Syndefaldet i Fjordglimt
Vi stod og så på hinanden i det store spejl. Sagde ikke noget. To nøgne kroppe tæt sammen. Jeg forrest, en ung mand på 18, blondt hår, spinkel af bygning, men med en solbrun veltrænet krop. Du skråt bagved med mørkt, diskret grånende hår og et lille, hemmelighedsfuldt smil. Din højre hånd hvilede på min hofte, og bag de kraftige brilleglas prøvede du at fange mit blik. Din modne krop, dit bløde bryst (din brystvorte berørte næsten min ryg) og din mørke trekant fik mit unge blod i kog.
Men hvad var det du så? Jeg lod blikket glide ned over mit eget spejlbillede – de lyse, knapt synlige dun på brystet og maven, de hormonfyldte nosser mellem lårene og det uerfarne lem. Usikker og genert iagttog jeg din hånd der nussede og kærtegnede min glatte hud, mens den krøb hen over mit bryst og min mave. Med tilbageholdt åndedræt så jeg dine fingre bevæge sig ned mod mit køn, og i en blanding af forlegenhed og frydefuld overgivelse vidste jeg at jeg ikke længere kunne skjule min erektion.
Senere tog du brillerne af, og da jeg kiggede ind i dine øjne, var de store og smukke, og jeg mærkede at jeg var lykkeligt fortabt. Moa hed du, og du må have været omkring de halvtreds. Lige nu ville jeg ønske at jeg kunne rejse tilbage, ophæve tid og sted og være sammen med dig igen. Det kan jeg ikke, men jeg kan drømme mig tilbage, og mens jeg drømmer, vil jeg fortælle hvordan det hele gik til og gøre det til virkelighed igen.
Mine første kvinder var meget ældre end mig. Selvfølgelig var det ikke mine kvinder, de havde sikkert andre mænd, og for dem har jeg blot været en stor dreng. Men det var dem der lærte mig at en rigtig kvindekrop er varmere og bedre end alt det jeg kunne finde i bladene. Og da jeg først havde taget en bid af den forbudne frugt, fik jeg modet til også at nærme mig pigerne på min egen alder. Men det er en helt anden historie.
Som årene går, tænker jeg mere og mere på de første, på Inger, Moa og en jeg ikke længere husker navnet på; måske fik jeg det aldrig at vide. Jeg sagde farvel til hende en grå regnvejrsdag på en parkeringsplads.
Der kom en periode hvor jeg skammede mig, og hvor jeg prøvede at glemme dem. Jeg talte aldrig om dem til mine venner og kærester, og jeg benægtede ethvert kendskab til dem. Ikke bare tre gange som disciplen Peter, men mange gange. Det var ikke kvinderne, jeg skammede mig over – det var mig selv.
Her, mange år senere, plager det mig at jeg ikke turde stå ved mine følelser. Måske er det derfor det betyder så meget for mig at genfinde og genopleve alt det en moden kvinde kunne tænde i min unge krop – og denne gang gøre det i taknemmelighed og helt uden skam.
Historien om Moa begynder med min første skolekæreste. Birthe hed hun. Måske var det i sjette klasse jeg begyndte at se på hende på en anden måde end før, og i syvende bemærkede jeg de små bryster under den stramme sweater. Tanken om dem og alt det andet søde og hemmelige hun gemte under sit tøj, var så overvældende at jeg ikke kunne møde hendes blik og ikke få et ord over mine læber når vi tilfældigt stødte sammen på gangene. Birthe opdagede vist aldrig at hun var min kæreste.
Det var først i gymnasiet at Birthe og jeg kunne tale med hinanden på en naturlig og afslappet måde. I 3. g var vi sammen hele tiden, men da vidste jeg at vi aldrig ville blive kærester, selvom alle troede det. Til gengæld var Birthe blevet min bedste ven, vi var som bror og søster. Vi var hinandens fortrolige, og vi havde flere fælles interesser. Birthe og jeg gik begge til springgymnastik og atletik, og når jeg selv skal sige det, var jeg ret dygtig. Vi begyndte også at læse lektier sammen, og her var det Birthe der var den dygtigste, i hvert fald til sprog og litteratur. I starten sad vi på gymnasiet og arbejdede med vores opgaver, senere inviterede hun mig hjem, og så foregik det på hendes værelse eller i køkkenet. Det brød min mor sig ikke om.
Birthe boede sammen med sin mor i et stort, hvidt hus tæt ved stranden. Huset hed Fjordglimt, men blandt de lokale blev det spøgefuldt kaldt Malergården eller Københavnerne. Det sidste navn dækkede både huset, dets beboere og de personer der kom og gik. Min mor havde sit eget navn for stedet og dets rend af folk. Hun kaldte det Sodoma og Gomorra.
Birthes mor hed Moa. Første gang jeg mødte Moa, var jeg tryllebundet. Hun var spændende og tiltrækkende på en måde jeg hverken kunne forstå eller forklare, og så var hun sød og omsorgsfuld. Moa var kunstner og arbejdede desuden i den lokale brugs for at tjene lidt ekstra. Familien havde boet i København før de købte Fjordglimt. De fik hurtigt moderniseret det hele og opført et atelier i enden af huset. Atelieret var bygget af træ, og det havde store vinduer med udsigt over fjorden og et fladt tag, som de brugte som terrasse. Nogle år senere var Birthes forældre blevet skilt, og hendes far, der var arkitekt og englænder, var flyttet tilbage til London.
Moa kom fra Sverige og talte københavnsk med svensk accent. Hun var to forskellige personer. I brugsen var hun helt normal – ligesom os andre, sagde min mor. Her gik hun rundt og stillede varer op, og når hun sad ved kassen, talte hun med kunderne om vejr og vind og de stigende priser som et helt almindeligt menneske. Min mor havde ikke noget imod Moa når hun var i Brugsen. De hilste altid på hinanden, og nogle gange talte de sammen. Det må have været et eller andet sted på vejen mellem brugsen og Fjordglimt forvandlingen fandt sted.
Fjordglimt var et rigtigt kunstnerkollektiv. Der kom mænd og kvinder som talte københavnsk eller udenlandsk, og som gik i tøj som ingen andre ville være bekendt at gå i. Om sommeren gik de med bare tæer, og nogle af de lokale havde tilmed set dem gå nøgne rundt oppe på atelierets tag, både mænd og kvinder. Atelieret var syndens hule. Det var der Moa malede billeder som ethvert kristent menneske burde skamme sig over. Hun malede også abstrakte billeder og billeder af blomster, gårde og landskaber. Dem solgte hun i en møbelbutik inde i byen. Moa i Fjordglimt var for min mor inkarnationen af synd og utugt. Hun kunne ikke drømme om at sætte sine ben det sted, men alligevel havde hun et meget indgående kendskab til hvad der foregik.
Efter min fars død boede jeg alene sammen med min mor på vores lille husmandssted. Det tog mig under 15 minutter at cykle ned til Fjordglimt og Birthe, og på de 15 minutter foretog jeg en rejse mellem to helt forskellige verdner. Hos os handlede alt om bøn, frelse og livet efter døden, hos „københavnerne“ var det livet nu og her, alt det vidunderlige og farlige, gyset ved synden og fortabelsen.
De var så frie. En dag, mens Birthe og jeg var i gang med at læse en Hemingway-novelle om to unge der lige havde slået op med hinanden, sagde Birthe henkastet: „Hvordan klarer du det, når du ikke har en kæreste?“ Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare og heller ikke helt hvad hun mente, sad blot og stirrede på den store, trefarvede kat, der i det samme sprang op på Birthes skød.
„Gør du det selv - giver du dig selv en udløsning?“ Hun spurgte med samme uskyldige nysgerrighed som hvis hun havde spurgt mig om jeg spiste østers. „Du skal vel have tømt dem en gang imellem?“
Jeg stivnede. Det var som at blive taget på fersk gerning med alle de Week-end sex og Color Climax som jeg havde gemt i skunken bag mit værelse derhjemme. Eller endnu værre – som at blive afsløret mens jeg stønnende sad bøjet over de sammenklistrede sider med mit stive lem i hånden. Var det det, hun ville have mig til at indrømme? Jeg mærkede hvordan rødmen steg op i mine kinder, mens jeg skamfuldt tænkte på de frække piger i skunken. Jeg vidste, at når jeg kom hjem ville jeg kaste mig over dem, tømme mig og derefter mærke tomheden og skammen endnu engang. Jeg turde ikke kigge op, holdt blikket fast på den trefarvede kat og på Birthes hånd, der så kærligt strøg den over ryggen. Katten nød det, kunne jeg se, skød ryg og spandt af velvære.
„Årh, lad nu være Peter, du skal da ikke være flov over det!“ sagde hun, da tavsheden havde varet længe nok. „Jeg rører da også ved mig selv.“
Mit hjerte sprang et slag over. Jeg stirrede stadig på hendes hånd og på de spinkle fingre der kærtegnede den bløde pels. Hvad var det hun lige havde sagt? Var det mine egne syndige tanker der spillede mig et puds? I bladene havde jeg set kvinder der rørte ved sig selv på brysterne og mellem benene, men jeg troede ikke at rigtige piger som Birthe gjorde det. Alligevel var det dejligt og frygteligt pirrende at tænke på.
„Vil du for resten høre, hvad min mor har sagt?“ spurgte Birthe så.
„Hvad har hun sagt?“
„At du er den flotteste unge mand hun kender, og at hun godt kunne bruge dig som model.“
Jeg vidste ikke om jeg skulle være smigret, skræmt eller flov. Jeg tænkte på atelierets sanselige verden, lugten af oliemaling og alle de intime billeder af kvinder med blottede bryster og behårede kusser. Mit indre var i oprør, jeg prøvede at forestille mig Moa der sad midt i det hele, på hug med blottet køn … og at hun rørte ved sig selv …
Sådan var det, og sådan var det også den sommer hvor Birthe og jeg blev studenter. Birthe rejste over til sin far i London, og jeg fik arbejde på møbelfabrikken inde i byen. Jeg cyklede hver dag de 9 km frem og tilbage, og på vejen hjem kørte jeg ofte omkring brugsen for at købe ind til min mor. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på det Birthe havde fortalt mig. Tænk sig, at hendes mor havde lagt mærke til mig på den måde! Min tanker kredsede mere og mere om Moa. Det var hende jeg tænkte på i de mange timer hvor jeg stod ved monteringsbordet på fabrikken, og hende der var i mine tanker når jeg med vind i håret cyklede gennem skoven og det åbne landskab på vej hjem. Grøftekanternes blomsterflor fik mig til at tænke på hendes arbejde i atelieret, på farverne og de nøgne modeller. Og når jeg nærmede mig brugsen, glædede jeg mig sådan til at se hendes dejlige kvindemås og hendes bryster – åh ja, brysterne, som jeg før havde fået et glimt af når jeg stod ved kassen, og mit unge, blufærdige blik fandt vej ned i hendes bluse.
„Hvad tænker du på, Peter,“ kunne hun så finde på at sige med et glimt i øjet. Nogle gange fulgte jeg diskret efter hende i butikken, skjult bag varereolerne, for at være der i det øjeblik hun bøjede sig ned eller satte sig på hug for at stille varer på plads. Så kunne jeg være heldig at få et kig helt ned til en brystvorte eller et glimt af trusserne under bukselinningen, og mine syndige tanker krøb straks endnu længere ned.
„Nu skal jeg flytte mig så du kan komme til,“ sagde hun en dag jeg stod og kiggede.
„Det behøver du ikke, jeg skal bare have noget mel.“
„Jamen, det er jo derovre,“ sagde hun så med et grin.
Den dag blev jeg nødt til at købe mel, selvom det ikke stod på sedlen. Da jeg havde fundet alle varerne, sad Moa igen ved kassen. Jeg stillede mig bag i køen.
„Nåh, så fandt du alligevel melet,“ sagde hun spøgefuldt da det blev min tur. „Jeg skal i øvrigt hilse fra Birthe. Hun har det godt i London, men hun savner dig.“
Jeg blev helt glad over at Birthe savnede mig, og at hun tænkte på mig derovre.
„Du arbejder inde i byen, kan jeg forstå,“ sagde Moa.
„Jep, ferieafløser på møbelfabrikken.“
„Det er også fint at tjene lidt penge. Så har du noget når du skal i gang med din uddannelse.“
„Ja, men nu kommer de faste arbejdere tilbage fra ferien, så i næste uge er der ikke noget.“
„Jeg kan da godt bruge dig et par dage, skal have malet noget, atelieret og sådan,“ sagde hun og kiggede op fra varerne. Jeg så ind i hendes øjne, netværket af smilerynker og det frække glimt der var så charmerende, og som samtidig gjorde mig så usikker og genert.
„Bare rolig, jeg skal nok give dig mere end du får på fabrikken,“ sagde hun så.
Tusind tanker fløj gennem mit hoved. Havde Moa gennemskuet mig da jeg nød synet af hendes krop henne ved reolen? Og hvad ville min mor sige? Nåh pyt, siden min storebror og hans kone havde fået en lille datter, havde hun ikke haft tid til at tænke på andet. Men så var der alt det der foregik i Fjordglimt, hos Københavnerne … og muligheden for at være tæt på Moa i et par dage. Jeg blev helt forlegen, vidste ikke hvad jeg skulle sige.
„Du kan komme mandag morgen ved otte-tiden. Så tager vi en kop kaffe mens jeg fortæller dig mere om hvad det går ud på,“ sagde Moa og gav mig kassebonen. „Vi ses!“
Og det var sådan det gik til at jeg mandag morgen cyklede ned til Fjordglimt. Jeg var spændt og nervøs på samme tid. Alle de andre gange jeg havde været der, havde det været for at være sammen med Birthe. Nu skulle jeg være sammen med Moa, alene. Skønne, dejlige Moa. Det var allerede varmt, så jeg havde shorts og en t-shirt på, og jeg havde også noget gammelt tøj med i min rygsæk, noget der egnede sig bedre til malearbejde.
Da jeg kom ind i køkkenet, sad Moa der sammen med en af sine københavnerveninder. Veninden havde en stor taske stående på gulvet ved siden af sig. Jeg kunne se på dem at de havde haft gang i et eller andet lige før jeg kom. På bordet mellem dem lå et kunstmagasin. Der var kaffe og brød, og der var også sat en kop frem til mig. Veninden hed Susanne, og hun var kunstner ligesom Moa. Hun var på Moas alder eller måske lidt yngre. Jeg havde set hende før. Nogle gange overnattede hun hos Moa, det havde Birthe fortalt. Måske var det derfor der gik rygter om at Moa var til kvinder, men jeg vidste at hun også kunne lide mænd. Jeg havde selv set det.
„Dejligt at du kunne komme, Peter. Tag dig en kop kaffe og et stykke brød,“ sagde Moa og lukkede magasinet.
Jeg satte mig ved siden af Susanne og stillede min rygsæk på gulvet. „Jeg har taget lidt tøj med, som godt må blive beskidt,“ sagde jeg, bare for at sige noget.
„Nåh, det havde du nu ikke behøvet“, sagde Moa og rejste sig fra stolen: „Men har du noget imod, at jeg lige kører Susanne ind til byen. Hun skal nå en bus, der går kl. 8.30. Jeg er tilbage om en halv time. Du kan bare tage en kop kaffe mere eller gå ud og se dig om i atelieret.“
Og der sad jeg så, alene i Moas køkken hvor jeg havde siddet så mange gange sammen med Birthe. Jeg snakkede lidt med katten, der var sprunget op på stolen ved siden af mig, og så fik jeg igen øje på kunstmagasinet som Moa og Susanne havde kigget i. Der var et tema om fransk realisme i slutningen af 1800-tallet. Det lød bekendt. I gymnasiet havde vi læst en bog der hed Madame Bovary. Det var om en kvinde der var træt af sin mand, og som til sidst begik selvmord ved at tage arsenik. Jeg havde svært ved at gennemskue hvad der var bogens budskab, men da jeg spurgte Birthe, sagde hun at kvinden var liderlig og romantisk, og at hun blev nødt til at gøre som hun gjorde – sådan er kvinder nogle gange, sagde hun og spurgte mig så om jeg ikke også kunne være styret af lyst og lidenskab. Det fik mig til at tænke på bladene i skunken, og jeg blev skamfuld og flov. I øvrigt fik Birthe stor ros af vores lærer da hun fremførte sine iagttagelser den næste dag i dansktimen.
Jeg åbnede magasinet. Jeg vendte et par sider, og en til. Og så var den der. Lige op i ansigtet. Jeg fulgte uvilkårligt billedets linjer, først fra det blottede bryst og ned over navlen og maven. Så lod jeg mit blik glide op ad højre lår, så op ad det venstre, kyssede i tankerne inderlårets glatte hud, og bevægede mig ind mod det sted hvor de tre linjer skar hinanden i et mørkt vildnis, kussen. Jeg holdt vejret, den var så skræmmende, farlig og fristende i al sin uimodståelige frodighed: de mørke hår og den lokkende revne, der åbnede sig som en mund midt i skrævet og smilede til mig. Åh, dette livgivende, frydefulde hul, indgangen til den varme, fugtige hule hvor synden og fortabelsen lurede.
Et lystfuldt gys gik gennem mig og fik det til at sitre i mit underliv. Kussen – var det den Moa og Susanne havde talt om lige før jeg kom? Og hvordan var Moas kusse? Var den lige så frodig og behåret som den på billedet? Og havde Susanne mon set den? Og … jeg turde næsten ikke tænke tanken … var det sådan en kusse der havde født Birthe? Søde Birthe, der sagde at piger kunne være så liderlige at de måtte røre ved sig selv.
Billedet var så sanseligt og kunstneren havde genskabt detaljerne så fortryllende og farligt at jeg kunne fornemme lugten lige der hvor kønnets fugtige åbning fortsatte ned i revnen mellem ballerne. Jeg kendte den, lugten. Havde engang fundet et par brugte trusser hos en kammerat. Det var på storesøsterens værelse. Jeg havde samlet dem op, foldet dem ud og indsnuset den syrlige, hidsende lugt fra den fugtige kile. Det var for meget. Jeg var blevet skræmt, men samtidig var der noget ved lugten der tændte mig, og jeg vidste med det samme, at jeg måtte snuse igen. I panik havde jeg stoppet trusserne i lommen, og da jeg kom hjem, blev de gemt i skunken sammen med bladene. I de følgende dage gav den gullige kile duft og liv til kusserne i bladene – indtil der kun var den hengemte lugt af loftrum og støv tilbage.
Som sagt, jeg sad der i køkkenet og stirrede på billedet. Uden at tænke nærmere over det løftede jeg magasinet op til min næse og mund og prøvede at forestille mig kussens duft og dens hår mod mine læber. I det samme gik køkkendøren op. Jeg lukkede lynhurtigt magasinet og lagde det på bordet. Moa trådte ind.
„Så er jeg tilbage … nåh, du må da gerne læse videre, Peter. Der var måske lige noget for dig i bladet?“
„Nej, ikke rigtigt. Jeg bladede bare lidt i det.“
„Du må låne det, hvis du vil. Interesserer du dig for kunst?“
„Lidt, men ikke så meget.“
„Pyt, det kan vi tale om senere,“ sagde hun så. „Skal vi gå ned i atelieret nu?“
Da jeg rejste mig, havde jeg en voldsom erektion, og jeg forsøgte at skjule den ved at stikke en hånd i lommen. Så fulgte jeg efter Moa.
I atelieret var der skulpturer og billeder overalt. På en stol stod et billede som endnu ikke var færdigt. Selvom det var malet med grove strøg, kunne jeg ikke undgå at se det var en kvinde. Hun sad afslappet, tilbagelænet med let spredte ben i en lænestol, næsten liggende. Hun var nøgen og lyset faldt så smukt på hendes bryster. Hendes skød var dækket af en kraftig behåring – blondt hår ligesom Susannes. Det hele var sløret af det flimrende lys og de urolige, grove penselstrøg, men alligevel malet så jeg ikke kunne lade være med at studere de intime detaljer. Billedet var stadig vådt.
„Ja, det er Susanne. Vi malede det i går,“ sagde Moa henkastet. Jeg vendte mig om og så at hun stod lige bag mig. „Kan du lide det?“
„Du er godt nok dygtig,“ sagde jeg. „Og jeg kan godt se det er Susanne … ja altså, jeg har jo ikke set hende sådan.“
„Susanne var selv med til at male det, men vi kom til at tale om, at det næste gang kunne være udfordrende at male noget der kommer helt tæt på … sådan lidt ligesom … “
„Jeg synes nu det er flot, jeg kunne i hvert fald ikke have lavet det.“
„Men vi prøver hele tiden at udfordre os selv, Peter. Det var derfor Susanne kom med det magasin du kiggede i. Hun vil så gerne have at vi laver noget, der både er realistisk og sensuelt – ligesom Courbet.“
„Hvad er det?“
„Verdens oprindelse, kussebilledet,“ sagde hun med et glimt i øjet.
„Hvad for et billede?“
„Årh, lad nu være – det billede du var så optaget af da jeg kom tilbage,“ sagde hun opgivende.
„Vil du også male sådan? spurgte jeg usikkert.“
„Nej, det er jo malet. Nu er det er dig, jeg vil male.“
„Mig?“ Jeg husker stadig min forvirring.
„Ja, det er derfor jeg bad dig komme, jeg har længe ønsket at male dig. Hvad siger du til det?“
„Det ved jeg ikke rigtigt, jeg tror ikke det bliver godt.“
„Du er sådan en flot ung mand. Vi har talt om det mange gange.“
Vi? Havde Moa talt med Susanne om det? Eller endnu værre – havde hun talt med Birthe?
„Jeg har aldrig prøvet sådan noget før – at være model,“ fik jeg sagt efter en alt for lang pause.
„Jamen så prøver du det nu.“
Jeg kiggede rundt i rummet, og jeg husker det som var det i går. Langs den ene væg var der et langt arbejdsbord. På bordet lå der farver og pensler og nedenunder var der skuffer og hylder med alle mulige ting. Væggen på den modsatte side vendte mod vest, og gennem de store vinduer kunne jeg se strandengen med græssende heste. Længere ude så jeg de store lilla flader af hindebæger og strandasters, og længst ude det blå vand.
Moa bad mig sætte mig på en stol, en slags kontorstol der kunne indstilles i højden. Så gik hun om bag staffeliet der stod et par meter foran mig. På min højre side var der et stort spejl, og i spejlet kunne jeg se Moa fra siden. Og hvis jeg kiggede lige frem, kunne jeg se hestene.
Moa satte et lærred i staffeliet, flyttede lidt på spejlet og bad mig sidde mere afslappet og tilbagelænet. Hun var ikke helt tilfreds og kom hen for at indstille stolen. Hun rettede også på min arm og lagde sine hænder på mine bare knæ for at trække dem lidt længere fra hinanden. Det føltes godt at have hende så tæt på, jeg mærkede hendes nærhed og duft da hun stod bøjet over mig, og jeg kunne ikke lade være med at kigge ned i hendes bluse. Hun brugte ikke bh og hendes søde, lidt slappe bryster bevægede sig dernede. De var solbrændte og havde små rynker foroven, kunne jeg se.
Så gik hun over til det lange bord bag mig, og hun kom tilbage med farver, pensler, tegnekul og andre ting i en lille kurv. Hun stillede sig igen bag lærredet og gik i gang. Jeg nød den måde, hvorpå hun iagttog mig. Over lærredet så jeg hendes koncentrerede ansigt, og indimellem slog det gnister når jeg fangede hendes blik. Så slog jeg blikket ned eller kiggede ud på hestene og fjorden. Og så var der spejlet, det gavmilde spejl, der viste mig hele hendes krop.
Hun så dejlig ud, som hun stod der på sine bare fødder i de røde træsko, de blå arbejdsbukser med smæk og en grå t-shirt. Bukserne strammede godt op om hendes modne kvindemås og afslørede ballernes form, og brysterne sitrede så ømt under smækken. Hendes venstre bryst vendte ind mod spejlet, og der kunne jeg ugenert se en brystvorte der aftegnede sig bag blusens stof. Dens placering gav mig sød information om brystets form, og jeg kunne næsten mærke hvor godt det ville være at gribe om det, at føle dets blødhed og tyngde i min hule hånd.
Moa havde brune øjne og briller med runde stærke glas, der gjorde hendes øjne små. Det føltes godt at se ind i dem.
„Du må gerne kigge på mig,“ sagde hun pludseligt. „Du kiggede også forleden henne i brugsen, gjorde du ikke?“
„Jeg skulle bare finde det mel,“ sagde jeg, og mærkede blodet stige op i mit hoved.
„Jamen, jeg kan lide når du kigger. Som kvinde er der ikke noget bedre end at føle sig set og begæret. Og jeg står jo også og kigger på dig lige nu.“
Efter hun havde sagt det, vidste jeg ikke hvor jeg skulle kigge hen. Men Moa blev ved med at se på mig mens hun med hurtige streger tegnede på lærredet. Lidt efter tog hun pensler og farver frem og begyndte at male.
Efterhånden nærmede klokken sig tolv, og Moa spurgte om vi ikke skulle have lidt at spise.
Frokosten var eksotisk i forhold til hvad jeg var vandt til. Der var oliven, forskellige oste, muslinger i glas og andre ting som jeg aldrig før havde smagt. Mens vi spiste, kom vi til at tale om Birthe. Moa havde fortalt hende at jeg ville komme hen i atelieret i dag, og hun skulle hilse.
„I var så gode venner,“ sagde Moa. „Og hvor har I dog siddet ved det her bord mange gange. Vi troede alle sammen det skulle være jer to.“
„Jeg går også og savner hende,“ røg det ud af mig.
„Det ved jeg du gør, og hun savner dig. Det er synd at det ikke kunne blive jer. Birthe er flyttet sammen med en pige der er lidt ældre end hun. De elsker hinanden, Peter.“
Moa løftede blikket for at se hvordan jeg tog det. På en måde vidste jeg det allerede, men alligevel kom det bag på mig.
„Jeg har lige fået et brev fra hende,“ sagde hun. „Du må gerne se det.“ Hun rakte brevet over til mig.
Kære Mor
Tak for dit brev. Det går fint, og far og jeg finder ud af det. Det er nu 14 dage siden, jeg flyttede sammen med Kimberly. Vi er så glade for hinanden, og jeg elsker hende. Du har sagt det i lang tid, jeg ved det godt, men jeg skulle lige finde ud af det selv. Og nu tror jeg godt jeg kan sige, at jeg har fundet mig selv.
Du må hilse Peter. Jeg håber du får lokket ham ind i atelieret en dag, som du har talt så meget om. Jeg ved du brænder for det, og jeg har det fint med det. Det ved du. Du må fortælle ham, hvordan det står til med mig, og at jeg har det godt. Jeg håber sådan at han vil forstå det.
Kærlig hilsen Birthe
Jeg husker stadig de følelser jeg havde da jeg havde læst det. Noget var endegyldigt forbi, og jeg burde være ked af det. Men på en måde var det en lettelse.
Da vi havde spist, fortsatte vi i atelieret. Moa kom flere gange hen for at rette på min stilling og på spejlet – det gik op for mig at spejlet skulle indgå i billedet på en eller anden måde. Jeg nød hver gang hun kom hen og bøjede sig ned over mig – hænderne på mine bare ben, det dybe kig ned i hendes bluse og synet af hendes vuggende mås, når hun gik tilbage til staffeliet. Jeg fulgte diskret hendes arbejde gennem spejlet. Det var så godt at se brysterne fra den vinkel, at se hvordan de hang lidt og hvordan de bevægede sig.
Først på eftermiddagen sagde Moa at hun var kommet så langt at hun kunne undvære mig resten af dagen – blot jeg kom i morgen! Da jeg lidt efter var på vej ud ad døren, rakte hun mig magasinet som jeg havde kigget i ved morgenkaffen. „Så kan du få læst færdig om de franske realister,“ sagde hun. „Du får også lige en artikel om Picassos sidste værker. Der er omtalt et billede der er lige så erotisk som Courbets. Jeg er spændt på at høre hvad du synes om det.“
Hjemme på mit værelse læste jeg om Courbet og Picasso, og jeg kiggede på billederne. Picassos billede var en tegning af en nøgen kvinde der ligger på ryggen ved et vindue. Beskuerens blik og lyset fra vinduet falder på hendes ansigt og skød. Hun har rød neglelak på fingre og tæer, rød læbestift og bryster med spændte, røde brystvorter. Hun ligger med benene trukket op og blotter generøst og lystfuld sit køn og sit røvhul. Hendes skede er et aflangt sort hul der er fremhævet med en tyk rød streg. Røvhullet er rundt og sort, og både røvhul og skede er omgivet af små radiære streger som når børn tegner en glad sol. Kropsåbningerne er tegnet med samme primitive glæde, fascination og afsky som jeg kendte fra tegninger på skolens drengetoiletter. Alligevel var der noget ved billedet der greb mig. En dobbelthed. Kvinden lignede hverken Moa eller nogen anden kvinde jeg kendte, og samtidig var hun dem alle sammen på én gang. Hun var selve lysten og begæret – og, forstod jeg pludseligt, et billede af mit eget begær. Da jeg senere den aften gav mig selv en udløsning, smeltede hun på den mest vidunderlige og ophidsende måde sammen med Moa og Birthe, med alle de nøgne kvinder i skunken og med verdens oprindelse.
Næste formiddag, da vi mødtes i atelieret, havde Moa taget en kittel på, og hun gik straks i gang med at blande sine farver. Under kitlen havde hun bare ben.
„Jeg blev helt færdig med skitsen i går efter du var gået hjem, så i dag skal der bare males. Fik du for resten læst om Courbet og Picasso?“
„Joh, det gjorde jeg. Det var rigtig interessant,“ sagde jeg.
„Kan du lide Picassos tegning?“
„Det ved jeg ikke, den er lidt specielt. Måske forstår jeg det ikke helt.“
„Måske er du ikke gammel nok til at forstå det,“ sagde hun med et glimt i øjet. „Picasso var 90 år da han tegnede den. Hvad tænker du om den?“
„At den er lidt fræk, tror jeg. Men hun er tegnet på en lidt sjov måde.“
„Jeg tror Picasso har tegnet sin egen fascination og sit begær – jeg ville ønske jeg kunne gøre det samme,“ sagde hun og begyndte at male. Jeg spekulerede på hvad hun mente og tænkte, at jeg måske alligevel havde forstået billedet.
Da hun have arbejdet lidt i tavshed, lagde hun penslen, gik et skridt tilbage og så kritisk på sit arbejde og på mig. „Jeg tror det bliver bedre hvis du tager blusen af,“ sagde hun så.
Det lød mere som en ordre end som en konstatering. Jeg var vant til at knokle med bar overkrop, og desuden havde solen sørget for en god temperatur i atelieret, så uden at tænke nærmere over det, trak jeg min t-shirt op over hovedet og lagde den i skødet. Imens trak Moa de tynde gardiner for atelierets store vinduer – for at gøre lyset blødere, som hun sagde. Herefter kastede hun sig igen over arbejdet, hvor hun på skift havde blikket rettet mod mig, mod lærredet og mod spejlet. På et tidspunkt kunne jeg se at der var noget hun ikke var helt tilfreds med.
„Jeg tror du skal smide det hele?“
„Smide det hele, hvad mener du?“
„Tøjet!“
„Alt tøjet? Det kan jeg da ikke.“
„Vi gør det sammen, Peter,“ og idet hun sagde det, åbnede hun sin kittel og stod foran mig som Gud havde skabt hende, helt nøgen.
Jeg kunne ikke forstå det, det var så ubeskriveligt – som gik der et længselsfuldt suk gennem hele universet. Hun var så dejlig at jeg måtte slå blikket ned. Det svimlede for mig, det var så utænkeligt og grænseoverskridende, og i det øjeblik indså jeg med en sær fryd at jeg ikke havde noget valg. Jeg måtte opfylde hendes ønske. Lidt tøvende smed jeg sandaler, bukser og underbukser og stod nøgen foran hende. Jeg kunne fornemme hendes øjne på min krop og på mit halvstive lem. Så satte jeg mig hurtigt op på stolen igen og dækkede mit køn med min t-shirt.
„Kig bare op, det er vel ikke første gang du ser en nøgen kvinde,“ sagde hun. Jeg løftede hovedet og lod øjnene glide ned over hendes krop. Og ikke bare mine øjne – hver eneste levende celle i min krop og mit blod stirrede på hende og kunne ikke få nok. Jeg var åndeløs – hun var alt hvad min unge krop kunne begære, mystisk og dejlig, som kom hun fra en helt anden planet. Og samtidig var hun Birthes mor og hende fra brugsen, som jeg så længe havde drømt om og klædt af tusind gange. Hun var alt det jeg havde længtes efter, og et øjeblik så jeg på hende som et maleri, en kvindekrop skabt af en mesters pensel. Mit blik aflurede hvert et sanseligt penselstrøg, og når hun bevægede sig, fandt jeg nye frydefulde detaljer. På et tidspunkt, da hun bøjede sig for at samle noget op, fik jeg et glimt af dusken der tittede frem under hendes baller, og ikke bare det … helt inde … åh herregud, der så jeg lidt af hendes køn.
Sådan hidsede jeg mig selv op. Jeg var det bløde lys der kyssede hendes navle, den miavende kat der gned sig mod hendes bare ben, penslen i hendes hånd … åh ja, jeg ville mærke hendes hud, brysternes tyngde, stryge min hånd ned over maven og ned gennem den mørke dusk, mærke de krusede hår som en pude mod mine fingre og finde den fugtige revne. De våde tanker fandt vej til mit lem, som jeg havde skjult mellem mine lår, og nu var det som en smertende fjeder.
„Du sidder jo og spænder,“ sagde Moa. „Prøv om du kan slappe af i arme og ben!“
Da jeg forsigtigt rettede på min stilling, sprang fjederen op som trold af en æske. I spejlet så jeg hvordan min t-shirt løftede sig, og under den kom mit lem og de de blonde krøller til syne. Det var ikke kun mit lem der var sluppet fri. Jeg følte selv en mærkelig lettelse og en frihed til at give slip. Mit sultne blik vandrede hen over Moas krop, og jeg lod det grådigt indtage alt det dejlige – bryster, kusse og numse. Aldrig før havde jeg kunnet kigge på en kvinde på den måde, og jeg prøvede af al magt at fastholde øjeblikkets intensitet, det var så stort – og jeg har båret det med mig siden!
På et tidspunkt trådte Moa igen lidt tilbage og kiggede kritisk på lærredet. „Jeg tror jeg er færdig, indtil videre,“ sagde hun.
„Må jeg se?“
„Nej, vent lidt.“ Hun gik hen til mig og tog min hånd. „Kom,“ sagde hun, lagde armen om min ryg og skubbede mig ind foran spejlet. Der så jeg en ung mand og skråt bagved en moden kvinde, helt nøgne og mærkeligt sårbare. Hypnotiseret fulgte jeg hendes hånd der forsigtigt nærmede sig mit lem, jeg mærkede pulsslagene og iagttog hvordan det løftede sig mere og mere, lemmet – og så tøvede hendes hånd.
„Undskyld Peter, jeg skulle nok ikke have malet det billede. Jeg udnyttede dig for at finde ind til mit eget begær. Jeg nød at bruge dig som model, og jeg nød at have kontrollen over din krop. Det var så lystfuldt. Men også forkert. Jeg ville se det begær min nøgne krop kunne tænde i dine øjne, og jeg ville fastholde dit blik på mit lærred. Åh, som det pirrede mig at se din uforløste lyst gennem de mange timer. Men det er ikke i orden, Peter. Det var forkert, jeg ved det godt, og jeg hader mig selv for det. Jeg har ladet mig styre af mine egne behov, af egoisme, forfængelighed og mine latterlige kunstnerambitioner. Forstår du? Vil du se hvad jeg har kigget på hele dagen?“
Hendes stemme var lige ved at knække over i gråd, og mens hun talte, førte hun mig om bag staffeliet. På lærredet sad en ung mand på en stol. Han så beskueren lige i øjnene, lidt genert men samtidig henført og hemmelighedsfuld. Hans lem var delvist skjult under en sammenkrøllet bluse der lå i hans skød, men spejlet i venstre side af billedet viste hans lyst. Jeg havde aldrig tænkt på, at en pik kunne være så flot. Den rejste sig som en solid stav mellem den unge mands let spredte lår. Det hjerteformede, blålilla hoved var kløvet af en streng fra den lille revne i toppen til forhudens rynkede krans længere nede. Lige under hovedet kunne jeg se det glinsende, følsomme område der havde været skjult under forhuden, og så kom skaftet, tykt og kraftfuldt og med svulmende blodårer under den bløde hud. Mellem lårene hvilede pungen med de to sårbare dueæg, som Moa havde placeret i billedets gyldne snit.
Nej, jeg forstod ikke hvad hun havde talt om, og hvad hun ville, men jeg havde hørt en alvor og en fortvivlelse i hendes stemme, og så sagde hun noget der fik mig til at fryse.
„Peter, straf mig! Læg mig over dine knæ og giv mig de smæk jeg fortjener!“. Jeg sagde ikke noget, stod blot rådvild og kiggede på hende.
„Jeg mener det, Peter. Jeg har fortjent det, og du skal gøre hvad du her ret til. Gør det, det skal gøre ondt … nu!“
Det var hende der lagde sig over mine knæ. Jeg lod hende gøre det. Hun var tungere end jeg havde regnet med, husker jeg, og synet af ballernes nøgne, glatte hud og den frodige, mørke revne var så overvældende at jeg ikke kunne forstå hvad der skete. Det var det samme sug, den samme dragende fascination og den samme angst som når jeg stod på toppen af klinten og mærkede gyset ved det frie fald. For der, lige under mig og helt tæt på, lå hendes modne, bare mås, smuk som et landskab, bredere og fyldigere end jeg havde turdet drømme om. Jeg blev grebet af ømhed og hengivenhed, så sårbar og blottet den var. Min højre hånd gled op langs hendes glatte inderlår indtil den stødte på fugtig varme og våde hår. Jeg trak forskrækket hånden til mig og lod i stedet håndfladen følge ballernes bløde kurver. Jeg nød at være så sæt på alt det dejlige, på den søde revne, på …
„Gør det, Peter – slå så!“
Og så slog jeg. Pludseligt var alle forbehold væk. Klasket føltes godt i håndfladen, og jeg slog én gang mere, og jeg så hvordan rødmen som en flamme bredte sig ud over ballen for så langsomt at forsvinde. Jeg slog igen, hårdere og hurtigere. Nu blussede begge baller, Moa klynkede og jeg mærkede hendes skælvende krop mod mine bare lår. „Mere!“ sagde hun, og jeg slog som i en rus, nød lyden af klaskene, Moas klynk og de sitrende baller … jeg kunne ikke længere kende mig selv.
„Det er nok nu,“ sagde jeg og stoppede. Jeg følte et ubehag ved det jeg lige havde gjort og forbandede min stive pik, der lystigt havde boret sig ind i Moas bløde mave. Gennemstrømmet af indre kaos og liderlighed bøjede jeg mig ned og kyssede hendes numse, lod hænderne glide forsigtigt hen over den blussende hud … og så overgav jeg mig helt til min lyst, åbnede ballerne og blottede hendes røvhul. Det var så grænseoverskridende, ømt og intimt. Mine lækkersultne og skamløse fingre listede sig ind i den varme kløft, og det gav et gib i mig da min fingerspids fik den rynkede ring til at trække sig sammen.
„Undskyld Moa,“
„Du undskylder alt for meget, Peter. Det føles så godt når du rører ved mig, og du skal tage mig nu – brug mig som du har lyst!“
I det samme rejste hun sig fra mine knæ, og i spejlet kastede hun et hurtigt blik på sine ømme baller. Så stillede hun sig tæt ind mellem mine ben med ryggen til. Jeg kiggede lige ind i hendes numse, lagde hænderne på hendes hofter og trak hende længere ind mod mig. „Kom,“ sagde hun så og tog min hånd. Hun førte mig hen til det lange arbejdsbord hvor hun hurtigt fjernede nogle ting, bøjede sig ind over bordet og lagde hovedet til rette på sine arme. „Kom nu – brug min krop!“
Solen stod lavt i vest, og det varme lys fra de store vinduer landede ømt og sanseligt på Moas bagdel. Mellem ballerne så jeg røvhullets mørkere hud og længere nede hårene omkring det blottede køn. Hendes åbning havde en rosa glød, og jeg var ude af mig selv af liderlighed. Min pik stod skråt op, og jeg var hingsten og Moa den sorte hoppe på strandengen der løftede halen og viste mig alt det dejlige hun havde til mig.
„Tag mig, tag din kvinde!“ sagde hun, og jeg gik helt hen til hende, tog om mit rejste lem og lod det kysse hendes blomst. Så mærkede jeg en kvindehånd mellem mine ben, blide, kølige fingre der nysgerrigt kærtegnede mine nosser og … åh, hvilken euforisk lykke … så førte hun mig op til sin åbning.
Jeg pressede mig ind mod hendes røv, pressede mit lem langt, langt op i hendes skede, helt op, igen og igen, mærkede fugten mellem hendes ben og hørte de våde, sanselige lyde. Jeg bøjede mig ind over hende og tog om hendes bryster. Åh, så godt det var at ælte dem, så godt det var at hule mine hænder om dem og løfte dem i mine håndflader.
„Kom, du skal give dig helt hen når du elsker,“ sagde hun hæst. „Kom, Peter!“
Jeg kendte ikke længere hendes stemme og heller ikke min egen.
„Jeg giver mig helt hen,“ stønnede jeg og pressede pikken i bund med et godt tag i brysterne. „Er det sådan man gør?“
„Ja min dreng, det er sådan vi gør … åh ja, nu giver vi os helt hen.“
Jeg kiggede ned og så hendes liderlige svaj i ryggen, underkastelsen, de runde baller og min glinsende pik der arbejdede i den våde åbning. Et øjeblik følte jeg mig som tilskuer til det der foregik, og jeg så for mig den unge mand der stod med rejst pik bag den fristende, modne mås, dusken der tittede frem mellem hendes lår, svingende bryster, lugten af sved og køn. Jeg så handyret og hundyrets skamløse parring, hørte deres klaskende kroppe, den smaskende kusse og de brunstige hvin og suk lige før de overgav sig. Og så var jeg tilbage i min egen krop igen. En strøm af vellyst og varme skyllede ind over mig, og lidt efter mærkede jeg sammentrækningerne der i lykkelige sprøjt sendte min sæd op i Moas køn.
„Åh, bliv der lidt endnu,“ sagde hun, „den skal lige have et lille kram.“ Og så tryllede hun med sin skede, fik de indre vægge til at klemme blødt og varmt om min pik, og jeg mærkede hvordan kussen sugede de sidste dråber ud.
Lidt efter trak jeg mig ud. Sæden hang som store dråber i dusken og begyndte at løbe ned ad Moas lår. Moa rejste sig op, og vi kiggede et øjeblik usikre og generte på hinanden. Så tog hun brillerne af, og jeg så lige ind i hendes øjne der var anderledes nu uden briller, så store og gådefulde. Vi kyssede hinanden og jeg pressede min krop ind mod hendes og mærkede hendes bryster mod min hud.
„Jeg finder et tæppe til os,“ sagde hun og gav mig et kram. Hun hentede et stort lammeskind fra en sofa i hjørnet og bredte det ud midt på gulvet. „Kom her!“ sagde hun og satte sig på skindet. Da hun lænede sig tilbage på albuerne, lod jeg blikket glide ned over hendes bryster og mave til den mørke trekant, og det slog mig at jeg i det øjeblik så det samme som Courbet havde set – åh, den ufattelige verden af urkraft, liv og lyst. Verdens oprindelse. Jeg sank en gang, kunne næsten ikke få vejret.
Senere kyssede jeg hendes inderlår og arbejdede mig langsomt op mod kønnet. Hårene var indsmurt i sæd og kussesaft og kunne ikke længere skjule den røde blomst. Jeg måtte kysse den, føle dens kødfulde folder mod mine læber, og da mit hoved sank ned mellem hendes lår, lagde hun hænderne om min nakke og pressede mig helt, helt op og ind. Jeg husker det, som skete det her og nu mens jeg skriver, husker hvordan jeg begærligt fyldte mine lunger med den berusende og hidsende lugt af køn, urin og røvhul.
„Nu kommer du aldrig herfra,“ sagde hun og holdt mig fast mellem sine ben. Hendes bløde lår pressede mod mine ører, og det eneste jeg hørte, var mit eget hjerteslag og blodets susen. Jeg overgav mig betingelsesløst, nød at være fanget i den varme, duftende hule mellem lår og skød. Kussen smilede til mig, var våd og brugt og sendte sin lugt af sæd og elskov op mod mig.
Da hun lidt efter slap sit tag og lod lårene falde ud til siden, så jeg hendes stjerne. Der gik et gys gennem mig. Den var så fin og sød, så farlig og lokkende. Jeg måtte røre, åh ja, og jeg kyssede den, indsnusede dens syrtligtsøde duft, cirklede rundt om den med tungen og pressede tungespidsen ind i åbningen. Senere kyssede jeg hendes mellemkød og fandt vej gennem hår og folder til det sted, hvor jeg med tungen kunne trække frydefulde suk af hendes læber. Moa tog fat i sine knæhaser og trak benene helt op så skødet åbnede sig på klem. Og da de fugtige hinder gled fra hinanden, kunne jeg kigge lige ind i den lyserøde hule. Hendes kusse og røvhul kaldte på mig som et stort, behåret udråbstegn – som på Picassos tegning, tænkte jeg, selvom Picassos kvinde slet ikke var så sød og dejlig som Moa. Men Moa lå på samme måde med hænderne under hovedet, og lyset faldt på hendes ansigt, og hun kiggede på mig med de smukkeste, nøgne øjne. „Kom, skat!“ sagde hun. Og så tog hun om min pik og førte den ind. Vi smeltede sammen, og jeg følte lykken bruse i min krop. Dette øjeblik må aldrig, aldrig høre op, nåede jeg at tænke, lige før jeg igen kastede mig ud i det frydefulde fald.
Bagefter lå jeg mellem hendes ben, afslappet og tømt. Åh, så godt det føltes at ligge der mod hendes elskovsvarme hud. Mave mod mave, køn mod køn, smurt ind i de glatte safter fra vore kroppe.
Og senere var det mig der lå på ryggen mens hun sad på mit bryst. Jeg kiggede op på hendes hængende bryster og lod så blikket glide ned over maven til hendes køn. „Åh, hvor er du smuk,“ sagde jeg, og hun spredte sit køn med fingrene, sænkede sig ned over mig og kyssede mig blidt (hendes læber var kolde, husker jeg) på panden. „Sådan,“ sagde hun, „nu er vi tætte.“ Hun sad helt stille, hendes kønshår kildede min mave og hendes dejlige mås hvilede mod mine bøjede lår. Hun lod mig være i hende, og vi morede os over pikken der voksede og langsomt fyldte hende ud. Så løftede hun sit underliv, og under de våde og klistrede kønshår så jeg min egen pik i det åbne skød. Hun bøjede sig ned over mig, vores læber mødtes og hendes tunge snoede sig om min. Snart kom jeg endnu engang, og måske gjorde hun også. Det er sådan jeg gerne vil huske det.
Bagefter lå vi helt afslappede ved siden af hinanden og talte om kunst, begær, Courbet og Picasso – og så vendte tvivlen og usikkerheden alligevel tilbage. Der var så mange usagte ting.
„Men …“ sagde jeg, „Birthe hun …“
„Nej, Birthe behøver ikke vide noget om det her. Var det det?“
„Ja.“
Da jeg cyklede hjem den aften, var verden blevet større og smukkere. Det var køligt, næsten vindstille og i den klare luft kunne jeg se langt. Stærene havde samlet sig i flokke over rørskoven, og svalerne sad som noder på telefontrådene, klar til at rejse. Ude i de fugtige lavninger bryggede mosekonen. Verden havde åbnet sig, det hele ventede på mig derude et sted, og min krop var gennemstrømmet af varm lykke. Så kom jeg i tanke om kunstmagasinerne. En af dagene ville jeg cykle hen for at aflevere dem, tænkte jeg. Det bliver en god dag.
Erotiske noveller skrevet af AllerslystHistorien er rettet af Allerslyst Stem på historien
10
10333