Han kunne hverken se eller bevæge sig. Læderremmene omkring hans håndled sad fastspændt mod det kolde træ, og blindfolden lagde mørket som en tæt dyne over hans blik. Tid og sted opløstes. Alt, der var tilbage, var hjertet, der slog med en voksende uro – og forventning.
Et svagt fodtrin. Ikke til at placere. Blød gummi? Sokker? Derpå stilhed. Et suk, eller var det hans eget?
Luften ændrede sig. En varme – nærvær – som om nogen stod tæt ved ham nu. Meget tæt. Duften af hud, neutral og varm, med antydningen af røgelse og noget sødligt – vanilje? Hans næse søgte efter flere spor, som et dyr.
En finger. Ét strejf – så let, at han ikke var sikker på, om det overhovedet var virkeligt. Den bevægede sig hen over hans brystkasse i en kurve, så mod halsen, hvor huden var mest følsom. Det fik ham til at gyse.
Hvem er det?
Tankerne snurrede, kastede sig rundt som vilde heste. Var det en, han kendte? En fremmed? Skulle han stoppe det? Men remmene svarede ikke, og hans mund var bundet af noget stærkere end læder: nysgerrighed. En del af ham ville vide, hvor det her førte hen.
En varm ånde mod øret.
Han trak vejret skævt. Det var for meget. Eller for lidt. Han kunne ikke afgøre det.
Så – læber mod hans nakke. Bløde, langsomme, undersøgende. Det var ikke kærligt. Det var fokuseret. Som om han var et instrument, der blev spillet på. Fingre fulgte snart efter, lod sig glide langs ribbenene, ned over maven, forbi navlen. Ikke hurtigt. Ikke med formål – men med opmærksomhed. En sanselighed, der ikke behøvede svar, men bare blev ved.
Han var i tvivl. Det sved i kroppen. Kan jeg gennemføre det her, når jeg ikke ved, hvem den anden er? Men det var, som om kroppen svarede for ham. Musklerne slap langsomt deres modstand. En varme spredte sig. Han lænede sig ind i oplevelsen – uden at vide, hvem der havde skabt den.
Tankerne gled væk, én efter én, som skyer for solen. Tilbage var bare berøring. Duften. Mørket bag blindfolden. Den tyste puls, der voksede til en bølge. Og midt i bølgen – lysten.
Fingrene blev ved. Opdagede ham på ny. Som om han var et kort, nogen langsomt foldede ud. Et sted, han ikke selv havde besøgt før.
Så – en hånd, flad og fast, mod hans inderlår. Langsomt slappede den af. Kørte prøvende mod hans skridt. Men stoppede helt naturligt, inden berøringen, som blev forventet, udeblev.
En stemme, lav og utydelig, hviskede tæt på hans øre.
“Du kan stadig sige stop.”
Han sagde ingenting. Kun åndedrættet svarede, tungt og uroligt.
“Men du gør det ikke?!” hviskede stemmen, næsten drillende.
Hånden gled længere op ad maven, næsten drilsk. Tiden gik i stykker, brudt af pulsslag og sveddråber, der fandt vej ned ad hans bryst.
Så et kys. Ikke på munden – men midt på maven. Blidt, langsomt. Det føltes... urimeligt ømt.
Det er for meget, tænkte han. Det er ikke mig. Jeg ved ikke, hvem det er. Det er forkert…
Og alligevel var der noget i ham, der svarede. En slags tåge af varme, der bredte sig.
… men for helvede, det føles rigtigt. Rigtigt forkert.
Hans stemme kom, sprukken og næsten fremmed.
“Bliv ved…”
Stilhed. Så igen den varme ånde, der nu dansede hen over hans hofteben. Hænderne havde fået selvtillid. De pressede, løftede, kærtegnede. Et greb i hans hår trak let i hovedet bagud, blottede halsen – og noget vådt, tungt, varmt gled hen over huden. En tunge?
Han gispede. En ny skælven rystede gennem hans lænd. Det var som om, at den bløde tunge gav stød gennem sin kontakt med huden. Små sanselige stød gennem den varme tunge.
Hvad fanden gør du ved mig? Jeg har aldrig prøvet… det der…
Afsky og lyst kolliderede et kort sekund – og blev ét. En stønnen undslap ham, lav og næsten skamfuld. Han kunne mærke sig selv blive blottet. Ikke bare fysisk, men dybere. Det var ikke kontrol, der forlod ham – det var noget mere sårbart. Noget, han aldrig havde turdet vise.
“Sig det,” hviskede stemmen, næsten drillende.
“Sig hvad?” Han svedte. Stemmen var ru.
“At du vil have det.”
Han var stille. Så, som presset frem af hænderne mod sin hud, kom ordene:
“Gør det… igen.”
“Hvad, det her?” En finger gled over det allermest følsomme sted. Fingeren kørte over hans våde glans. Han gispede. Han var ved at tabe vejret.
“Ja… alt det, du gør. Mere.”
Han kunne mærke, hvordan han blev ført ud over kanten af sig selv. Grænser, han ikke vidste, han havde, blev først udfordret – og derefter opløst.
Jeg har aldrig... prøvet det her før. Og jeg kan ikke... stoppe det. Jeg vil ikke stoppe det.
Han var varm nu. Indefra og ud. Åndedrættet lå som damp mod blindfolden. Brystet hævede sig i små stød, som om hans krop ikke længere fulgte hans rytme, men noget andet. Noget ydre. Eller indre?
Fingrene havde forladt ham. Der var et øjebliks tomhed. Et sug af kulde, som når nogen forlader et rum uden at sige farvel. Han ville sige noget – men så kom det.
En ny varme. Ikke en berøring. Noget… omsluttende.
Han trak vejret skævt. Hele kroppen spændtes. Hovedet faldt let tilbage mod træet bag ham.
Hvad er det…?
Det var blødt, glidende. Ikke en hånd. Ikke læber. Noget andet. Det sendte stød op gennem hans rygsøjle, som et elektrisk ekko af nydelse og frygt. En varme, der indtog ham uden varsel.
“Du mærker det,” sagde stemmen tæt på hans øre. “Det er kun begyndelsen.”
Han ville spørge hvordan. Hvad. Men stemmen var for nær, og kroppen for langt væk.
Så – et nyt tryk. Lavt. Langsomt. Ved hans nederste grænse. En udforskning. Noget insisterende, men tålmodigt. Ikke voldsomt. Bare… tilstede.
Hans lår spændtes, prøvede at lukke sig, men var fanget. Fastspændt. Blottet.
Nej… det kan du ikke. Det gør du ikke.
Tankerne var som en flaksende fugl i et bur.
Det her har jeg aldrig prøvet før… det er forkert. Forkert…
Men kroppen, forræderen, svarede med en stille, ukontrollerbar dirren. Og med åbenhed.
Hvorfor føles det så rigtigt?
Et lavt støn undslap ham. Han ville tage det tilbage, men det var for sent.
“Sig det,” sagde stemmen igen, nu dæmpet, næsten øm.
“Hvad?” hviskede han.
“At du vil det.”
Der gik et slag tid. Et vejrtrækningens mellemrum.
“Jeg… jeg ved det ikke.”
Stemmen knækkede.
“Men stop ikke. Gør det… bare. Gør mig færdig.”
Så kom varmen tilbage, dybere denne gang. Han kunne mærke sig selv give efter – ikke bare i kroppen, men i noget dybere. En slags erkendelse. Han var ikke længere den, han troede, han var.
Han hang stille nu. Ikke længere i kamp med læderets greb eller sin egen skepsis. Kun med det efterdønningen af rystelser, som kroppen udløser, når man har overgivet sig fuldstændigt – ikke bare til berøring, men til det ukendte. Det han aldrig troede, han ville byde sig selv.
Et klik bag hans hoved. Stoffet blev løsnet.
Lyset vendte stille tilbage. Ikke brutalt, men med en fløjlsagtig blødhed, som om det kendte hans sårbarhed.
Det første, han så, var sig selv. Eller rettere: det, der var tilbage af ham. Den åbne, blottede, rødblussede hud. Det let skælvende bryst. De tunge åndedrag.
Så sænkede han blikket.
En ung mand. På knæ foran ham.
Læberne trykket mod hans mave. Hans mund arbejdede sig på en gang blidt og krævende længere ned. Han omkransede lemmen med sine læber. Øjnene lukkede. Hænderne hvilende som en bøn omkring hans hofter.
Og kysset… var ikke begærligt. Det var helligt. Næsten ømt. Som om han blev tilbedt, ikke erobret.
Et sus fór gennem ham. Ikke chok. Noget dybere. Noget, der knækkede stille i ham – som en spænding, der endelig gav slip.
En mand… det er en mand. En mand, som har taget lemmen i hans mund. Lemmen var vokset sig stor og følsom, som aldrig nogen sinde før.
Tankerne fór kort og flaksende som møl mod lys. Men kroppen… den svarede med varme. Ikke flugt. Ikke modstand.
Pludselig – en hvisken. Tæt bag hans øre. Lavmælt og silkeblød. Kvindelig. Det var hans kærestes blide stemme.
“Jeg vidste, du kunne nyde en mand.”
Han stivnede.
Ikke i rædsel.
I genkendelse.
Stemmen var som et ekko fra hans drømme – eller måske mareridt. Den havde båret ham frem hertil. Hver berøring. Hvert spil med hans grænser. Hver nydelse, der havde overrasket ham.
Hun har set det. Hele tiden. Hun kendte vejen, før jeg selv gjorde det.
Han ville tale. Ville spørge: Hvorfor? Hvordan vidste du det?
Men læberne nægtede at forme ordene. De var for optagede af at trække vejret, som om de aldrig havde prøvet det før.
Den unge mand løftede blikket. Hans øjne var åbne nu. Blå. Mørke. Rolige.
Ikke undskyldende. Ikke krævende.
Blot… tilstede.
Med hans lem dybt i munden.
Og bag ham – hendes åndedræt. Stadig tæt. Stadig styrende.
“Du var klar,” hviskede hun. “Du skulle bare hjælpes derhen.”
Et gisp. Et suk. Et stille smil, han ikke selv bemærkede, før det voksede over hans læber.
Han nikkede.
Langsomt.
Modvilligt.
Med fuld overgivelse.
Og taknemmelighed over, at have så dejlig en kæreste.
Hun kørte sine fingre over hans brystkasse, mens hun trak hans hovede bagud. Hun trak krævende i hans ene brystvorte, mens han mærkede en varm mund om hans stive lem. Han mærkede, hvor stor han var. Og hvor tæt han var på, at komme. En ophidselse og glæde over, at hans kæreste var der.
Et suk. En udløsning. En oplevelse af, at kunne sprøjte i evighed var den sidste fornemmelse han havde, inden han vågnede fra sin drøm.
Erotiske noveller skrevet af Max2022dk Stem på historien
10
10333