Gårdsanger(06-06-2025 11:58)

Situationen idag kan nok bedst beskrives som kritisk...men ja, jeg ved godt at jeg nok skal komme igennem - det plejer vi mænd jo.

Det er sådan fat, at selv om jeg kæmper alt, hvad jeg har lært, så ligger jeg fuldstændig hjælpeløs og efterladt i sengen - så det er forståeligt (for de fleste,) at jeg overvældes af tanker om livet.

Jeg føler mig, i den grad, forbigået og negligeret.

Der er bogstaveligt talt ingen hjælp at hente...ingenting!

Jeg tænker ikke , at jeg havde forladt min kone og bare taget på arbejde, hvis hun var i min situation!

Og velfærdsstaten - stik den skråt op!

Jeg ved, at hvis det var hende, der havde bedt om et skud bredspektret penicillin fra lægen, var det garanteret straks blevet bevilliget og sandsynligvis bragt til hende af selveste overlægen.

...og så til den største ydmygelse...at blive betvivlet af hende den sure receptionist fra hjælpemiddelcentralen...det var dråben:(

Her er simpelthen ingen hjælp at hente... bortset de der snot-klude, der flyder over det hele og som jeg selv forventes at rydde op.

I mit næste liv, vil jeg være kvinde!!!