Entanglement:
Før to partikler mødes, eksisterer de som en art bølger, ved sammenstød kan de blive sammenfiltrede og så tæt forbundne at de ikke længere kan beskrives individuelt, uanset afstanden mellem dem.

Hvis man efterfølgende måler på den ene, kender man også egenskaberne for den anden.

Endvidere er deres eksistens ikke målbar før de observeres, og så er det evige spørgsmål, eksisterer vi overhovedet før vi bliver set?

I fællesrummet orienterer vi os efter hinanden, og er uanset hvad vi var før, nu også en del af helheden. Det kan vi vores egen selvstændighed til trods ikke komme udenom.

Hvad vi er, når vi bølger alene rundt i "tomrummet" er der ingen der ved, men hvis vi mødes i mellemrummet på vej mod fællesrummet bliver vi set, støder vi sammen er der mulighed for evig sammensmeltning.

Så hvad vil man helst?

Smukt og eftertænksomt

For at blive i matematikkens sprog-univers, med parenteser, chancer og udfaldsrum, kan man måske stille spørgsmålet, hvilken algoritme, der bedst beskriver mødet mellem mennesker.

Hvis to mennesker mødes er det så reglerne for addition eller multiplikation, der gælder?

Hmmm...for mennesker, der er i underskud, ville det letteste være, at det er addition, der gælder. Men jeg ved faktisk ikke om det forholder sig sådan...og måske er det
mest formålstjenlige, at gå ud fra, at matematikken har mangler, når det gælder beskrivelse af menneskelige relationer.

Du er et spørgsmålstegn uden sætning og jeg en parentes, der har glemt, hvad den skulle værne om.
Lad os være åndehuller i den samme ost, lad os smelte, men kun hvis vi forbliver utilregnelige, sammen.

Diskuter.