skygge i natten. Tankerne om Nathalie, Emma, og den komplekse dans af følelser fyldte hans sind. Tankerne om det liv, de engang havde delt sammen, før hun begyndte på heroinen, og hvor uduelig en partner han havde været ikke at se tegnene i tide. Han kunne høre hvert eneste tunge, rustne åndedrag inde fra stuen, og det bankende hjerte i hans bryst syntes at synkronisere sig med lyden af Nathalies lette søvnstønnen fra sofaen. Minderne om deres fortid, nu plettet af afhængighedens mørke, fortærede Markus. Han mindedes de øjeblikke, de havde tilbragt sammen, latteren, de fælles drømme og de løfter, de havde givet hinanden. Men nu blev disse minder overskygget af smerten og hjertesorgen forårsaget af Nathalies heroinmisbrug.
Vægten af deres urolige fortid belastede ham og fyldte ham med en blanding af frygt, tristhed og usikkerhed. Han spurgte sig selv og spekulerede på, om han havde gjort nok for at hjælpe Nathalie, om der var noget mere, han kunne have gjort for at redde hende fra afhængighedens kløer...
Da de første stråler af morgenlys begyndte at bryde gennem mørket, samlede Markus endelig kræfterne til at rejse sig fra sin seng. Trætheden tyngede tungt på hans lemmer, og en følelse af sløvhed omsluttede ham efter den ubarmhjertige nat med uro. Lyden af Nathalies bevægelser nåede hans ører.
Markus gik ud i gangen og så Nathalie iført den samme slidte vinterjakke og de slidte kondisko fra aftenen før. Hendes øjne var røde og hævede fra gråd. Markus rømmede sig og sagde, “Nathalie, hør på mig et øjeblik.”
Hun vendte sig mod ham. “Hvad er der, Markus?”
“Hver gang du dukker op på den her måde, tror Emma, at hendes mor er tilbage. Hun er glad i et splitsekund, men når du forlader os igen, er hun knust i flere uger. Du river sårene op igen og igen. Du forstår ikke, hvor hårdt det er for hende.”
Nathalie sank langsomt sammen, og tårerne flød igen. “Jeg vil ikke gøre hende ondt, Markus. Jeg elsker hende, og jeg elsker jer begge. Jeg ved, jeg har fejlet, men… jeg prøver virkelig at ændre mig.”
Markus rystede på hovedet, ansigtet udtryksløst, og viste sin skepsis over for Nathalies ord. Han havde hørt hendes løfter og undskyldninger utallige gange før, og hver gang var han blevet skuffet. Gentagelsen havde slidt ham ned og udhulet den tillid, han engang havde til hende.
Nathalie tog en dyb indånding og tørrede sine øjne. “Giv mig en chance til, Markus. Jeg kan ændre mig. Jeg kan blive en bedre mor, et bedre menneske… en bedre kone.”
“Det er slut mellem os,” udtalte han ligeud, og hans ord skar gennem spændingen i luften. “Jeg ser en ny kvinde nu.”
Nathalie stirrede på ham, en gnist af jalousi blussede op i hendes øjne. “Hvad mener du? Hvem er hun?”
Med et træt suk rystede Markus på hovedet, som om han fortrød, hvad han havde sagt. Han indså, at det at nævnte hans nye kæreste kun havde tilføjet brænde på bålet og kompliceret en allerede anspændt situation mellem ham og Nathalie.
“Det er ikke noget,” svarede han. “Det eneste, der betyder noget lige nu, er, at du går, før du har chancen for at ødelægge alt igen.”
Nathalie blev defensiv. “Så du har bare fundet en erstatning for mig? Bare sådan uden videre?”
Markus rullede med øjnene. “Det handler ikke om det, Nathalie. Det handler om, at du ikke kan ændre dig. Hver gang du kommer tilbage, er det som om, at alt det dårlige følger med dig.”
“Mor? Far?” Emma stod i døren. Hendes øjne var søvnige men fyldt med forvirring og frygt. “Hvad sker der?”
Markus vendte sig mod Emma. “Det er okay, skat. Gå tilbage til seng. Vi taler om det senere.”
Emma nikkede, men før hun vendte sig om, så hun på Nathalie med et håbefuldt blik. “Kan jeg se dig igen til jul, mor?”
Nathalies ansigt blev overskygget af sorg. “Jeg vil gøre mit bedste, skat.”
Emma smilte forsigtigt, men Markus kunne se tvivlen i hendes øjne, en tvivl, han selv delte. Han vendte sig mod Nathalie med en sidste advarsel.
“Hvis du svigter hende igen. Hvis du gør, kommer du aldrig igen. Forstår du det?”
Nathalie nikkede stille, og Markus vendte sig bort. Han kæmpende med tvivlens tåge, der stadig omfavnede hans sind.
Da Markus sad ved sit skrivebord inde på sit kontorjob, vandrede hans tanker væk fra de daglige arbejdsopgaver, der ventede ham. Det var, som om hans tanker var flygtet fra kontorets velkendte rammer og vovede sig ind i deres eget rige. Med sit mørke, halvlange hår, der strittende ud i alle retninger, syntes han at besidde en iboende utæmmethed, der tiltrak andres øjne mod ham. Skægstubbene på hans overlæbe og hage tilføjede et strejf af robusthed til hans ellers kantede træk. Det var et vidnesbyrd om hans karakter, et subtilt tegn på den rå styrke, der ulmede under den ellers rolige overflade.
Fortabt i sine tanker kiggede Markus ud af vinduet, men udsigten interesserede ham ikke. I stedet tænkte han på sin datter, havde stået i døren. Hendes øjne, der på én gang var fyldt med håb og sorg, hjemsøgte ham. Det havde været en hjerteskærende beslutning for ham at sende hendes mor væk.
Uden at være opmærksom på detaljerne omkring ham, mærkede Markus omridset af kontoret at blive mindre. Væggene syntes at presse sig ind omkring ham, som om de delte hans bekymringer. Et stort vindue tillod et svagt lys at trænge ind, men selv solens glans formåede ikke at opløse den tætte mur af tvivl, som Markus følte sig indespærret bag.
Han overvejede at ringe til sin nye kæreste, Victoria, og fortælle om, hvad der var sket. Hun vidste godt, at hans ekskone var misbruger, men han havde aldrig fortalt hende, hvor slemt det rent faktisk stod til. I øvrigt skammede han sig over at have overgivet sig og frivilligt lukket Nathalie ind i sit hjem igen. Han besluttede sig for at lade være med at nævne det.
Belysningen i Markus’ køkken kastede en varm glød over det lille rum, da han stod ved komfuret og forberedte aftensmad. Lyden af knivens skarpe snit gennem grøntsagerne fyldte stilheden i køkkenet. Hans tanker var stadig begravet i gårsdagens konfrontation, men den tikkende urkraft i ham holdt ham fokuseret på øjeblikket.
Nathalie stod i døråbningen, og Markus mærkede en bølge af følelser skylle gennem ham. Hendes tilstedeværelse var som et skær af fortiden, der blussede op i nuet.
“Markus,” hendes stemme var lav, forsigtig. “Jeg har holdt mig fra det… i et døgn nu.”
Markus vendte sig og mødte hendes blik. Han kunne se ægtheden i hendes ord, men det var en kamp, han kendte alt for godt.
Hun nikkede stille.
“Jeg… prøver,” sagde hun med en halvt forsikrede tone, "jeg prøver virkelig at komme ud af det."
Markus trak vejret dybt. Tankerne om gårsdagens uenigheder snurrede stadig rundt i hans sind, men han indså pludselig, hvor meget Emmas velvære betød for dem begge.
“Nathalie, jeg er villig til at lægge stridsøksen på hylden. Ikke bare for din skyld, men for Emmas,” sagde han stille. “Det er næsten jul, og jeg vil ikke have, at vores kaos skal overskygge den for hende.”
Hun så overrasket ud over hans ord, men en smule håb bredte sig i hendes ansigt.
“Jeg kan gøre det her, Markus. For hendes skyld,” svarede hun med et svagt smil, der bar løftet om en bedre fremtid.
Markus rystede let på hovedet. “Det skal ikke bare gøre det for Emmas skyld, Nathalie. Det skal også være for din egen. Du har brug for hjælp.”
Hun sukkede tungt og mødte hans blik. “Okay. Jeg skal nok søge hjælp. Det lover jeg.”
Markus ville ønske, at han kunne tro på hende. Det gjorde han virkelig, men den brændende skuffelse fra tidligere forhindrede ham i at lade sig rive med af hendes løfter igen. “Hvad skulle gøre denne gang anderledes?”
Nathalie rejste sig fra stolen og kom tættere på ham. Hendes øjne var fyldt med et ægte ønske om forståelse. “For første gang ønsker jeg virkelig at ændre mig, Markus. Jeg kan ikke fortsætte sådan her. Jeg vil ikke miste Emma eller dig igen.”
Hans hjerte stak ved hendes ord, men den beskyttende mur, han havde bygget omkring sig selv og sin datter, var svær at bryde ned. “Det er ikke kun mine følelser, der er på spil her, Nathalie. Det er Emmas stabilitet, vores familiens stabilitet.”
Nathalie så ned på gulvet og kæmpende med tårerne, der truede med at strømme frem igen. “Det ved jeg godt. Jeg vil gøre alt for at få det til at fungere igen.”
Markus lod en tung stilhed fylde rummet. Hans hjerte var splittet mellem ønsket om at tro på hende og frygten for at lade hende såre ham igen. Hans styrke og skrøbelighed kolliderede i et indre kaos.
Han stod stille og betragtede hende, en blanding af nostalgi og sorg fyldte hans bryst. Hun var langt fra perfekt, men i øjeblikket udstrålede hun en form for ægthed og længsel, der ramte ham på en særlig måde.
“Det er længe siden, jeg har hørt den sang,” bemærkede Nathalie med et anstrengt smil, hentydende til musikken i radioen, og så over på Markus.
Markus nikkede og lod et svagt smil strejfe hans læber. “Ja, det er det.” Han nærmede sig radioen for at dæmpe musikken lidt og vendte sig derefter mod hende. “Jeg kan hjælpe dig med at komme på et rehabiliteringskursus.”
Nathalie så på ham med taknemmelighed i øjnene. “Det ville betyde så meget for mig, Markus. Tak. Men jeg har ikke et sted at bo lige nu,” fortsatte Nathalie forsigtigt. “Det er koldt udenfor, og jeg har ingen steder at gå hen...”
Markus bed sig i læben og lukkede øjnene et øjeblik, mens han kæmpede med sine egne indre konflikter. “Jeg ved ikke, Nathalie… Det er ikke let for mig at lade dig være her.”
Hun gik et skridt nærmere, desperationen skinnede klart ud igennem i hendes blik. “Jeg lover, at jeg ikke vil forstyrre jer. Bare lad mig sove på sofaen igen i nat.”
Markus rystede langsomt på hovedet. “Det er for risikabelt, Nathalie. Jeg kan ikke tage den chance.”
Nathalie så bedende på ham. “Jeg har virkelig brug for det her, Markus. Jeg ved ikke, hvor jeg ellers skal tage hen. Jeg vil ikke gå ud i kulden og ende et sted, hvor jeg ikke er sikker.”
Hans hjerte blødte for hende, men hans forpligtelse over for Emmas sikkerhed og tryghed vejede tungt på ham. “Okay. Men i morgen tager vi ned på centeret og får dig skrevet op til deres afvænningsprogram… igen. Men det kræver, at du samarbejder denne gang. Du kan bo her, så længe du samarbejder, men hvis du opgiver igen, kommer du ikke tilbage. Er det forstået?”
“Ja. Det er forstået...”
Efter at have spist aftensmad sammen med Emma og lagt hende i seng, blev Markus siddende ved hendes side og læste en godnathistorie. Han kunne høre, hvordan hun blidt faldt i søvn. Det var hans ansvar at beskytte hende, og han kunne ikke lade Nathalie, med alle hendes løfter og smertefulde forsøg, forstyrre den tryghed, de havde opbygget.
Han vendte tilbage til stuen, hvor Nathalie sad på sofaen og hvilede sit ansigt i sine hænder. Hendes skuldre rystede let, enten på grund af kulden eller hendes abstinenser.
Markus rakte hende et tæppe og forlod stuen. Han gik op på sit eget værelse, men hans sind var fyldt med tvivl. En del af ham ønskede virkelig at hjælpe Nathalie, men en anden del af ham var fast besluttet på at beskytte Emma og deres liv mod de uforudsigelige bølger af Nathalies afhængighed. Han erkendte samtidig, at han muligvis lod sig forføre af Nathalies manipulerende løfter endnu en gang.
Han havde set det mange gange før: Nathalies søde smil og løfter om forandring, men det var som om, at historien altid endte det samme sted. Nathalie blev en del af deres liv, og inden længe blev alt vendt på hovedet igen. Han havde lovet sig selv, at denne gang ville være anderledes. Men hendes tårer, hendes bedende øjne, minderne om det, de engang havde haft sammen – alt det var for tung en byrde at bære.
Markus tog en dyb indånding og vendte sig om på siden. Han mærkede pulsen hamre i hans tindinger, og hans bryst føltes tungt af det indre slag mellem følelser og fornuft. Tanken om Emma, hans dyrebare datter, blev som en skarphed i hans sind. Han vidste, at hans egne følelser kom i anden række.
Pludselig hørte han en stille lyd. Han rettede sig op og lyttede. Det var en svag, næsten uhørbarlig lyd, men den brød stilheden i huset. Forsigtigt steg Markus ud af sengen og gik lydløst ned ad trappen.
Han fandt Nathalie på sofaen, en ensom figur indhyllet i tæppet. Hendes øjne var lukkede, men hendes benede, radmagre krop rystede let i søvnens greb. En kvalmende følelse af medlidenhed og frustration bølgede gennem Markus. Han kunne ikke lade være med at føle medlidenhed for hende, men samtidig vidste han, at hans hjælp ikke var løsningen på hendes problemer.
Han nærmede sig og lagde forsigtigt et tæppe mere over hende for at holde hende varm i den kolde nat. Nathalie åbnede langsomt øjnene og mødte Markus’ blik.
“Du burde ikke være her,” hviskede Markus, kæmpende med sin egen indre konflikt.
Nathalie sukkede stille. “Det ved jeg godt. Jeg forstår godt, hvis du gerne vil have mig ud. Jeg har ikke ret til at bede om mere hjælp.”
Markus tøvede lidt. “Du skal bare sove nu. Vi tager os af det i morgen.”
Da han var på vej til at forlade stuen, bad Nathalie ham om at vente. Markus vendte sig om for at se på hende. Hun trak tæppet af, løftede op sin t-shirt og blottede sine små bryster for ham. Herefter trak hun ned i sine pyjamasbukser og fremviste sin lille, buskede trekant. Hun udstillede sin krop for ham, og i et øjeblik var Markus ikke i stand til andet end at stirre.
“Hvad forsøger du at opnå?” spurgte han så.
Nathalie så nervøs ud, som om hun straks fortrød sine handlinger. “Jeg troede bare…”
“At jeg ville lade dig blive, hvis du tilbød mig sex?” brød Markus ind. Vreden begyndte at boble inde i ham. “Forstår du slet ingenting?”
“Undskyld,” hviskede hun, og han kunne høre tårerne i hendes stemme igen. Hun skjulte hurtigt sin krop væk under tæppet igen.
Markus ville råbe af hende og skælde hende ud, fordi han ikke kunne forstå, hvorfor hun ville ty til så desperate handlingener. Tanken om at at Nathalie prostituerede sig selv for en plads på en slidt sofa med kun en tynd væg, der adskilte dem fra deres fredeligt sovende datter, fik hans blod til at koge.
Markus vidste dog, at det ville være en alvorlig fejl at hæve stemmen, da det ville vække Emma. Så han knyttede næverne, rystede skuffet på hovedet og trak sig tilbage til sit soveværelse, hvor søvnen undgik ham.
Hele den urolige nat fortsatte det spøgende billede af Nathalies trekant med at plage Markus. Havde hun prostitueret sig selv før for andre mænd? Det var en nagende tanke, der rev i hans sjæl og efterlod ham med en blanding af sorg og bekymring. Og den værste del? Han vidste, at han knapt kunne dømme hende, og at det i virkeligheden var hans eget skrøbelige ego, der blev knust af tanken om, at hans engang elskede kone blev drevet til prostitution for at overleve.
Den følgende morgen stod Markus i køkkenet og forsøgte at brygge en kop kaffe i en tilstand af bekymring og udmattelse. Han bevægede sig med største forsigtighed i håb om at undgå at forstyrre Nathalie, som stadig lå og sov på sofaen. Begivenhederne fra den foregående nat havde kastet en skygge af usikkerhed over dagen, der lå forude.
Emma sad ved spisebordet, hendes blik rettet mod sin mor. Hendes blik var tåget af en blanding af vrede og skuffelse.
Markus satte sig forsigtigt ved siden af hende. “Hvad tænker du på, skat?”
Emma vendte sit blik mod ham. “Hvorfor stoler du på mor nu? Hun lover altid at blive, men hun stikker altid af. Hun er her aldrig.”
Markus sukkede tungt. Det var et spørgsmål, han selv havde stillet sig utallige gange. Han strøg beroligende sin datters hår og forsøgte at finde de rette ord. “Jeg ved det, skat. Men nogle gange har folk brug for en chance for at ændre sig.”
Emma så op på ham med forvirrede øjne. “Men hun har haft så mange chancer, og hun gør altid bare det hele værre.”
Markus kæmpede for at finde den rette forklaring, men han var selv fanget mellem tro og tvivl. “Jeg vil bare hjælpe hende med at komme på rette spor, så hun kan være der for dig.”
Emma kæmpede for at holde sine tårer tilbage og så indtrængende på sin far. “Men hvad nu hvis hun bare stikker af igen?”
Markus følte sig magtesløs. Hans hjerterum var fyldt med kærlighed til både sin datter og ekskone, men frygten for at skuffe Emma igen var overvældende. “Det ved jeg ikke, skat. Men jeg vil altid gøre alt, hvad jeg kan, for at beskytte dig.”
Da Markus var ved at gøre sig klar til at køre Emma i skole og selv tage på arbejde, så han ud ad øjenkrogen, at Nathalie forsøgte at tale med Emma. Hun forklarede, at hun var ked af at skuffe hende, men at hun prøvede at blive bedre. Emma svarede stift, næsten koldt, og sagde, “Det har du sagt før.” Nathalie nikkede stille, som om hun kæmpede med sin egen skyldfølelse overfor sin datter.
Desperationen i Markus’ sind voksede, da han endelig kom hjem og så, at Nathalie var væk. Et frygteligt scenarie spillede sig ud i hans tanker, og han fortrød straks sin tillid til hende. Mens Emma lavede lektier på sit værelse, søgte Markus i alle hjørner af lejligheden, hvert skab, hvert rum, men intet syntes at mangle eller at være stjålet. Nathalie havde ikke taget noget med sig, og det lindrende lidt, men samtidig frustrerede det ham, idet da det ham endnu mere forvirret. Hvor var hun?
Da døren gik op, og Nathalie vendte tilbage med nogle indkøbsposer, eksploderede Markus’ følelser som en ustabil vulkan. Hans frustration kogte i hans bryst, og han kæmpede for at holde den under kontrol.
“Nathalie, hvor fanden har du været?” udbrød Markus.
Nathalie satte poserne fra sig og mødte hans blik med en anelse forsvar. “Jeg var nede og handle, Markus. Jesus Christ. Har du brug for at overvåge mig hele tiden eller hvad? Jeg er et voksent menneske.”
“Jeg er ikke interesseret i at overvåge dig,” protesterede Markus. “Men du har lovet at blive her. Du kunne i det mindste have lagt en seddel.”
Nathalie sukkede og gned sig i panden. “Jeg prøver, okay?"
Markus følte sig splittet. Han forstod hendes kamp, men det ændrede ikke på den konstante frygt og usikkerhed, hun bragte ind i deres liv. “Du er en del af Emmas liv nu. Du kan ikke bare forsvinde uden varsel.”
“Jeg er ked af, at mit heroinmisbrug er så skide ubelejligt for dig,” svarede hun sarkastisk.
Emma så op på sine forældre, der var begyndt at skændes. Markus ønskede ikke, at hun skulle være vidne til deres skænderi. “Vi må ud,” sagde han lavt, mens han tog Nathalies arm.
Markus’ blik hvilede på Nathalie, da de var kommet udenfor. Blanding af vrede og sorg var tydelig i hans trætte ansigtstræk. Hun fiskede en cigaret frem, men hendes lighter svigtede. Uden et ord tog han sin egen lighter frem og tændte hendes cigaret, før han tændte sin egen.
En følelse af skyld hvilede over Markus. Han havde endnu ikke fået fortalt Victoria, at hans ekskone havde overnattet hos ham de sidste to nætter.
Han og Victoria havde ikke været kærester særligt længe. Hun var mor til en af Emmas klassekammerater, og lige så ensom og fraskilt som han selv var. Deres bekendtskab var opstået ved et tilfældigt møde til et klassearrangement. Det var eskaleret til en hed nat efterfulgt af adskillige hede nætter. Selvom de ikke havde været sammen særligt længe, havde han alligevel følelsen af, at han burde have nævnt det for hende.
Desperationen fyldte Markus, da han og Nathalie kørte ned til misbrugscentret. På vejen dertil standsede Markus’ bil pludselig og nægtede at starte igen. De var nødsaget til at skubbe bilen ind til side af vejen og fortsætte til fods.
De gik i stilhed, mens himlen over dem blev gradvist mørkere og mere truende. Tykke, mørke skyer samlede sig, og den første dråbe regn ramte fortovet foran dem. Nathalie standsede pludselig og så op mod himlen, hvor regndråberne snart begyndte at falde ned på hendes ansigt.
“Jeg kan ikke det her,” sagde Nathalie med en anelse desperation i stemmen. “Det her var en dårlig idé. Jeg har ikke lyst alligevel.”
Markus greb hendes arm for at få hende til at fortsætte, men hun rev sig løs og stirrede ind i hans øjne med en blanding af frygt og modstand. “Vil du tage mig tilbage, hvis jeg gør det?”
Han kunne mærke smerten i sine egne øjne, da han vendte sig imod hende. “Vi hører ikke sammen længere, Nathalie.”
Nathalie så ud som om, hun var ved at knække sammen under presset fra regnen og de tunge ord, der hang i luften mellem dem. Hun vendte sig om og begyndte at gå i den modsatte retning. “Jeg kan ikke gøre det her, Markus.”
Markus fulgte efter hende. Vreden strømmede igennem ham. “Du skal ikke gøre det for mig, du skal gøre det for Emma! Hun har brug for dig.”
En stærk brise blæste gennem træerne, og regnen begyndte at blive mere voldsom. Nathalie stoppede og vendte sig mod Markus. Hendes ansigt, tøj og hår vådt af regnen og tårerne. “Men hvad med dig? Hvad har du brug for?”
Markus’ stemme var udfordret af de kolde dråber, der ramte ham. “Jeg har brug for fred. Fred til mig selv og til Emma.”
De stod midt i regnen foran hinanden, fanget i en velkendt dans, begge gennemblødte og rystende, såret af de skærende ord og følelserne af svigt. Den smertefulde sandhed hang tungt mellem dem. De stod stille, fanget i deres fælles fortid og sammenflettede skæbner.
“Da vi var gift, Nathalie, var det som at være gift med to personer samtidig. Dig og dit misbrug. Du har haft 6 tilbagefald, siden vi blev skilt, og jeg har ærligt talt svært ved at tro, at denne gang skulle være anderledes.”
“Den her gang er anderledes.”
“Det sagde du også de andre gange.”
“Da jeg bankede på din dør i forgårs, var jeg på bunden. Seriøst på bunden, Markus. Jeg… Jeg havde tænkt mig at tage livet af mig selv,” svarede Nathalie. “Du behøver ikke at tage mig tilbage, men jeg har brug for at se dig, for at se Emma. Jeg har brug for at se min datter.”
Markus stirrede på hende. Han anede ikke, at hun var selvmordstruet.
Markus’ hjerte bankede hurtigt, mens han stod sammen med Nathalie foran misbrugscentret. De blev mødt af det velkendte personale, der efterhånden var vant til at se Nathalie i denne situation. Markus følte, at det var en anelse pinligt at se dem igen, men også en underlig form for lettelse over at være et sted, hvor der var professionel hjælp at hente.
Lægen kiggede på dem med et blidt men kritisk blik. “Hej, Nathalie. Godt at se dig igen.”
Nathalie nikkede. Hendes stemme bævende lidt. “Hej, Torben.”
Markus mærkede en klump i halsen, hans egne følelser uklare. “Hun har brug for hjælp, og jeg vil gerne støtte hende.”
Lægen nikkede forstående. “Vi vil gøre vores bedste, men først skal vi detoxe hende. Har du et sted at bo, mens hun er i behandling?”
Nathalie så nervøst på Markus, og han følte en form for magtesløshed. “Hun er hjemløs lige nu,” indrømmede han. “Men hun… hun bor hos mig i en uge, mens hun detoxer.”
Lægen studerede Markus med en form for medlidenhed i blikket. Markus havde sagt de samme mange gange før. “Det vil være godt for hende at være et sted, hvor hun kan komme væk fra det miljø, der frister hende til at falde tilbage.”
Markus nikkede. Hans hjerte bankede hårdt i brystet. Bekymringen omkring Emma og om, hvorvidt han gjorde det rigtige, pressede på. Nathalie var stille, men han kunne se et glimt af taknemmelighed i hendes øjne.
Da de trådte ud af misbrugscentret, bemærkede de, at regnen havde udviklet sig til et voldsomt uvejr. Deres tøj blev hurtigt gennemblødt i af den silende regn. Markus var tavs, mens de gik, hans ansigt stift og udsigtsløst rettet mod vejen. Nathalie prøvede at bryde isen, men Markus’ hjerte var hårdt som sten.
“Tak, Markus. Jeg skylder dig så meget,” forsøgte Nathalie. “Jeg håber ikke –”
Han afbrød hende hurtigt. “Du skylder mig ikke noget. Lad os bare komme hjem.”
Turen hjem var lang, men Markus udnyttede tiden til at ringe til automekanikeren for at få bilen fikset. Dernæst ringede han til Victoria og orienterede hende om, hvad der var sket. Han oplyste, at Nathalie sov hos ham for tiden – på sin egen sofa inde i stuen – og at hun ville gøre det resten af ugen. Vicky forsøgte at lyde støttende og opmuntrende, men hun bad ham også om at passe på sig selv og Emma. Da telefonopkaldet sluttede, følte Markus sig endnu mere alene. Han vidste, at dette ville skubbe Victoria og ham længere fra hinanden. Han tvivlede på, om der overhovedet var en vej tilbage.
Nathalie gik ved hans side. Forsigtigt forsøgte hun at bryde den tavse modstand. “Er du okay, Markus?”
“Nej,” var alt, han sagde. Hans stemme var fyldt med en uforklarlig følelse af tomhed og sorg.
Begge var gennemblødte og skælvende, da de endelig kom tilbage til lejligheden. Nathalie gik i bad, mens Markus ventede i stuen på, at det blev hans tur. Hans sind var en hvirvelvind af tanker om Emmas sikkerhed, Nathalies tilstand og hans egne følelser af forvirring og frustration.
Da Nathalie trådte ud fra badeværelset, pakket ind i et håndklæde, reagerede Markus straks. “Kan du ikke være lidt mere anstændig? Vi er ikke gift længere,” udbrød han med en hård tone.
Nathalie sukkede og svarede med en irriteret undertone, “Markus, jeg har ikke noget, du ikke har set tusinde gange før.”
Han iagttog nålesporene i hendes arme. De var i hvert fald nye.
Regnen trommede stadig mod vinduet. Det var en rasende symfoni af dråber, der ramte glasset hårdt. Nathalie satte sig forsigtigt ned på sofaen ved siden af Markus. Hun forsøgte at opretholde en vis afstand men samtidig søge lidt varme i hans nærvær. Han kunne mærke hendes duft af i sine næsebor, en duft, der vækkede minder om bedre tider, men som samtidig skabte en underlig følelse af melankoli og fortvivlelse inde i ham.
“Må jeg ryge herinde? Det regner stadig,” spurgte Nathalie, mens hun forsigtigt forsøgte at placere sig tættere på Markus.
Han rystede på hovedet. “Du ved godt, at jeg ikke vil have, at du ryger indenfor, Nathalie. Gør det udenfor.”
Nathalie sukkede. Frustrationen skinnede igennem hendes øjne, men hun rejste sig uden at sige mere og gik ud på altanen. Markus kunne høre lyden af en lighter, efterfulgt af en dyb indånding. En underlig blanding af følelser voksede inde i ham. Han ønskede ikke at have hende her, men samtidig følte han en trang til at beskytte hende.
“Markus, hader du mig?” spurgte Nathalie stille, da hun kom tilbage.
Han vendte sit blik mod hende. Hans ansigt var udtryksløst. “Det er kompliceret.”
Nathalie sank ned i en stol og så desperat på ham. “Har din kæreste slået op med dig på grund af mig?”
Markus forblev tavs.
Både Markus og Nathalie var tavse, indesluttede i deres egne tankemylder, da Markus afbrød stilheden. “Vil du være sød at lave noget mad, Nathalie? Vi skal have noget at spise. Jeg skal hente Emma fra SFO.”
Nathalie nikkede uden at sige noget og gik ud i køkkenet. Hendes skuldre hang tungt, og ansigtet bar præg af den uro, hun følte indeni. Mens hun rumstede med gryder og pander, prøvede hun at samle sine tanker og fokusere på noget så simpelt som at lave mad.
Imens hentede Markus Emma fra skole. Hans forsøgte at virke optimistisk og glad for sin datters skyld, men det var tydeligt, hans tanker var et helt andet sted.
Markus kunne mærke den spændte stemning, da de sad ved spisebotdet, og han forsøgte at skabe en form for afledning. “Lad os spise,” sagde han og forsøgte at få det bedste ud af situationen.
De satte sig ved spisebordet, og atmosfæren var fyldt med en anspændt stilhed. Nathalie serverede den halvbrændte risengrød, og de drak rød saftevand til.
Emma sukkede og rynkede panden. “Jeg er ikke fire år længere, mor,” sagde hun med en let irriteret tone.
Nathalies ansigt faldt sammen. “Undskyld, skat. Jeg prøver bare at gøre det bedre.”
“Du har sagt det før, mor,” svarede Emma koldt og gik ind på sit værelse.
“Jeg kan ikke det her,” sagde Nathalie og kæmpede med at holde tårerne tilbage. “Jeg burde gå.”
Markus sukkede og så på Nathalie. “Du kan ikke bare løbe fra det, Nathalie. Du er nødt til at blive her og tage imod slagene. Vise at du er her.”
Men Nathalie sad blot som slatten, foroverbøjet skikkelse ved køkkenbordet. Det skarpe lys fra loft lampen badede hende i et skær, der fik hende til at se ualmindeligt gammel og slidt ud, selvom hun kun var i starten af 30´erne.
Bekymringen fyldte Markus, da han gik mod Emmas værelse, der var svagt oplyst af natlampens milde lys. Han bankede forsigtigt på døren. “Emma, skat? Er du vågen?”
Der var ingen reaktion fra den anden side. Markus prøvede at åbne døren en smule og kiggede ind. Han så Emmas skikkelse på sengen. Hendes sigt var skjult under dynen. “Godnat, prinsesse. Jeg elsker dig,” sagde han stille.
Markus gik tilbage til stuen, hvor han så Nathalie sidde, kropsspændingerne og rystelserne var blevet mere synlige, men hun forsøgte at skjule sine abstinenser med sine hænder. Han så bekymret på hende.
“Nathalie, har du det okay?” spurgte han og satte sig lidt på afstand af hende.
Hun så op på ham med tårer i øjnene. “Jeg har brug for at komme væk fra alt det her.”
Markus sukkede og strøg en hånd gennem sit hår. “Det er ikke nemt, men du bliver nødt til at blive her og tage ansvar.”
De forsøgte at skabe en form for normalitet og satte sig for at se fjernsyn. Nathalie tændte for tv’et, og de blev mødt med en udsendelse af en eller anden lille, lykkelig, dødsyg middelklassefamilie. De valgte en ny kanal, men billederne på skærmen blev hurtigt baggrundsstøj, mens deres tanker kredsede om det, der foregik.
Efter de havde gjort sofaen klar med tæpper og puder til Nathalie, gik de hver til sit. Markus lå i sin seng, men søvnen var langt væk. Tankerne cirklede om Nathalie og den knugende følelse af hjælpeløshed. Han vendte sig uroligt fra side til side, men snart lød der en banken på døren, der skar igennem stilheden i rummet.
Han rejste sig fra sengen og gik hen til døren. Der stod Nathalie med et hjerteskærende blik i sine øjne. Hun spurgte forsigtigt, næsten hviskende, “Må jeg ikke sove hos dig?”
Markus kæmpede med sine egne følelser og det presserende behov for at støtte hende uden at opgive sine egne grænser. “Det tror jeg ikke er en god idé, Nathalie.”
“Jeg tør ikke være alene,” hviskede hun ængsteligt. “Jeg tror, jeg er ved at dø, Markus. Må jeg ikke bare… sove på gulvet?”
Hans hjerte sank ved hendes ord. Han vidste, at hendes abstinenser var på et farligt sted. Han sukkede stille og nikkede så svagt. “Okay.”
Nathalie gik ind, og de arrangerede nogle tæpper på gulvet. Hendes skælvende hænder gjorde det svært at få lagt tæpperne ordentligt. Hendes åndedræt var hurtigt og ujævnt. Markus prøvede at skjule sin egen frygt, da han lagde sig ned i sengen, kun få skridt fra hende.
Det var umuligt at ignorere den tyngende atmosfære. Markus kunne høre hendes svage, urolige vejrtrækning. Hvert suk fra hende skar gennem den ellers stille nat.
Tankerne fløj gennem Markus’ sind, mens han stirrede op i loftet. Følelsen af at være magtesløs over for Nathalies kamp, samtidig med at han frygtede for hendes tilstand, var overvældende. Han ønskede, han kunne gøre mere, men følte sig fanget i denne forfærdelige situation.
En følelse af medfølelse og desperation overtog Markus. Han kunne ikke længere klare det hjerteskærende syn foran ham. “Kom herop,” sagde han til sidst og rakte en hånd ned til hende.
Nathalie var for svag til at rejse sig, så Markus bøjede sig ned og løftede forsigtigt hendes skælvende krop op i sine arme. Forsigtigt bar han hende over i den anden side af dobbeltsengen. Han lagde hende på madrassen og dækkede hende til med dynen.
“Vil du holde om mig?” hviskede Nathalie med en svag, skrøbelig stemme, da de lå ved siden af hinanden.
Markus rystede på hovedet. “Nej, Nathalie.”
“Hvorfor ikke?”
“Fordi jeg er bange for at blive forelsket i dig igen,” svarede han langsomt. “Og så gør det endnu mere ondt, når du forlader os.”
Nathalies øjne fyldtes med tårer. Hendes stemme knækkedede under afvænningssmerten. “Jeg stoppede aldrig med at elske dig, Markus.”
“Men du elskede heroinen højere,” svarede han med et knust udtryk. “Heroinen tog dig fra mig.”
Hun undskyldte, men Markus følte, at undskyldningerne havde mistet deres værdi. “Du undskylder altid, Nathalie. Det er lige meget nu.”
Nathalie græd stille, og det var som om hendes krop var slået helt i stykker af sorg og abstinenser. “Jeg er her nu. Jeg er klar til at sætte dig og Emma først,” sagde hun med svækket stemme.
Markus kæmpede en indre kamp mellem ønsket om at tro på hende og behovet for at beskytte sig selv. “Det er for sent,” gentog han med et knust hjerte.
Midt om natten vågnede Markus ved lyden af døren, der langsomt blev åbnet. Hans hjerte trak sig sammen, da han indså, at Nathalie var ved at stikke af. Han rejste sig hurtigt og løb hen imod hende.
“Hvad laver du, Nathalie?”
Nathalie vendte sig mod ham med et blegt og forpint ansigt. “Jeg kan ikke klare det længere. Jeg må finde noget… øh, du ved…” sagde hun med en desperat tone.
“Du skal ingen steder,” insisterede Markus. “Du skal lægge dig tilbage i sengen nu. Vi finder en løsning sammen i morgen.”
Nathalie rystede på hovedet med tårer trillende ned ad kinderne. “Jeg kan ikke det her. Jeg er færdig, Markus. Jeg giver op.”
Markus trådte tættere på hende og forsøgte at få øjenkontakt. “Vi går en tur. Frisk luft vil gøre dig godt,” foreslog han og strakte sin hånd ud mod hende.
Nathalie vaklede, før hun til sidst nikkede langsomt. “Okay,” mumlede hun svagt.
Julelysene og de smukt dekorerede gader skabte en drømmeagtig stemning, da Markus og Nathalie gik ned ad fortovet. De levende farver og blinkende lys fra julepynten oplyste de ellers mørke og stille gader, hvilket skabte en næsten magisk følelse. Mens de slentrede side om side, føjede gadelygternes bløde skær et svagt, dampende lys til den kolde novembernat. Den varme, ravfarvede nuance stod i kontrast til den sprøde hvide sne, der dækkede fortovene, og kastede lange skygger, der strakte sig ud foran dem.
Mens de fortsatte deres tur, begyndte sarte snefnug at falde ned fra himlen. Hvert snefnug så ud til at danse i luften omkring Markus og Nathalie. Parret standsede et øjeblik og søgte ly for den blidt dalende sne under en overdækket gyde. Her fandt de trøst i byens stilhed.
I dette fredelige øjeblik rakte Markus ned i sin lomme og trak en cigaret frem og tændte den med et svirp fra sin lighter. Han tilbød en til Nathalie, som tog imod den med et taknemmeligt smil. Mens de stod og røg sammen, sammenkrøbet under det beskyttende dække, så de byens stille liv udfolde sig for deres øjne.
“Kan du forestille dig, hvordan vores liv ville have set ud, hvis jeg aldrig var begyndt med heroin?” Nathalies stemme knækkede over, mens hun talte. Hun stirrede ud på byen, hvor lysene reflekterede i hendes øjne. Spørgsmålet hang tungt i luften
Markus betragtede hende i et øjeblik. Følelserne rodede rundt i hans indre. “Det ved jeg ikke, Nathalie. Måske var vi stadig sammen, eller måske var vi ikke. Det er ikke noget, der gavner os at spekulere over nu.”
Nathalies blik var fyldt med en dyb sorg og fortrydelse. “Jeg savner den tid, hvor alt var godt. Da vi var lykkelige sammen.”
Markus tog en dyb indånding og forsøgte at undertrykke sine egne følelser. “Tiden kan ikke skrues tilbage. Det er vigtigt, at vi fokuserer på nuet og fremtiden.”
Blæsten blev stærkere, og den kølige vind fik dem begge til at fryse. De vendte om og gik tilbage mod lejligheden. En trykkende stilhed lagde sig mellem dem, som om deres ord kun havde været en midlertidig lindring, men ikke nok til at løse de dybere problemer.
Både Markus og Nathalie krøb ned under dynen igen og forsøgte at finde varme i deres frosne kroppe. Selvom de var tæt på hinanden, føltes deres kroppe som to isbjerge, adskilt af et iskoldt hav. Nathalie rykkede sig tættere på Markus, hvilede sit hoved på hans skulder og lagde sin arm om hans bryst, mens hun lagde sit ene ben ind over hans.
Markus kunne mærke kulden fra Nathalie’s krop, men samtidig kunne han ikke benægte, at han havde savnet den nærhed, hun tilbød. Han lod hende komme tættere på, hvilket forvirrede ham, da han både ønskede at holde afstand og samtidig ønskede at lade hende føle sig trøstet.
“Nathalie, du er iskold,” bemærkede Markus og forsøgte at holde sin stemme nogenlunde stabil.
Nathalie flyttede sig lidt og mødte hans øjne med en blanding af tristhed og taknemmelighed. “Undskyld. Jeg ved, jeg er kold,” hviskede hun med en svag, skælvende stemme.
“Det er okay,” svarede Markus. Han hvilede forsigtigt en hånd på hendes ryg og forsøgte at varme hende uden at give efter for sin intense trang efter hende. “Vi kan… varme hinanden op.”
Nathalie nikkede og lod tårerne flyde frit. Hun søgte trøst i hans arme og lukkede øjnene i et forsøg på at finde lidt varme i den krop, der engang havde været så tæt på hendes egen.
De lå stille i sengen, omfavnet af en kold tavshed og en behagelig varme fra hinanden. Markus’ tanker flød gennem hans sind, fyldt med en blanding af sårbarhed og håbløshed. Han følte sig fanget mellem sin følelser for Nathalie og den beskyttende mur, han havde brugt årevis på at bygge op for at beskytte Emma og sig selv mod Nathalies uforudsigelige rutsjebanetur af afhængighed.
Mens deres kroppe pressede sig sammen, kunne Markus ikke undgå at mærke den pirrende spænding opbygge sig mellem dem. For hver bevægelse blev han mere og mere opmærksom på den sensuelle kontakt mellem hendes lår og hans skridt. Hans lem reagerede ivrigt på hendes varme hud. Det blev stift og dunkende så voldsomt, at det næsten gjorde ondt. Selvom han i starten tøvede med at reagere på sin ophidselse, kunne han ikke modstå den ubestridelige tiltrækning ved Nathalies bevægelser.
“Jeg har savnet dig,” hviskede hun blidt i hans øre. Hendes stemme var blød som honning og forførende som sød musik.
Markus vidste ikke, hvad han skulle sige eller gøre, så han lod som om, at han sov. Forvirret, men alligevel overvældet, kæmpede Markus for at finde sin stemme midt i følelsernes hvirvelvind. Nathalies ophedede hånd vovede sig forsigtigt ned i hans pyjamasbukser og tog blidt fat i hans varme skaft. Hendes fingre dansede blidt hen over det opsvulmede kød, så det sendte kuldegysninger ned ad Markus’ ryg. Tiden føltes som om, det stod stille, mens hun blidt onanerede ham i soveværelsets mørke.
“Hvis du har lyst til at kneppe mig, kan du bare rulle mig om på ryggen,” hviskede hun blidt ind i hans øre.
“Det går ikke, Nathalie,” hviskede han.
“Men du kommer lige om lidt,” hviskede hun.
“Så hold op.”
“Du kan også komme i min mund, hvis du vil,” tilbød hun.
“Okay,” lykkedes det ham at svare.
Hun manøvrerede sig klodset ned mellem hans ben, mens hun svajede med sine hofter på en måde, der drev Markus fra forstanden. Da hendes varme læber omsluttede hans glans, og hendes smidige tunge snoede sig om hans hårde skaft, ramte en bølge af nydelse Markus’ krop, hvilket fik ham til at bukke under for de overvældende følelser.
Ekstasen var ubeskrivelig, da han overgav sig til hende. Med et sammenbidt gisp kom han i hendes afventende mund. Hans krop rystede af intensiteten af hans klimaks. En flod af lidenskab flød mellem dem, og hun navigerede dygtigt igennem den, mens hun gjorde sit bedste for at sluge hver eneste dråbe i sit ønske om at behage ham.
Gispende lå han og forsøgte at forstå, hvad der lige var sket. Han havde fuldstændig overgivet sig til hende i et øjebliks svaghed. Han mærkede snart Nathalie lægge sig ved siden af ham igen og krybe ind til ham, ligesom hun havde gjort det tidligere. Hendes øjne var lukkede, da hun hvilede sit hoved på hans skulder igen.
“Tak,” hviskede han endelig, en smule udmattet.
“Det var så lidt,” svarede hun blot og forsøgte at sove videre.
Markus lå længe og tænkte på, hvad der var sket. Men snart tog søvnen ham, og han faldt snart i søvn med sin varme ekskone i sin favn.
Da vækkeuret ringede næste morgen, rullede Nathalie blot om på siden og sov videre. Markus begyndte at stå op, men han kiggede på hende i et lille stykke tid. Konturerne af hendes spinkle krop, hendes bløde former, hendes numse... Han trak blikket til sig igen og skammede sig over at stirre. Det føltes som en drøm, hvad der skete i nat, men det var ægte, og han fortrød det inderligt.
Han gik ned i køkkenet og begyndte at lave morgenmad. Duften af nybrygget kaffe fyldte rummet, mens han begyndte at synge lidt med til musikken fra radioen. I et øjeblik glemte han alt om det, der plagede ham, og han dansede lidt rundt i køkkenet, fyldt med en pludselig følelse af lettelse, mens han lavede morgenmad.
Det var som om, alting var lettere nu. Markus havde ikke følt sig så godt tilpas i lang tid, og han vidste godt, at det var takket være den uventede, men velkomne tilstedeværelse af Nathalie. Han undlod dog at tænke for meget over det.
Netop som han var ved at anrette morgenmaden, fangede han et glimt af Nathalie, der stod lænet mod døråbningen og observerede ham med et skævt smil på læben. Markus følte en varm rødme sprede sig i sine kinder, og han stoppede med at danse.
“Du skal ikke stoppe for min skyld,” sagde Nathalie og grinede lidt. “Du ser ud til at have sovet godt.”
Markus følte sig en smule pinlig berørt. “Jeg… jeg troede ikke, du var vågen.”
Nathalie rystede på hovedet og gik lidt nærmere. “Det er okay. Fortsæt bare, det ser ud som om, du hygger dig.”
Men Markus var færdig med at danse, og han fortsatte i stedet med at anrette maden. Han kunne mærke Nathalies øjne på sig, men han forsøgte at ignorere det og koncentrerede sig i stedet om morgenmaden.
Da alt var klar, gik han ind for at vække Emma. Hun var i lidt bedre humør i dag, men hun så stadig irriteret på sin mor. Markus prøvede at forklare, at hun var nødt til at spise sin morgenmad, men Emma vendte blot hovedet væk. Situationen var stadig anstrengt mellem dem, og Markus vidste ikke, hvordan han skulle løse det.
Efter at have sørget for, at både Emma og Nathalie havde spist, gik han igen hen til sin datter, der stadig var tavs og reserveret over for sin mor.
“Skat, jeg forstår godt, at du er vred på mor,” sagde Markus blidt, mens han lagde en trøstende hånd på Emmas skulder. “Det er helt i orden.”
Efter at Markus havde fulgt Emma i skole og sagt farvel til hende, gik han videre til sin arbejdsplads. Han greb sin bærbare computer og aftalte med sin chef, at han skulle arbejde hjemmefra den dag.
Senere vendte han tilbage til sin lejlighed og fandt Nathalie siddende ude på altanen, hvor hun sad og røg.
Markus’ lejlighed havde intet kontorrum, så han sad i sin sofa foran sofabordet og arbejdede. Fra sin plads kunne han holde øje med Nathalie ud gennem øjenkrogen, men hun rykkede sig ikke fra sit plads på altanen. Hendes tilstand var foruroligende. Det var tydeligt, at hendes kamp mod afhængigheden tog hårdt på hende. Hendes blik var fjernt, og hun rystede let, som om hendes krop ikke kunne finde ro. Selvom Markus prøvede at koncentrere sig om sit arbejde, kunne han ikke lade være med at være opmærksom på Nathalie. Hendes skælvende hænder forsøgte forgæves at få cigaretten til at forblive stabil. Markus følte en klump i halsen ved synet af hendes kamp.
Efter et stykke tid standsede Markus sit arbejde. Han gik stille ud i køkkenet og lavede en kop varm te.
“Nathalie,” kaldte Markus forsigtigt, da han kom ud på altanen og rakte koppen til hende.
Nathalie så overrasket op og tog taknemmeligt imod. Hun bed sig forsigtigt i læben, mens hun lod varmen fra teen omfavne sig. Hun mødte Markus’ blik og smilede svagt.
“Tak, Markus,” sagde Nathalie sagte. “Jeg ved godt, at du arbejder hjemme, fordi du bange for, at jeg stikker af igen.”
Markus svarede ikke.
Nathalie stirrede ned i teen og fortsatte efter en kort pause. “Jeg har ikke tænkt mig at gå nogen steder. Du behøver ikke bekymre dig.”
Markus så stift på hende. “Vi ved begge godt, at det ikke er muligt,” svarede han.
Der opstod en dyb stilhed mellem dem. Lyden af byens summen i baggrunden fyldte det ellers stille øjeblik. Markus ønskede inderligt at kunne række ud og tage hendes smerte væk, men han følte sig magtesløs.
Markus så på Nathalie med en bekymret mine. Han kunne mærke en bølge af hjælpeløshed og frustration bryde frem i sig. “Jeg har snart frokostpause,” sagde han. “Hvis du har lyst, kan vi tage over og besøge din mor.”
Nathalie sukkede og rystede på hovedet. “Jeg er ikke længere på talefod med hende. Ikke efter at jeg… stjal hendes smykker for at sælge dem for heroin,” svarede hun ærligt og uden at møde Markus’ blik.
Markus’ hjerte sank ved hendes ord. Han følte smerten i hende som et stik i hans eget bryst. “Lad os i det mindste ringe og så tage den derfra. Jeg tager derhen sammen med dig,” sagde han forsigtigt.
Nathalie kørte en hånd gennem sit tynde, slidte hår og lød irriteret. “Hvorfor er du så sød imod mig, Markus, når jeg fucker op hele tiden?” spurgte hun.
“Fordi du er mor til min datter,” løj Markus.
“Det er ikke kun derfor,” protesterede Nathalie. Hendes blik borede sig ind i Markus, som om hun forsøgte at finde svaret på noget i hans øjne.
Han så tilbage på hende uden at sige noget. Han kunne ikke fortælle hende, at han nok stadig elskede hende lidt. Det var ikke en sti, han ønskede at gå nedad igen. Hans kærlighed til hende var som et dybt, dybt hul, som han gang på gang faldt ned i og hver gang måtte kæmpe en brav kamp for at kravle ud af igen. De så ind i hinandens øjne i et stykke tid, indtil Nathalie fnyste og skoddede sin cigaret.
“Har du tilfældigvis noget weed?” spurgte hun med en spinkel, næsten tiggende stemme.
Markus havde faktisk noget skunk gemt væk i skabet i køkkenet. Men han var fast besluttet på ikke at dele det med hende. Han vidste, at det ville forværre situationen og muligvis forstyrre hendes forsøg på rehabilitering.
“Klokken er ikke engang 12, Nathalie,” svarede han køligt.
Nathalies skuldre sank en anelse, og hun nikkede med forståelse, selvom hendes blik stadig bar et strejf af skuffelse.
“Jeg skal arbejde videre, men jeg kan holde tidligt fri, og så kan vi tage ud og købe julegaver til Emma i stedet for, hvis du vil med?” tilbød han.
Nathalies øjne lyste kort op ved tanken om at gøre noget godt for deres datter. “Ja, det vil jeg virkelig gerne,” svarede hun med en svag snert af entusiasme i stemmen.
Markus rejste sig for at gå indenfor igen, men Nathalie greb hans hånd. Hun gav den et svagt klem. “Tak,” hviskede hun. “For alting.”
Markus gav hende et forsigtigt klem og trak sig derefter tilbage ind i lejligheden. Han kunne mærke Nathalies blik på sig, da han lukkede døren efter sig.
Markus mærkede stadig den distancerede kulde mellem dem, da de forlod lejligheden og begav sig ned på gaden sammen. Nathalie forsøgte at læne sig ind til Markus for at gå arm i arm, men han trak sig lidt tilbage og skabte en diskret afstand mellem dem. Hun lod det passere uden at sige noget, men det var tydeligt, at det sårede hende.
Da de nåede legetøjsbutikken, gik Nathalie straks over mod dukkerne med en stille forventning i øjnene. Men da Markus kom nærmere, stillede han sig ved siden af hende og sagde, “Emma er ikke rigtig til dukker. Hun kan bedre lide Lego – især det der Ninjago-sæt, hun har ønsket sig.”
“Ah, okay,” mumlede Nathalie og vendte sig mod Lego-hylderne. Hun begyndte at kigge efter det specifikke sæt, Markus havde nævnt, men hendes øjne bar fortsat et glimt af selvbebrejdelse.
“Det er okay, Nathalie,” forsøgte han tøvende at sige, men han stoppede sig selv. For det var ikke okay. Det var ikke okay, at hendes heroinmisbrug havde skabt denne distance mellem hende og deres datter. De havde ikke holdt jul sammen i flere år, og hun havde misset Emmas seneste fire fødselsdage.
Nathalie fandt endelig det ønskede Lego-sæt og greb det. Hun så ned på legetøjet og tvang et svagt smil frem, inden hun gik op mod kassen. Markus fulgte efter hende med en tyngende fornemmelse i sit eget bryst. Han købte Legosættet, men den lette følelse af at gøre noget godt blev hurtigt overskygget af den ubehagelige atmosfære mellem dem.
Markus og Nathalie fortsatte deres tur ned ad gaden igennem et livligt julemarked. Her duftede af gløgg og klejner. Alle omkring dem syntes at være indsyltet i julestemningen, men mellem Markus og Nathalie var der en mærkbar afstand, en følelse af fremmedhed og tavshed, der skar igennem gadens livlige samtaler.
Markus fulgte Nathalie, der nysgerrigt betragtede de farverige boder og de festlige mennesker, der smilede, snakkede og lo. Han vidste, hvor meget hun altid havde elsket at udforske og opdage nye ting – et af de karaktertræk, der oprindeligt havde tiltrukket ham til hende. Men nu så han på hende med en blanding af nostalgi og sorg. Hun virkede så anderledes, og det var som om, at der kun var en skygge tilbage af den person, han engang havde kendt.
Nathalie vandrede fra bod til bod med en slags rastløs energi. Hendes øjne lyste af nysgerrighed og længsel efter noget mere, men der var også et skær af sorg i dem. Hun stoppede ved en bod med hjemmelavede smykker og begyndte at kigge på dem med en stille fascination. Markus blev stående lidt bagved, iagttog hende og mindedes de tider, hvor hun havde været så begejstret for den slags.
“Se, Markus,” sagde hun pludselig og pegede på et smykke, “det er virkelig smukt.”
Markus trådte tøvende nærmere og så på det håndlavede armbånd med et svagt smil. “Ja, det er pænt,” svarede han og undrede sig over, om hun havde lyst til at købe det. Men før han nåede at sige mere, var hun allerede gået videre til næste bod.
Blandt alle boderne pyntet med julepynt faldt Nathalie og Markus over en hyggelig lille butik gemt væk i et hjørne af markedet. Denne skjulte perle bød på et dejligt udvalg af håndstrikket juletøj. Midt i havet af livlige farver og indviklede mønstre blev Nathalies øjne straks tiltrukket af en fængslende mørkegrøn kjole. Kjolen havde et fint broderet blomstermønster, der minder om en blomstrende have på en sprød vinterdag.
“Hvad synes du om den her?” spurgte Nathalie og holdt begejstret kjolen op foran sig. Hendes stemme lød forsigtig, og hendes øjne søgte desperat efter et hvilket som helst positivt træk i Markus’ ansigt.
“Nej, den ville ikke passe dig,” svarede han kortfattet.
Nathalie så skuffet ned på kjolen. “Hvad med, at du køber den til mig som en julegave?” foreslog hun forsigtigt med en svag rysten i stemmen.
Markus lagde sine arme over kors. “Vi giver ikke hinanden julegaver længere, Nathalie. Du kan købe den til dig selv, hvis du vil have den.”
Nathalie vendte sig mod ham med glasagtige øjne. “Jeg har ikke råd til den,” indrømmede hun stille.
“Det var ærgerligt,” svarede Markus koldt. “Så skulle du ikke bruge dine penge på heroin.”
Hun holdt kjolen op mod sig selv en sidste gang, før hun sukkede tungt og hængte den tilbage på knagen. Markus’ hjerte føltes tungt af skyld og sorg, da han så hendes nedslåede udtryk. Hans ord var for hårde, og det ramte ham pludselig, hvor sårende de var. Med et jag af fortrydelse og medlidenhed trådte han nærmere og tog kjolen fra knagen.
“Jeg køber den,” sagde han og vendte sig mod kasseområdet. “Hvor meget koster den?”
“499,” svarede ekspedienten venligt.
Markus betalte for kjolen og rakte den til Nathalie. “Her, tag den.”
“Tak,” hviskede hun stille og tog imod kjolen med rystende hænder.
Da Markus og Nathalie kom hjem efter en lang dag på julemarkedet, begyndte Markus at lave mad, og hurtigt fyldte duften af aftensmad huset. Duften af svitsede løg og hvidløg sev gennem luften, pirrede deres sanser og fik deres maver til at knurre. Mens Markus gjorde græskarrene klar til bagning, havde Emma travlt med at lege med Lego i stuen. Hun sad på gulvtæppet og byggede tårnhøje bygninger og farverige strukturer.
“Kan jeg hjælpe med noget, Markus?” spurgte Nathalie blidt. Hun havde taget sin nye mørkegrønne kjole på over sin uldtrøje og flettet sit afblegede, krusede hår til en løs fletning. Hun lignede lidt en gammel dame, men Markus tænkte også, at hun så ret sød ud på en uskyldig måde.
“Nej, det er okay,” svarede Markus, mens han koncentrerede sig om maden. “Eller… gider du holde opsyn med Emma, mens jeg lave mad?”
Nathalie nikkede og satte sig på gulvet i stuen ved siden af deres datter. Det havde mest af alt bare været en måde at få hende ud af køkkenet på. Han bemærkede, hvordan Emma stadig var en anelse reserveret og tilbageholdende overfor sin mor.
“Hej, Emma,” sagde Nathalie blidt i et forsøg på at kommunikere med sin datter. “Hvad er det, du leger med? Er det ninjaer?”
Emma kiggede op og mødte Nathalies øjne i et kort øjeblik men vendte derefter hurtigt tilbage til sit Lego med et svagt nik. “Ja, de kæmper mod de onde,” svarede hun kortfattet og fortsatte med at bygge.
Nathalie forsøgte at engagere sig i Emma’s Lego-verden og lærte hurtigt de forskellige figurer og historier at kende.
“Kan jeg hjælpe dig med at bygge? Jeg er faktisk ret god til det der,” spurgte Nathalie og pegede forsigtigt på nogle legoklodser.
Emma nikkede stille og skubbede forsigtigt en bunke klodser over til sin mor. Mens Nathalie og Emma byggede med Lego, faldt Markus til ro, mens han forberedte aftensmaden. Han kunne se dem i øjenkrogen og følte sig lettet over at se, at der trods alt var en form for interaktion mellem Nathalie og deres datter.
En varm stemning fyldte hjemmet, da Markus, Nathalie og Emma sad ved spisebordet og nød deres bagte græskar. Duften af de forskellige krydderier og tomatsovs bredte sig i hele køkkenstuen og fyldte deres næsebor. Emma så op fra sin tallerken, smilede og kiggede fra sin far til sin mor og tilbage igen. Det var et sjældent syn at se dem alle sammen omkring spisebordet på denne måde, og det føltes som en sjælden harmoni mellem dem.
“Den smager lækkert, far!” udbrød Emma, mens hun ivrigt spiste af sit græskar.
“Ja, det gør den virkelig,” tilføjede Nathalie med et smil og kiggede på Markus med taknemmelighed i øjnene.
Markus følte en utrolig glæde og lettelse inden i sig, da han så Emma være mere åben overfor Nathalie. Det var en følelse af håb, han ikke havde følt længe. Markus kunne mærke, hvordan hans øjne blev fugtige af glæde og lettelse over dette nære øjeblik. Han undskyldte sig kort fra bordet og gik ud på badeværelset for at tørre sine øjne.
Senere på aftenen, mens Disney Sjov spillede på skærmen, lå Nathalie med hovedet på Markus’ bryst, og Emma lå ind til sin mor. Det var en sjælden og dyrebar stund af intimitet og samhørighed i den lille, ødelagte familie.
Efter Disney Sjov så de "Far til fire", inden Emma skulle i seng, og Nathalie og Markus fulgtes ad til Emmas værelse. De læste en godnathistorie for hende, kærtegnede hendes hår og lagde hende forsigtigt ned under dynen.
“Godnat, min lille skat,” sagde Nathalie med et kærligt smil og gav hende et let kys på panden.
Da døren blev lukket, vendte Nathalie og Markus sig mod hinanden med en dyb og følelsesladet forståelse i deres blikke.
Markus åbnede en flaske rødvin og skænkede et glas til sig selv og et til Nathalie. De sad i stuen, omgivet af blødt lys fra stearinlysene og den afdæmpede belysning fra lamperne. En blid, lidt kedelig popsang spillede i baggrunden og fyldte rummet med en afslappet stemning.
“Kan du huske den her sang?” spurgte Nathalie, mens hun lyttede til tonerne og forsøgte at nynne med.
Markus drejede hovedet mod hende og nikkede. “Spillede de den ikke til vores bryllup?”
Nathalie’s øjne lyste op. “Jo, de gjorde,” Hun brast pludselig ud i latter. “Hvor var det bare forfærdeligt! Kan du huske min fars tale? Du ved, hvor distræt han kan være. Da han skulle holde sin tale, havde han et øjeblik, hvor han glemte dit navn. Det var som om tiden stod stille, og han begyndte at hviske navne på mænd for sig selv. Problemet var, at han holdt mikrofonen, så alle hørte det. For alle andre lød det som en liste over mine tidligere kærester!”
Markus grinede højlydt. “Ja, det var virkelig akavet, men jeg tror, de fleste forstod, hvad der foregik. Men det var sjovt at se hans ansigtsudtryk, mens han desperat prøvede at huske mit navn.”
Nathalie grinede og nikkede. “Til sidst kom han til dit navn, og hans lettelse var så tydelig! Jeg tror, det var et af højdepunkterne for mange gæster.”
Nathalie’s latter klang højt, fyldt med erindringer om deres tumultagtige bryllup, som til trods for alle forhindringerne stadig var en mindeværdig dag.
Markus bød Nathalie op til dans. Nathalie, der fornemmede musikkens magnetisme, den pulserende rytme, der gav genlyd gennem hendes krop, indvilligede stille og roligt. Dansen begyndte, og deres kroppe bevægede sig sammen.
For Markus skyllede en bølge af varme og genkendelse gennem ham, mens han holdt Nathalie tæt. Deres sammenflettede kroppe svajende til musikkens melodiske bølger. For hvert skridt kunne han mærke elektriciteten mellem dem, de uudtalte ord fra en kærlighed, der trods utallige forsøg nægtede at slås ihjel. Verden omkring dem fortabte sig til ubetydelighed, mens de overgav sig til øjeblikket. Deres sjæle flettede sig sammen i en lidenskabelig dans.
Mens de fortsatte med at danse, oversvømmede minderne deres sind. Duften af Nathalies parfume, berøringen af Markus’ hånd på hendes talje, hver detalje ætset i deres hjerter. Det var en dans, der transcenderede det fysiske. En dans, der fremmanede de dybeste følelser gemt i deres sjæle.
Markus holdt Nathalie mere fast. Hendes nærvær og den langsomme, flydende bevægelse fik hans hjerte til at slå hurtigere. I takt med musikken, der fyldte rummet med de nostalgiske toner fra deres bryllupsdag, føltes det som om, at de dansede tilbage i tiden og genoplevede det magiske øjeblik, hvor alt var perfekt midt i kaosset.
Markus blev draget mod Nathalie af minderne og den intense følelse af samhørighed, der fyldte luften omkring dem. Hendes øjne, der mødte hans, afspejlende sårbarhed og en længsel efter kærlighed. I et øjebliks impulshandling kom han tæt på hende, og han mærkede hendes læber nærme sig sine egne.
Men så stoppede musikkken. Deres dans blev afbrudt af en akavet stilhed. Markus holdt Nathalie tæt og stirrede ind i hendes øjne, hvor han kunne ane forvirringen og forventningen. Han forsøgte at forklare, at det var alt for komplekst, men ordene hang fast i hans strube.
Nathalie’s nik blev ledsaget af et forstående blik i hendes øjne. Hun lod forsigtigt Markus’ greb løsne og trak sig langsomt tilbage. Et øjebliks tøven indfandt sig, og de stod begge der, et strejf af generte trækninger fremhævede deres ansigter. Det var som om, at de uudtalte følelser stadig fyldte tomrummet imellem dem.
“Undskyld,” hviskede hun.
“Nej, det… Pyt,” sukkede Markus.
For at redde en trevl af sin stolthed foreslog Nathalie, at de gik ud for at ryge. Markus trak på skuldrene og fulgte med. Den kølige aftenluft bed lidt i kinderne, og månens blide skær kastede et spinkel lys over det stille kvarter. De gik lidt, i en tavs enighed, og fik endelig sat sig på en bænk ved en legeplads i nærheden. De delte en cigaret mere, og røgen svævede op mod stjernerne.
“Ikke for at være pessimist, men jeg tror, at den her rehabiliteringsgøgl er ved at tage livet af mig,” sukkede Nathalie. Hendes stemme var svækket af anstrengelse og den overvældende trang, der plagede hende.
Markus nikkede, en smule tungt til mode. “Jeg ved det. Men det bliver bedre med tiden, Nathalie, det ved du godt.”
“Ja, ja, det gør det,” svarede hun. Hun lød melankolsk og opgivende. “Jeg ville bare ønske, at det gik hurtigere.”
En isnende brise sneg sig ind mellem dem og kærtegnede deres hud med en følelse af den grå trøstesløshed, der svævede i luften omkring dem.
“Vær ærlig, Nathalie. Ville du bare have os herud og fryse for at have en undskyldning for at ligge tæt under dynen bagefter?” spurgte Markus med et drillende smil.
Nathalie lo blidt. Hendes smil var en smule skævt. “Ja, det var min hemmelige plan,” svarede hun sarkastisk, men der var en lille snert af ægte følelser i stemmen.
De blev færdige med at ryge og begyndte at gå tilbage mod huset. Selvom kulden sneg sig ind under deres jakke, var tanken om at dele sengens varme efter den kølige gåtur stadig tiltalende.
Da de kom hjem, prikkede deres kroppe af kulde, og deres åndedrag var synlige i den sprøde natteluft. De skyndte sig indenfor. Markus førte an, fast besluttet på at nå varmen i sit hyggelige soveværelse. Trægulvene knirkede under deres fodtrin, da de gik gennem den svagt oplyste gang.
Endelig nåede de deres destination. Værelset var badet i et blødt, varmt skær fra sengelampen. Markus tog et øjeblik på at værdsætte det velkendte syn, før han vendte sig mod Nathalie. Hans hjerte sprang et slag over, da han så hendes korte, sarte skikkelse. Hendes kinder blussede af kulde, men hun så mere levende ud, end han havde set hende i årevis.
“Vil du ligge i en ske, Nathalie?” spurgte Markus. Hans stemme var fyldt med en prøvende ømhed.
Nathalies øjne funklede af en blanding af udmattelse og forventning. Hun nikkede blidt. Hendes læber krøllede sig sammen til et svagt, men ægte smil. “Ja, det lyder… rigtig dejligt,” hviskede hun. Hendes stemme var knap hørbar.
En bekymring sneg sig ind i Markus’ sind, da han lagde sig ved siden af Nathalie i sengen. Han kunne fornemme abstinenserne, der rystede gennem hendes krop, og den vedvarende uro, der syntes at gribe hende på trods af varmen fra deres omgivelser. Han lukkede forsigtigt sine arme om hende og trak hende tættere på i en varm, trøstende omfavnelse.
Deres kroppe svøbte sig sammen og fandt trøst i den intime varme fra den anden krop. Markus kunne mærke Nathalies hurtige hjerteslag mod hans bryst, et tydeligt tegn på hendes heroinabstinenssymptomer. Med hver øm berøring håbede han at lette de bekymringer, der belastede hendes sjæl. Mens de lå der, flettet sammen, forsvandt verden udenfor langsomt.
“Nathalie, prøv at trække vejret,” hviskede Markus beroligende. Hans stemme var fyldt med empati og bekymring. “Din aftale er allerede kl. 9.00,” mindede han hende blidt om i håb om at lette hendes uro. “De har fagfolk der, som ved, hvordan de skal hjælpe dig.”
Nathalies stemme dirrede, mens hun kæmpede for at tale gennem sine tårer, og hendes knuste ord afslørede dybden af hendes desperation. “Jeg… har brug for det nu, Markus,” hviskede hun. Hendes stemme var fyldt med angst. “Heroin… jeg har brug for det nu.”
Markus’ hjerte sank og indså alvoren af hendes bøn. Han forstod, at Nathalies afhængighed havde tæret hele hendes væsen. Men han kunne ikke give efter for hendes anmodning.
“Jeg har ikke noget heroin, Nathalie,” svarede Markus bestemt. Han vidste, at aktivering af hendes afhængighed kun ville fortsætte cyklussen af smerte og ødelæggelse. Han ville i stedet hjælpe hende med at slippe fri af dets greb, selvom det betød, at hun skulle se hendes vrede og frustration i øjnene.
Nathalie vendte sig mod Markus med forpinte øjne. I det øjeblik kunne han se dybden af hendes lidelse. Alligevel kunne han umuligt forstå intensiteten af hendes trang, eller den uudholdelige vægt af hendes afhængighed.
“Du er ubrugelig. Du forstår det ikke,” hviskede Nathalie med en stemme, der dryppede af bitterhed og fortvivlelse.
Markus holdt hendes blik fast og nægtede at lade hendes ord afskrække ham. Han vidste, at hendes afhængighed fordrejede hendes opfattelse, hvilket fik hende til at slå ud mod den eneste person tilbage i verden, der bekymrede sig nok om hende til at følge hende gennem dette helvede.
“Jeg ved godt, du ikke er dig selv lige nu, Nathalie,” sagde Markus blidt, “men vi finder en løsning. Det lover jeg.”
Nathalies krop fortsatte med at skælve. Hendes desperation overvældede hendes evne til at falde til ro. Markus kunne mærke hendes smerte sive ud gennem hendes skælvende form. På trods af sine egne følelser af hjælpeløshed og magtesløshed holdt han fast om hende for at give hende standhaftigt nærvær midt i hendes uro. Han vidste, at han ikke kunne tage hendes afhængighed væk, men han vidste, at han i det mindste kunne være der for hende, mens hun kæmpede for at genvinde kontrollen over sit liv.
“Du skal nok klare det, Nathalie,” gentog Markus med en hvisken, mens han forsøgte at trøste hende. “Du har allerede klaret tre dage. Det er mere, end du nogensinde har gjort før. Du er igennem det værste nu.”
Nathalie græd uafbrudt i flere minutter og var helt ude af stand til at finde ro. Markus kunne ikke undgå at føle sig som en ubrugelig fiasko, da han ikke kunne lindre hendes smerte. Han var nødt til at holde fast i håbet om, at de sammen kunne finde en vej ud af den mørke situation.
De lå tæt i ske, og Markus kunne mærke hendes bløde numse gnide mod hans oprejste lem, bevidst eller ubevidst. Markus skammede sig over, at han blev tændt af hende, mens hun havde det så elendigt. Han følte en blanding af skyld og skam over at blive ophidset af hende, når hun havde brug for trøst og støtte.
“Din pik er virkelig varm,” hørte han hende hviske. Ordene ramte ham som et ton mursten. Det var nu tydeligt, at hun bevidst gned sin numse frem og tilbage over hans opsvulmede skaft gennem stoffet i deres pyjamasbukser.
Den uventede og eksplicitte udtalelse overraskede ham og efterlod ham lamslået og chokeret. Intensiteten af hendes ord sendte en bølge af begær igennem ham, der strømmede gennem hans årer, blandet sammen med en følelse af vantro og forvirring. Markus kunne ikke undgå at blive overrasket over den frækhed og direkte tilståelse.
“Lig stille,” bad han og forsøgte desperat at genvinde sin ro og kontrol over situationen.
Men hans bøn faldt dog for døve ører, da hun hviskede: “Men jeg er liderlig.” Hendes ord skabte kun mere forvirring. Markus var splittet mellem ønsket om at gengælde hendes begær og frygten for de konsekvenser, der måtte følge.
“Prøv at tænke på noget andet.”
Han fornemmede, at hun førte sin hånd ned i sin trusser, hvor hun begyndte at kæle for sig selv. Duften af hendes ophidselse blev hængende i luften.
Drevet af sit eget begær og den lokkende aroma, der fyldte rummet, vovede Markus’ hånd sig langsomt ned ad Nathalies mave og gled ned under det bløde stof i hendes bomuldstrusser. Med blide og bevidste bevægelser begyndte hans fingre at kæle den mest intime del af hende, spore hver kontur og kærtegne det følsomme kød.
Markus vidste, hvordan han skulle røre Nathalie. Hans berøring vekslede mellem fjerlette børster og lidt fastere strøg. Hver bevægelse forstærkede de fornemmelser, der strømmede gennem hendes krop. Det var en delikat dans af lyst, omhyggeligt orkestreret for at bringe Nathalie til kanten af ekstase.
Mens hans fingre arbejdede mellem hendes ben, fandt Markus’ anden hånd vej til hendes bryst. Han klemte og æltede forsigtigt det smidige kød og nød den måde, Nathalies brystvorte reagerede på hans berøring. Med en dygtig præcision klemte han let og rullede den følsomme knop mellem sine fingre, hvilket fik hendes støn til at vokse sig højere.
Den eneste lyskilde var månens blide skær, der sivede ind gennem gardinerne. En stilhed omsluttede dem, kun afbrudt af hendes bløde støn, der skabte en intim atmosfære mellem dem i det lille rum.
Hendes krop rystede, og hendes åndedræt slap ud i korte gisp, som om de kæmpede mod lidelsen af hendes abstinenser, der hærgede inde i hende. Men i dette øjeblik fandt hun trøst i hans fingres berøring, som om det var den eneste lindring, der kunne befri hende fra hendes pinsel.
Hans varme hænder lukkede sig om hendes kolde bryster og sendte et gys ned ad hendes rygrad. Den skarpe kontrast mellem hans berøring og hendes afkølede hud øgede øjeblikkets intensitet og skabte en bølge af elektricitet, der pirrede alle hendes nerver. Det var, som om hans hænder besad magten til at tø isen, der havde omsluttet hende, og bragte varme og liv tilbage til hendes krop.
Hans stemme, mørk og fløjlsblød, viklede sig om hende som et trøstende tæppe, beroligende hendes sanser og tændte en lidenskabelig ild i hende. For hvert ord han talte, resonerede hans stemme dybt i hende og gav genlyd med en magnetisk tiltrækning, som var umulig at modstå. Det var en stemme, der udstrålede selvtillid og lyst, som trak hende tættere på ham, som om hun var under en hypnotisk besværgelse.
“Du kan sagtens klare det her, Nathalie,” hviskede han i hendes øre. Hans dybe stemme var halvt beroligende, halvt forførende. Mens hans læber strøg blidt mod hendes øreflip og efterlod et spor af delikate kys langs hendes hals og bag hendes øre, strømmede en bølge af spænding gennem hendes årer. “Du er den stærkeste, modigste og mest sexede kvinde, jeg nogensinde har mødt.”
Kombinationen af hans ord og hans ømme berøring skabte en berusende blanding af følelser, der fyldte hende med lyst og længsel. Den blide penetration af hans to fingre i hendes stramme, våde åbning var overdådig. Den lethed, hvormed de gled ind og ud af hende, kombineret med det pirrende tryk fra hans tommelfinger, der kærtegnede hendes klitoris, sendte bølger af ekstase, der bragede gennem hendes krop. Hvert kærtegn, hver bevægelse af hans hånd, virkede perfekt synkroniseret med hendes behov, og drev hende tættere og tættere på randen af lyksalighed.
I det øjeblik stod tiden stille mellem dem, mens bølger af nydelse skyllede ind over Nathalie og opslugte hende fuldstændigt. Hendes krop krampede sig sammen under intensiteten af hendes klimaks, der gav genlyd gennem hendes krop og efterlod hende forpustet og opbrugt.
Hun solede sig i orgasmens efterglød, og hendes krop dampede af nydelsen, der hang ved. Rummet var fyldt med den berusende duft af hendes ophidselse, og Markus fornemmede, at endorfinerne, som orgasmen havde udløst i hendes hjerne, midlertidigt distraherede fra de smertefulde abstinenser.
Hun drejede hovedet for at se på Markus med et tilfreds, omtåget smil. “Det var… virkelig dejligt, Markus.”
I en lavere, mere længselsfuld tone hviskede hun, “du må gerne stikke den ind, hvis du vil?” Længslen strålede i hendes øjne, fyldt med forventning, mens hun ventede på hans svar.
Men Markus tøvede i et øjeblik. “Jeg ville være nødt at finde et kondom.”
“Det er okay, vi har ikke brug for et,” beroligede hun. “Det er en af mine sikre dage.”
“Jeg har ikke lyst til at have ubeskyttet sex med dig. Jeg er bange for, at du har STD’er.”
Hans ord hang tungt i luften. Hun stirrede på ham. Smerten i hendes øjne var tydelig.
“Tror du, jeg har kønssygdomme, bare fordi jeg bor på gaden?” fortsatte Nathalie. Hendes stemme var fyldt med en blanding af foragt og sårede følelser.
“Det var ikke det, jeg mente,” svarede Markus i et forsøg på at berolige hende. “Jeg mener bare, at det er farligt derude, og jeg tænkte bare… at…”
“Du tænkte bare, at jeg er en klam narkoman eller hvad?” afbrød Nathalie. Hendes øjne gløede af vrede og frustration. “At jeg ikke kan overleve uden at prostituere mig selv?”
“Det sagde jeg ikke,” svarede Markus hårdt tilbage, inden hans stemme blev en smule blødere. “Jeg er bare… Jeg er bare bekymret for dig, Nathalie, okay? Du har intet hjem, intet arbejde, intet netværk. Jeg ville godt kunne forstå det, hvis du var nødt til at –”
Nathalie rev sig fri fra ham. Hun rystede på hovedet, med en blanding af raseri og fortvivlelse. “Du hjælper mig ikke ved at antyde, at jeg er en luder. Jeg kæmper hver eneste dag for at komme ud af det her helvede!”
Markus rakte ud med øjnene fyldt med anger. “Nathalie, jeg er ked af det. Det var ikke min mening at gøre dig ked af det. Jeg ved, du fortjener bedre, og jeg tror på dig. Men at leve på gaden er farligt, og det skræmmer mig. Jeg vil bare beskytte dig .”
Nathalie så på ham, og hendes vrede aftog lidt. “Jeg forstår godt, hvis du er bekymret, Markus. Men seriøst, lad være med at dømme mig ud fra stereotyper. Jeg er mere end bare min afhængighed, okay?”
Markus nikkede. “Du har ret, Nathalie. Jeg burde… have været mere følsom og forstående. Undskyld at jeg har fået dig til at føle dig dømt. Jeg synes, at det er virkelig modigt, at du prøver at stoppe, og jeg vil selvfølgelig støtte dig i det, uanset hvad.”
Nathalie smilede med et strejf af taknemmelighed i øjnene. “Tak, Markus. Det betyder meget for mig. Jeg ved, at det ikke er let at forstå min situation, men… bare det at du lytter er en kæmpe gave.”
Markus tog forsigtigt hendes hænder i sine. “Jeg er her for dig, Nathalie.”
Mens de stod der, med deres hænder flettet sammen, bemærkede Markus, at Nathalie havde tårer i øjnene. På trods af de strabadser, hun havde oplevet, vidste han, at hun ville have nemmere ved at komme igennem afvænningen med én ved sin side, én der troede på hende og ville støtte hende betingelsesløst. Og sammen ville de overvinde de forhindringer, de stod overfor, og bevise, at modstandskraft og kærlighed kunne overvinde selv de hårdeste omstændigheder.
——————–
Markus og hans lillebror, Simon, stod side om side i køkkenet og var ivrigt fordybede i tilberedningen af julemiddagen. Det var juleaften, og hjemmet summede af liv og glæde. Lyden af latter og familiære samtaler fyldte rummet, blandet med duften af andesteg og julekrydderier.
Markus blev en smule forskrækket, da han mærkede to arme lukke sig omkring ham. Han så sig over skulderen. Nathalies øjne lyste med en nyvunden glød og en indre ro, han ikke havde set, siden før hun startede på heroinen. Nu havde hun været clean i 1½ måned nu. Hun så anderledes ud, mere selvsikker og fyldigere, og hendes hår havde igen fået sin gamle, mørke chokladefarve tilbage. Hun hvilede sin hage på hans skulder.
“Jeg er sulten,” sagde hun ind i hans øre. Hun duftede godt af parfume.
“Vi skynder os, alt hvad vi kan,” svarede Markus. “Men god julemad tager sin tid at lave. Der er brunkager på bordet, hvis du er ved at dø af sult.”
“Har du tid til at snakke? Os to. Privat?” fortsatte hun.
“Kan det vente til senere? Det ville være ret dårlig stil af mig, hvis jeg lod min lillebror stå for hele middagen –”
“Hey, Simon,” afbrød hun med et drillende smil, der afslørede hendes nye, hvide tænder, og vendte sig imod Markus’ lillebror. “Må jeg stjæle Markus i to sekunder? Han skal bare lige hjælpe mig med noget super vigtigt.”
Simon grinede, da Nathalie trak Markus med ud ad køkkenet. Hun førte ham ind på badeværelset, hvor stilheden gav plads til deres private samtale.
Nathalie så ind i Markus’ øjne med en blanding af taknemmelighed og kærlighed. “Tak for alt, hvad du har gjort for mig,” sagde hun stille og omfavnede ham blidt. "Du har reddet mit liv."
Markus krammede hende tilbage og mærkede hendes varme mod sin egen krop. “Du har gjort det så godt,” hviskede han og kærtegnede blidt hendes kind. “Jeg er stolt af dig, Nathalie. Æren er helt din egen.”
Tiden stod stille for dem i et øjeblik, som om fortidens smerte var blevet erstattet af noget andet. Noget godt.
Nathalie trak sig lidt væk og mødte hans øjne. “Jeg vil ikke forstyrre festen for meget, men jeg ville bare sige… tak.”
Markus smilede og rystede på hovedet. “Du forstyrrer ikke noget. Du hører til her.”
Markus’ og Nathalies læber smeltede sammen i et ømt kys. Nathalie ville have mere. Hun satte sig op på håndvasken med benene dinglende frit og lokkede Markus til at slutte sig til hende. Spændingen hang i luften, mens de fortsatte med at kysse lidenskabeligt.
“Bol med mig, Markus,” tiggede Nathalie.
“Jeg laver mad.”
“Bare hurtigt? Please?”
“Okay. Men hurtigt så.”
Midt i deres passionerede kys vandrede Nathalies hænder ned ad Markus’ krop og opknappede hans bukser. Da hun trak dem ned, strøg hun sine fingre mod hans hårde lem, der allerede dunkede med forventning. Hun trak op i sin kjole, ned i sine strømpebukser, og afslørede sine blondetrusser, som hun forførende hev til side for at blotte sin ivrigt afventende skede.
Markus stod lænet ind over hende. Deres øjne var låst fast i et øjebliks intenst begær. “Burde vi… bruge en eller anden form for beskyttelse?” spurgte Markus. “Jeg mener, så du ikke bliver gravid?”
“Emma fortalte mig i aftes, efter jeg havde lagt hende i seng, at hun ønsker sig en lillesøster eller en lillebror i julegave,” svarede Nathalie med et listigt smil, mens hun strøg fingrene over Markus’ kind. “Hvad siger du til at gøre mig til mor igen?”
Markus smilede varmt. Det ville være godt for deres lille familie, hvis han gjorde hende gravid på ny. Hendes nye, sunde krop ville kun blive endnu smukkere, når han havde befrugtet hende.
Deres kroppe forenede sig, deres hud presset mod hinanden i en længselsfuld omfavnelse. Markus, fortæret af begær, førte sit dunkende lem ind i Nathalies varme og imødekommende indre og mærkede stramheden og varmen omslutte ham. Det var en akavet stilling, de befandt sig i, deres legemsdele var sammenfiltrede og kroppene forvredet, men deres desperate behov efter hinanden overdøvede ethvert ubehag, de måtte have følt. Deres kærlighed var drevet af en ubestridelig lidenskab, en sult, der ikke kunne ignoreres.
På trods af den indledende klodsethed forblev Markus og Nathalie fastlåst i deres lidenskabelige kys, mens deres tunger snoede sig sammen. Deres hænder strejfede febrilsk over hver eneste kurve af hinandens kroppe, og tændte gnister af nydelse ved hver berøring. Mens Markus rytmisk stødte ind og ud af hende, masserede han hendes bryster gennem tøjet med sin ene hånd, mens han stimulerede hendes klitoris med den anden.
Både Markus og Nathalie var meget opmærksomme på det tikkende ur, den begrænsede tid, de havde sammen, før deres fravær ville vække mistanke blandt deres julegæster. Tidspresset øgede deres sanser og forstærkede deres længsel efter hinanden. Deres hjerter hamrede med en blanding af spænding og frygt, vel vidende at de var nødt til at nyde hvert sekund.
“Jeg elsker dig, Markus,” gispede hun uroligt. “Giv mig en baby mere.”
Nathalies støn af ekstase blandede sig med deres lidenskabelige kys. Hendes skede klemte sig stramt sammen om Markus’ skaft. Fornemmelserne, der strømmede gennem hendes krop, blev mere og mere intense for hver rytmiske bevægelse, der tvang hende imod det uundgåelige klimaks.
Hendes sanser var overvældede, hendes krop dirrede af ekstase, og hun kunne ikke andet end at græde i salig befrielse. Øjeblikkets intensitet fortærede hende, og hun måtte gribe fat i vandhanen og Markus’ skulder for at holde sig nogenlunde stabil. De bløde støn, der undslap hendes letadskilte læber, var den sødeste musik, Markus længe havde hørt. Da hendes klimaks nåede sit højdepunkt, strammede hendes skedemuskler sig hårdt, hårdt sammen omkring Markus’ invaderende pik, mens bølger af nydelse skyllede ind over dem begge. Verden omkring dem forsvandt og efterlod kun den euforiske tåge af deres elskov tilbage i det fugtige badeværelse.
Markus var lige så fortabt i øjeblikket. Hans egen liderlighed blev kun forstærket af synet og lydene af Nathalies klimaks. Synet af hende, hvordan hun vred sig i nydelse, hvordan hendes krop buede og skælvede, var et pirrende syn, der knækkede ham midt over. Ikke længe efter bukkede Markus også under for den overvældende ophidselse og overgav sig til de berusende flammer, der opslugte ham. De intense følelser strømmede gennem hans årer, og hans krop pulserede ved hvert eneste slag fra hans rasende hjerte. Med hvert stød kunne han mærke, at han mistede kontrollen over sig selv, og til sidst, i et eksplosivt klimaks, udløste Markus sin sæd dybt ind i Nathalies imødekommende skede. Varmen fra hans udløsning sendte chokbølger af nydelse gennem hans krop. Hans nydelsesstøn blandede sig sammen med Nathalies egne gisp af glæde. Den intime kærlighed, de delte i det øjeblik, var en kulmination på deres trængsler og længsel, og efterlod dem både forpustede og udmattede.
Efter det intense samleje fandt både Nathalie og Markus støtte i hinandens arme. Efterdønningerne af deres lidenskab gjorde, at de følte sig sårbare og tilfredse på samme tid. Nathalie lænede udmattet sit hoved imod Markus’ bryst.
Beviserne på deres intense elskov var tydelige, da klumper af Markus’ varme sæd dryppede ud ad Nathalies tilfredsstillede skede. I en legende og intim gestus tørrede hun forsigtigt klatterne op med sin pegefinger og smagte på de klæbrige rester af Markus’ lidenskab, inden hun blinkede drillende til ham. Nathalie trak hurtigt sine trusser tilbage på plads bagefter, så hun kunne bevare resterne af deres elskov inde i sig, som om det var en kostbar skat, hun ville gemme for omverden.
En pludselig afbrydelse fik dem begge til at spjætte. Dørhåndtaget raslede, og de holdt vejret i frygt for at blive opdaget.
“Markus?” kaldte nogen fra den anden side af døren.
“Det er min mor,” hviskede Markus panisk. Han skyndte sig op og råbte: “Jeg er på toilettet!”
Markus’ mor, intetanende om det intime øjeblik, spurgte efter Nathalie.
“Hun er nok sammen med Emma,” sagde Markus, med en smule frustration i stemmen.
Hans mor gik sin vej, tilfreds med svaret.
Nathalie og Markus brast i latter som to skolebørn fanget i med hænderne i kagedåsen. “Hold op, det var tæt på,” grinede Nathalie. På trods af at de begge var i trediverne, mindede deres fælles latter dem om den teenageuskyld, de havde mistet til heroinen, og de forhindringer, de havde overvundet. Skyggen af Nathalies misbrug havde kastet en lang og smertefuld skygge over deres forhold, og stjålet mange dyrebare år fra dem.
Til sidst fik de deres tøj på plads og forlod badeværelset én efter én, for at tilslutte sig deres familier til julefejringen. Deres kærlighed, på trods af fortidens ar, forblev stærk. De havde stået sammen imod heroinen, og nu omfavnede de højtiden hånd i hånd, taknemmelige for hvert stjålet øjeblik, der havde bragt dem tættere sammen.
Erotiske noveller skrevet af JerikoHistorien er rettet af Jeriko