EN KOLLEGA, EN KROP, ET KALD
PROLOG
Jeg har altid haft et godt øje til Søren. Ikke på den måde, man normalt har det med en kollega. Det var noget i hans måde at lytte på, noget i hans blik, når jeg talte om mænd. Han dømte aldrig. Spurgte nysgerrigt. Lo med, men aldrig ad. Han sagde, han selv var til kvinder. Og jeg troede ham. Længe.
Alligevel var der noget. Et blik, der hang lidt for længe. En berøring ved albuen, der blev siddende. Et smil, som ikke kun var venligt, men også… åbent. Tilgængeligt. Som om han ville noget, han endnu ikke havde givet sig lov til.
Jeg begyndte at fantasere. Først i smug. Så mere åbent i mig selv. Jeg forestillede mig ham i mørket. Hans krop mod min. Hans mund om min pik. Hans røst, lav og rå, hviskende mit navn med lyst.
Men jeg gjorde ingenting. For han var en kollega. Og jeg havde lært, at fantasier sjældent bliver virkelige.
Indtil den aften, hvor vi gik ind på Cosy Bar sammen. Indtil han kyssede mig. Indtil han åbnede sig – både krop og sjæl – og viste mig, at lysten havde ligget dér hele tiden, lige under overfladen.
Det her er historien om os. Om at tage imod. Om at give sig hen. Om at turde elske en mand – også når man troede, man aldrig ville.
NOVELLEN: En kollega, en krop, et kald
Jeg havde altid haft det nemt med Søren. Fra første dag på kontoret, hvor han hilste med et fast håndtryk og et afslappet smil, var der noget i hans væsen, der fik mig til at sænke skuldrene. Det var ikke bare den lune måde, han talte på, eller hans evne til at lytte uden at dømme – det var den måde, han så mig på. Ikke som en “kollega der er homoseksuel”, men bare som… mig.
Vi kom hurtigt til at snakke om alt muligt – musik, film, kærlighed, sex. Jeg kunne sige næsten hvad som helst, og han blinkede ikke engang, bare smilede og nikkede eller kom med en skæv bemærkning, der viste, at han faktisk havde hørt efter. Han fortalte en dag, over en sen øl efter fyraften, at flere af hans venner var bøsser eller bi. “Jeg har aldrig haft problemer med det. Folk er jo bare mennesker, og lyst er lyst,” sagde han og skød lidt med underlæben. “Men jeg har selv altid været til kvinder.”
Dengang nikkede jeg bare og lod det ligge. Men jeg begyndte at lægge mærke til ting. Den måde hans blik gled hen over min mund, når jeg talte. De ekstra sekunder hans hånd blev på min skulder, når han grinede. Hvordan han opsøgte mit selskab, også når der ikke var nogen grund.
Det var ikke noget, jeg sagde højt. Ikke dengang. Men det blev liggende i mig som varme under huden. En begyndende tvivl. Eller var det et håb?
Jeg ved ikke, hvad der præcis tippede det. Måske var det den aften vi blev hængende længst – efter den årlige sommerfest. De andre var gået, musikken fra barens højtalere var dæmpet til et blødt bagtæppe, og vi sad dér, lidt for tæt, lidt for stille. Han så på mig, og jeg så ikke væk.
Vi gik hjemad igennem byens gader, trætte på den der måde hvor man ikke helt har lyst til, at aftenen skal slutte. Sommerluften hang tungt over brostenene, og vores skridt gav ekko mellem husmurene. Vi passerede det ene værtshus efter det andet – mørke hul-i-væggen-steder med sprukken maling og musik, der lød som fra en anden tid. Der var grin og røg i luften, og nogle steder de karakteristiske regnbueflag hængende over døren eller i vinduet, næsten som en hemmelig hilsen.
Vi nærmede os pisserenden. Og da vi gik forbi Cosy Bar – den lille, svedige bøssebar hvor jeg selv havde haft et par ret vilde nætter – standsede han op et øjeblik og kastede et blik mod døren. Den stod på klem, som om den lokkede. Der kom en brølende latter indefra, og en mand i tanktop dinglede ud, cigaret i mundvigen.
“Vi kan da godt gå derind,” sagde Søren. Hans stemme var lav og rolig, som om han tilbød mig et tyggegummi. “Det har jeg ikke noget imod.”
Jeg så på ham. Hans blik var klart, uanfægtet. Og alligevel… jeg ved ikke. Måden han sagde det på. Ikke udfordrende. Men heller ikke bare for sjov.
“Okay,” sagde jeg. Lidt for hurtigt. Og jeg tænkte mit. Tænkte, hvad fanden det var, han ville bevise – og for hvem.
Inde i baren var lyset dæmpet, rummet tæt af øl, parfume og svedig kropsvarme. Et techno-remix af et gammelt pophit pulserede i baggrunden. Mænd stod tæt i baren, nogle i læder, andre i jeans og tanktops, et par stykker i skjorte som os. Vi trak os lidt tilbage, hen mod et bord i hjørnet. Jeg hentede to fadøl, og da jeg kom tilbage, sad han allerede og betragtede rummet med et udtryk jeg ikke kunne læse. Nysgerrig? Afslappet? Eller noget mere?
Vi sad tættere, end vi plejede. Jeg kunne mærke hans knæ mod mit. Han lænede sig ind, så jeg måtte dreje hovedet for at høre ham, og hans læber var pludselig tæt på mit øre.
“Er det her sådan et sted, hvor man… ja, du ved. Finder nogen at gå hjem med?”
Jeg sank. Varme skyllede gennem mig.
“Nogle gange,” sagde jeg lavt. “Kommer an på, hvad man leder efter.”
Han så på mig. Længe. Så løftede han sit glas, tog en slurk og sagde:
“Måske er det derfor, vi gik herind.”
Søren rejste sig og sagde, at han lige skulle på toilettet. Jeg nikkede bare og så efter ham, mens han banede sig vej mellem de tætpakkede mænd. Hans skjorte sad lidt løsere nu, øverste knap åben, og han havde rullet ærmerne op. Jeg blev siddende med mit glas og lod som om, jeg kiggede ud i rummet. Men mit blik gled gang på gang mod døren til toilettet bagerst i lokalet.
Hvis man vidste det – og det gjorde jeg – så vidste man også, at der somme tider foregik mere end bare det nødvendige derude. Kys i skyggerne. Hurtige, sultne hænder. Nogle gange mere end det. Jeg havde selv… været der. Og nu kunne jeg ikke lade være med at tænke: Ved han det? Ved han, hvad han går ind til?
Der gik længere tid, end man normalt bruger på at pisse. Jeg lod hånden glide langs kanten af mit glas, kiggede ned og mærkede, hvordan fantasierne begyndte at tage form. Gad vide… var der en fyr derude, som havde set ham? Havde han… ladet noget ske?
Jeg forestillede mig det. Søren i det smalle lokale, mod væggen. En fremmed hånd mod hans bryst. Et hviskende “du er lækker” tæt ved hans øre. Måske et blik, han ikke kunne stå imod. Måske et kys, der kom bagfra. Og Søren, der i første sekund tøvede, men ikke skubbede væk.
Mit hjerte slog hurtigere. Ikke af jalousi – ikke kun – men af en underlig, vild lyst. Hvis han havde gjort noget… hvad betød det så? Hvad ville han så sige, når han kom tilbage?
Døren til toilettet gik op. Han trådte ud. Roligt. Som om intet var hændt. Men da han fik øje på mig, smilede han på en måde, jeg ikke havde set før. En skygge af noget frækt i mundvigen. Og da han satte sig igen, så tæt på som før, lænede han sig ind og sagde:
“Der var en, der spurgte, om vi var sammen.”
Hans blik søgte mit. “Jeg sagde, det vidste jeg ikke endnu.”
Der kom en fyr gående ud fra toilettet kort tid efter Søren. Han var i slutningen af tyverne, med tæt skæg og en mørk tanktop, der sad stramt over brystet. Han kastede et blik på os, og da hans øjne mødte Sørens, kom der et lille, indforstået smil. Ikke vulgært. Bare… som om de havde delt noget. En tanke. En berøring. Et øjeblik.
Jeg så det hele. Og det gjorde noget ved mig. Tændte mig. Gjorde mig sulten. Søren vendte sig mod mig med det samme, som om han havde mærket min uro og ville tage luften ud af den. Men det gjorde han ikke. Tværtimod.
“Det er da et hyggeligt sted,” sagde han, og hans stemme var let, nærmest drillende. Han lagde armen om mig og klemte mig ind til sig. Hans hånd lå mod min hofte, og det var ikke bare en venskabelig gestus. Der var varme i det. Tyngde. Noget, der sagde jeg holder dig her.
“Kommer du tit her?” spurgte han så. “Eller… sådan kan man vel ikke sige.” Han grinede lidt for sig selv, men holdt blikket i mit, som om han ville se, hvordan jeg reagerede.
“Det hænder,” svarede jeg. Min stemme var lidt hæs. Jeg kunne mærke hans krop mod min, og det satte alt i brand. “Kommer an på, hvem man har lyst til at møde.”
“Hm.” Han nikkede langsomt og lod hånden glide lidt længere ned mod min lænd. “Sådan én, du kunne finde på at tage med hjem?”
Jeg vidste ikke, om han mente sig selv. Eller den fyr fra toilettet. Eller bare det hele. Men jeg svarede:
“Måske. Hvis stemningen er rigtig.”
Søren lænede sig tættere på. Hans læber næsten ved min kind. Hans hånd hvilende på min lænd nu, som om han afmålte hvert sekunds berøring.
“Og… er stemningen rigtig nu?”
Jeg vendte hovedet mod ham, og vores næser strejfede hinanden. Mit hjerte bankede. Jeg kunne mærke varmen i min mave, i mine lår, i hele kroppen.
“Den er på vej derhen,” sagde jeg.
Og så skete der noget i hans blik. En beslutning.
Søren blev siddende tæt. Hans hånd flyttede sig ikke. Tværtimod. Den gled ned ad min lænd, lidt længere, indtil hans fingre hvilede lige dér hvor skjorten slap, og huden begyndte. Der var intet tvivlende over det. Ikke længere.
“Den fyr fra før,” sagde jeg lavt, næsten uden at tænke. “Ham der smilede til dig… kender du ham?”
Søren så på mig. Et lille skævt træk i mundvigen. “Nej,” sagde han, og så tilføjede han, næsten hviskende: “Men han var hurtig til at aflæse stemningen.”
Jeg sank. Mit blik gled mod baren, hvor fyren nu stod igen. Han kastede endnu et blik i vores retning. Denne gang længere. Som om han ventede på noget.
“Hvad lavede I derude?” spurgte jeg. Det var ikke anklagende. Bare… ærligt nysgerrigt. Og ophidset. Ramt af tanken.
Søren tøvede ikke. “Han kyssede mig,” sagde han. “Spurgte, om jeg havde prøvet det før. Jeg sagde nej. Han sagde, jeg virkede nysgerrig.” Han trak lidt på skuldrene, stadig med hånden på mig. “Det var… spændende.”
Mit åndedræt blev tungere. Det brændte i kroppen. “Og nu?”
“Nu?” Han lænede sig endnu tættere på, hans læber næsten mod mit øre. “Nu tænker jeg, at jeg har lyst til mere. Men ikke alene.”
Han så mig direkte i øjnene. “Skal vi invitere ham herhen?”
Jeg behøvede ikke svare. Søren rejste sig, gik mod baren og lagde en hånd på fyrens skulder. De talte lavmælt. Fyren smilede. Nikkede. Og fulgte med tilbage.
Han satte sig på den anden side af mig. Tæt. Så tæt at jeg mærkede varme fra to kroppe på én gang.
“Jeg hedder Emil,” sagde han. Stemmen mørk, men blød. Han lagde hånden på mit lår. Ikke spørgende. Afdæmpet, men tydelig.
Søren så på mig. Hans blik var åbent, sitrende af lyst. Der var ikke mere tvivl. Ikke i nogen af os.
“Er det okay?” spurgte han. “Hvis vi… deler oplevelsen lidt?”
Min krop svarede før min mund. Jeg lænede mig mod Søren og kyssede ham. Mærkede, hvordan han svarede med bløde, søgende læber. Da vi trak os lidt væk fra hinanden, var det Emil der lænede sig frem og kyssede mig i nakken. Langsomt. Varmt.
Cosy Bar var fuld af larm og latter. Men i hjørnet, hvor vi sad, blev verden stille. Og vild. Og lige på kanten.
Jeg lod hånden glide op ad Sørens lår, langsomt, men målrettet. Han sagde ikke noget, så jeg lod fingrene fortsætte, hen over den tynde stofskjorte, indtil de nåede frem til bulen mellem hans ben.
Den var tydelig. Hård. Pulserende. Og der var ingen tvivl længere.
Han var tændt. Liderlig. Og åbenbart ikke kun efter en kvinde.
Jeg så op på ham, men han så allerede på mig. Hans blik var mørkt og sultent, og han trak kun vejret tungere, da jeg lod hånden hvile lidt længere. Hans ben spændte op, men han flyttede sig ikke. Tværtimod. Han spredte dem en anelse, som for at give plads.
“Hvad tænker du nu?” hviskede jeg.
Han lænede sig tættere på og svarede med ru stemme: “At det her… føles rigtigt.”
På den anden side sad Emil og iagttog os, hans hånd nu på Sørens lår, over min. Han grinede lavt, næsten som en hvisken, og lod sin finger glide hen over mine knoer.
“Han er vild med dig,” sagde han og så på Søren. “Det er tydeligt.”
Søren nikkede langsomt. “Jeg tror, jeg er vild med ham.”
Og så lod han sin hånd finde min nakke, trak mig ind og kyssede mig. Blødt. Men sultent. Uden forbehold. Jeg mærkede hans tunge søge, hans læber åbne sig. Det var ikke et eksperiment. Det var lyst. Ægte.
Min hånd blev, hvor den var. Hans bule voksede under mit greb, og han stønnede lavt mod min mund. Emil lænede sig ind, lod sin hånd glide længere op ad Sørens lår, og Søren spændte kort i kroppen – men sagde stadig intet. Han tog imod. Det hele.
“To mænd der rører dig,” hviskede Emil. “Er det nyt for dig?”
“Ja,” hviskede Søren. “Men det føles ikke sådan.”
Vi vidste, at vi ikke kunne blive siddende sådan længe. Baren var mørk, men ikke blind. Og alligevel… ingen så ud til at lægge mærke til os. Eller også lod de som om.
“Toiletterne?” spurgte Emil.
Søren så på mig. Hans øjne bad ikke om lov. De bad om, at jeg gik med ham hele vejen.
Jeg nikkede.
Og så rejste vi os. Sammen.
Toilettet var smalt og dunkelt, med en enkelt pære i loftet og en dør, der knirkede, da vi lukkede den bag os. Der var en slags rungende stilhed derinde, selvom musikken fra baren stadig kunne høres som en dump rytme bag væggen.
Søren lænede sig op ad væggen og så på os. Der var ingen uro i hans blik. Ingen nervøs latter. Kun ren lyst. Hans bryst hævede og sænkede sig hurtigt, som om han allerede var midt i akten.
Jeg trådte tættere på ham og kyssede ham igen – dybere denne gang, mere krævende. Min hånd fandt hans brystkasse, mærkede varmen og musklerne under skjorten. Jeg knappede den op, én knap af gangen, mens vores tunger mødtes og dansede. Hans hænder var på mine hofter nu, trækkende mig tæt ind mod hans krop, mod den hårde bule, der pressede mod mit lår.
Emil stod tæt bag mig. Jeg mærkede hans hænder på mine skuldre, hans læber mod min nakke. Han trak vejret tungt og lod sine fingre glide ned over min ryg, mens jeg koncentrerede mig om Søren – åbnede hans skjorte helt og lod hænderne glide ned over hans mave, hans bælte, hans lynlås. Han stønnede lavt mod min mund, da jeg fik hans bukser åbnet og trak dem lidt ned.
Hans pik sprang fri – stiv, varm, glinsende i spidsen. Jeg sank, både i fysisk forstand og ind i en anden form for tilstedeværelse. Lod mig glide på knæ foran ham og så op på ham, mens jeg tog ham i hånden. Han så ned på mig, og vores blikke mødtes. Hans øjne var sorte af begær.
Jeg lod min tunge spille hen over spidsen. Han stønnede – højere nu – og lagde en hånd i mit hår, ikke for at presse, bare for at mærke. Emil knælede ved siden af mig og lod sine læber finde Sørens mave, kyssede hans hofte, hans lår. Vi delte ham. Søren var i min mund, dybt, mens Emil slikkede hans kugler, langsomt, intenst.
“Fuck,” stønnede Søren. “Det… det er for meget.”
Men han flyttede sig ikke. Han tog imod alt.
Jeg lod ham glide ud af munden et øjeblik, og Emil tog over, længe og sultent. Jeg så op på Sørens ansigt – han var væk i nydelsen. Hans hånd greb mit, klemte hårdt. Han var lige dér – på kanten. Og han holdt sig ikke tilbage.
Da han kom, gjorde han det med et hæst støn og hele kroppen i spænd. Emil tog imod ham med åben mund, og jeg kyssede hans lår, hans mave, hans bryst, mens han krampede i små, dirrende ryk. Så sank han sammen mod væggen, stakåndet og med et blik, der glimtede af chok og ekstase.
Der gik et øjeblik, før han sagde noget. Hans hånd fandt min kind. “Det… det har jeg aldrig oplevet før. Og det føltes… rigtigt. Forbandet rigtigt.”
Emil smilede. “Du tog imod os. Begge to. Det kræver noget.”
Søren trak vejret dybt. “Jeg vil mere. Hvis du vil.”
Jeg kyssede ham blidt. “Jeg har villet længe.”
Emil kunne ikke vente. Hans blik var mørkt og fokuseret, og han gik direkte hen bag Søren, som stadig stod med skjorten åben, åndedrættet tungt, kroppen varm af begær. Uden et ord lagde Emil hænderne på Sørens hofter, drejede ham blidt rundt og trykkede ham op mod væggen.
Søren lod det ske. Ingen modstand. Tværtimod – han lænede sig frem, plantede hænderne mod væggen og skubbede bagdelen let tilbage, som en stiltiende invitation. Bukserne hang allerede nede om lårene, og Emil trak dem længere ned, blotlagde ham helt.
Jeg blev stående et øjeblik og så til. Overrasket, ja. Men også tændt, som jeg aldrig havde været det før. Det var én ting at fantasere om Søren, at mærke hans kys og varme, hans begær vendt mod mig. Det her… var noget andet. Han gav sig hen – uden tøven.
Emil spyttede i hånden, smurte sig selv ind og placerede sig bag Søren. Han trak Sørens baller lidt fra hinanden og gled frem. Søren udstødte et lavt, rustent støn, som blev til et suk, da Emil langsomt trængte ind i ham. Helt i bund. Jeg så hans ansigt, og det var ikke smerte, ikke chok – det var nydelse. Ren, dyb nydelse.
Så vendte han hovedet, så på mig og sagde, hæst og med et glimt i øjet: “Kom her.”
Jeg trådte tæt på, og han bukkede sig. Hans hænder fandt min hofte, og uden tøven tog han mig i munden. Varm, våd og dyb. Jeg stønnede, overrasket over hvor naturligt han gjorde det. Hvordan han fandt rytmen med det samme, uden usikkerhed, uden tøven.
Emil begyndte at bevæge sig bag ham, med langsomme, dybe stød. Jeg kunne mærke vibrationerne fra hver bevægelse i Sørens mund. Han tog mig dybere, slubrede, lod tungen lege og pressede sig selv tilbage mod Emils stød, som om han sultede efter det hele. Og måske gjorde han det.
“Du har prøvet det før,” hviskede jeg, mens jeg så ned på ham.
Han trak sig kort ud, så op på mig med blanke øjne. “Måske. Men aldrig som det her.”
Så tog han mig ind igen. Hurtigere. Mere krævende. Som om han ville have alt på én gang – være midtpunkt, give og tage, fyldes og fylde.
Emil stønnede bag ham, greb fat om hans hofter og kneppede ham nu hårdt, rytmisk. Lydende i det lille toilet var rå, ægte: kød mod kød, støn, sugen, smasken, åndedrag. Det var dyrisk. Men også smukt – tre mænd, tre kroppe, ét begær, frit og uden forbehold.
Jeg mærkede det komme. Presset. Den tikkende varme, der trak sig sammen i mit underliv.
“Jeg kommer snart,” stønnede jeg.
Søren så op på mig, uden at trække sig ud. Han nikkede bare, tog mig dybere, holdt mig fast. Og så lod jeg det gå. Kom i hans mund, mens han blev kneppet bagfra. Han tog imod det hele. Slugte mig. Tog Emils stød, som voksede i tempo, og snart stødte Emil dybt ind, knurrede, og sprøjtede i Søren med et voldsomt ryk, der fik hele hans krop til at spænde.
Vi sank alle sammen. Svedige. Stakåndede. Et virvar af skjorter, hud og varme. Ingen sagde noget et øjeblik. Vi var bare dér. I det.
Så smilede Søren, tørrede munden med bagsiden af hånden og så først på mig, så på Emil.
“Det var… meget.”
Jeg nikkede. “Det var fantastisk.”
Han trak bukserne op, knappede skjorten halvt og sagde: “Jeg tror, jeg er nødt til at gentænke nogle ting.”
Emil grinede. “Bare sig til, hvis du har brug for hjælp til det.”
Vi trådte ud fra toilettet som tre mænd, der havde været inde i det samme rum – og kommet ud forandrede. Emil gik i forvejen, blinkede til os og sagde med et grin, at han ville tage en taxi og lade os have resten af aftenen for os selv. Det var som om han vidste, at det var nødvendigt.
Søren og jeg blev stående et øjeblik ved baren, tyste. Musikken havde skiftet til noget mere melankolsk. Rummet omkring os summede stadig af latter og lyst, men for mig var det som om vi stod i et stille centrum. Jeg vendte mig mod ham og så ind i hans ansigt – ikke bare som ven, kollega, begær. Men som noget nyt.
Han så lidt væk, bed sig i læben, før han sagde:
“Det der… det havde jeg ikke planlagt.”
“Det ved jeg.”
Han så endelig på mig. Øjnene blanke. Trætte, men levende. “Men jeg fortrød det ikke. Ikke et sekund.”
“Det gjorde jeg heller ikke,” sagde jeg stille. Jeg rakte ud og lagde hånden på hans arm, og han så ned på min hånd. Lagde sin ovenpå. Greb den. Holdt fast.
“Da jeg så dig med Emil… da du tog imod ham og så på mig bagefter…” Jeg tøvede. “Jeg tror, jeg blev forelsket i dig lige dér. På en ny måde.”
Søren rystede næsten umærkeligt på hovedet. “Det er det, der skræmmer mig mest. At jeg måske også er ved at blive det. Og det føles ikke forkert. Det føles… rigtigt. Mere rigtigt end meget andet i lang tid.”
Jeg trak ham med ud på gaden. Luften var kølig nu, og vi gik bare. Uden mål. Side om side, indtil han tog min hånd, midt på gaden, uden at gemme det. Og han holdt den fast. Gik tæt.
“Jeg har brug for, at vi taler sammen om det her,” sagde han.
“Det kan vi gøre. I morgen. Eller hele natten. Hjemme hos mig?”
Han nikkede. Så kiggede han på mig og smilede skævt.
“Men jeg advarer dig. Jeg har ingen idé om, hvor det her ender.”
“Det har jeg,” sagde jeg. Og trak ham ind til mig, kyssede ham midt i natten, midt i byen.
Han svarede. Med hele kroppen.
Hans lejlighed var ikke stor, men der var varme i rummene – bøger, billeder, gamle plakater fra rejser og koncerter. Et tæppe smidt skødesløst over sofaen, et halvt drukket glas vin på reolen. Jeg havde været der før – som kollega, ven – men aldrig på den her måde.
Vi smed jakkerne. Han åbnede et vindue. Det var som om luften dér i stuen var for tæt, som om den bar spor af det, vi havde været igennem tidligere på aftenen. Vi satte os på sofaen. Snakkede. Om Emil. Om overraskelsen. Om os selv.
Men ordene blev færre og pauserne længere. Vores knæ stødte mod hinanden. Hans hånd lå på mit lår. Min fandt hans. Blikket imellem os hang i luften, tungt af noget uudtalt, og jeg brød det til sidst.
“Jeg har drømt om dig,” sagde jeg. “Om at tage dig. Føle dig omkring mig. Høre dig stønne mit navn.”
Han rødmede, men smilede. “Og jeg… jeg har tænkt på, hvordan det ville være. At give mig hen. Men også… at tage dig.”
Vi rejste os, næsten samtidigt. Som om vi var blevet enige uden ord. Inde i soveværelset kyssede vi igen. Langsomt, men intenst. Han knappede min skjorte op, trak den af mig og lod sine hænder glide hen over min brystkasse. Jeg åbnede hans bukser, trak dem ned, og vi stod snart nøgne foran hinanden, uden tøven, uden noget skjult længere.
Jeg skubbede ham blidt bagud mod sengen, og han satte sig. Så lagde han sig tilbage og så på mig med et blik, der bad om mere.
“Vil du tage mig?” spurgte han lavt.
“Ja,” svarede jeg. “Det har jeg villet længe.”
Jeg lagde mig mellem hans ben, kyssede hans lår, hans hofte, hans pik, som allerede var stiv igen – og han gispede, da jeg lod tungen lege omkring spidsen. Jeg tog mig tid. Byggede ham op. Og da han var klar, trak jeg ham længere op i sengen, smurte mig selv ind, løftede hans ben og trængte langsomt ind i ham.
Han spændte kort, men gav hurtigt efter – hans krop åbnede sig for mig, tog imod mig. Han klynkede lavt, holdt mit blik. Og da jeg var helt inde, sagde han kun ét ord: “Ja.”
Jeg begyndte at bevæge mig. Langsomt først, så dybere, hurtigere. Han tog imod, stønnede, lukkede øjnene og greb fat i lagnet. Hver bevægelse trak et nyt lyd ud af ham – sårbart og råt, lystfyldt og fuld af hengivelse.
Jeg kyssede ham, mens jeg tog ham. Vores svedige hud mod hinanden, hans hænder på min ryg, hans ben viklet om mine hofter. Han tog alt, jeg gav ham – og bad om mere.
Da jeg kom, var det med et dybt støn og hele min krop i spænd. Jeg sank ned over ham, blev liggende, begravet i ham, mens vores åndedræt fandt ro igen.
Men så vendte han mig om. “Min tur,” sagde han med et skævt smil.
Og han tog mig. Med samme glubende lyst. Jeg var allerede følsom, men hans berøring satte det hele i brand igen. Han slikkede mig, kyssede mig, og da han trængte op i mig, var det som om noget i mig åbnede sig på en ny måde. Jeg tog ham helt ind. Råbte næsten af nydelse. Han kneppede mig hårdt, med hænderne på mine hofter, brystet mod min ryg, hans stemme i mit øre:
“Jeg vil mærke dig helt.”
Og det gjorde han. Til sidste stød. Til han kom med et stødende suk og lod sig falde ned over mig, varm og tung og nær.
Vi lå der længe. Bare lå. Vores hjerter slog i takt. Vores hud klistrede af sved. Vores hænder fandt hinanden igen.
“Vi er ikke bare kolleger længere,” sagde han, halvt i søvn.
“Nej,” svarede jeg. “Vi er noget mere nu.”
Og med vores kroppe viklet ind i hinanden, faldt vi i søvn.
Solen faldt skævt ind gennem persiennerne og kastede varme striber over bordet. Kaffeduften hang i luften, og Søren sad overfor mig i en krøllet t-shirt og med det uglede hår fra natten stadig i behold. Vi spiste langsomt. Smør på ristet brød, lidt frugt, ingen hast. Som om vi begge havde brug for at trække vejret i det nye.
Jeg så på ham. Der var noget andet i hans blik nu. Ikke kun begær. Men også sårbarhed. Noget åbent.
“Så…” sagde jeg og tog en slurk kaffe. “Hvor mange mænd har du kneppet?”
Han hævede øjenbrynene en smule, som om han ikke havde forventet spørgsmålet – men han kiggede ikke væk. Tværtimod.
“Flere end du regner med,” sagde han. “Jeg har kneppet. Og jeg er blevet kneppet af rigtig mange.” Han lod ordene stå. Uden undskyldning. Uden skam. “Men jeg har aldrig accepteret det. Ikke som noget, der var… mig.”
Jeg nikkede. Smilede. Der var intet i mig, der dømte. Tværtimod. Det tændte mig. Ikke fordi det var mange. Men fordi han endelig sagde det højt.
Jeg lænede mig frem, kyssede ham blidt, længe. Mine læber mod hans. Ingen larm. Bare kontakt.
“Du er vist en værre en,” hviskede jeg med et lille smil mod hans mund.
Han smilede tilbage. Trak lidt på skuldrene. “Det har jeg vist altid været. Jeg har bare gemt det godt.”
“Du gemmer dig ikke mere.”
Han rakte ud, tog min hånd hen over bordet. Holdt den fast, som han havde gjort aftenen før. Denne gang uden seksuelt begær i blikket. Men med noget langt farligere. Ægte tilknytning.
“Tror du, man kan starte forfra i sin egen krop?” spurgte han.
“Ja,” sagde jeg. “Det gjorde du i nat.”
Efter morgenmaden blev vi bare siddende. Ingen af os havde lyst til at rejse os. Søren havde stadig min hånd i sin, og jeg kunne mærke hans tommelfinger cirkle let hen over min hud. Små bevægelser. Intet planlagt. Bare… nærvær.
“Jeg har aldrig prøvet det her før,” sagde han lavt og så op. “Ikke sexen. Men det bagefter. At blive. At ville være her. Ikke skynde mig ud af min egen lyst.”
“Det er første gang, jeg har haft lyst til at blive liggende med en kollega,” sagde jeg og grinede blidt.
“Så er vi to.”
Vi endte i sofaen igen, med et tæppe over benene, kaffe i kopperne og vores kroppe tæt. Vi så ikke noget, vi lyttede ikke til noget – vi var bare. Kys blev til kærtegn. Kærtegn blev til stille åndedrag mod halsen. Og til sidst vendte han ansigtet op mod mit og sagde:
“Jeg vil mærke dig igen. Men… roligt. Blidt. Jeg har lyst til os.”
Jeg lod hånden glide hen over hans bryst, under t-shirten, som han hurtigt smed. Hans hud var varm og levende under mine fingre. Jeg kyssede hans kraveben, hans hals, den lille fordybning over brystbenet. Hver reaktion, hvert suk, hver spænding i hans muskler gjorde noget ved mig. Han overgav sig, men ikke som natten før – nu var det med øjne åbne, hjerte blottet.
Vi gik ind i soveværelset, men denne gang langsomt, smilende. Han lagde sig på ryggen, og jeg kravlede op over ham, kyssede hans bryst, hans mave, hans hofter. Hans pik voksede under min berøring, men vi skyndte os ikke. Han lod fingrene glide gennem mit hår, guidede mig, men lod mig føre.
Jeg tog ham i munden igen – denne gang med ømhed, med tålmodighed. Han lå med hovedet bagover, øjnene lukkede, og hver gang han trak vejret tungt, voksede hans lyst. Da han trak mig op til sig, kyssede han mig dybt.
“Vil du have mig igen?” spurgte jeg.
Han nikkede. “Ja. Men jeg vil også have dig bagefter.”
Vi byttede stillinger. Denne gang var han løftet op med puder under lænden. Jeg trængte ind i ham langsomt, med øjnene låst i hans. Vi sagde ikke noget. Alt var i blikket. I vejrtrækningen. I den måde vores kroppe gled sammen på.
Jeg elskede ham. Ikke bare knaldede. Jeg elskede ham. Han tog imod mig, med lette støn og et fast greb om mine skuldre. Hans ben viklet om mig. Vi var ét. Da han kom, gjorde han det med et lille klynk og med øjnene åbne. Og jeg kom kort efter, dybt inde i ham, mens han holdt om mig.
Vi blev liggende længe. Svedige. Rolige. Tæt.
“Nu føler jeg mig ikke alene længere,” sagde han, med stemmen dæmpet mod min kind.
“Det er du heller ikke,” svarede jeg.
Ugen efter var det, som om verden havde ændret farve.
På kontoret var alt, som det plejede – kaffemaskinen, kollegernes småsnak, lyden af tastaturer. Men hver gang Søren og jeg mødte hinandens blik, var der en understrøm. Et smil, der varede lidt længere. En berøring ved skulderen, der sagde mere end ord.
Ingen vidste noget. Ikke endnu. Men det gjorde ikke noget. Vi havde vores eget rum nu. Vores egne minder. Vores egen begyndelse.
En aften, da vi gik hjem fra arbejde, lagde han hånden i min. Uden at se sig omkring. Bare lod det ske.
“Jeg troede, jeg kendte mig selv,” sagde han. “Men du… du åbnede noget i mig, jeg havde gemt væk i årevis.”
“Du har ikke ændret dig,” sagde jeg. “Du har bare foldet dig ud.”
Han lo stille. “Foldet mig ud, ja. Som en lummer, forelsket, liderlig sommerblomst.”
Jeg grinede og kyssede ham midt i fodgængerfeltet. Folk så, men vi så ikke dem.
Vi gik hjem til ham den aften. Og elskede igen – ikke vildt og hæmningsløst som første nat, ikke blidt og søgende som søndag. Men som to mænd, der havde fundet noget, de ikke længere ville gemme. Kroppene kendte nu hinanden, men lysten var ny hver gang. Jeg mærkede det i ham – at han gav sig hen, ikke kun fysisk, men også følelsesmæssigt. Og jeg tog imod det. Alt.
Da vi lå tæt i mørket bagefter, hørte jeg ham mumle:
“Jeg tror, jeg elsker dig. Ikke fordi jeg er forvirret. Men fordi jeg er mig selv.”
Jeg kyssede ham i håret og svarede, stille:
“Jeg elsker dig, Søren. Lige præcis som du er.”
Og dér begyndte det rigtige eventyr.
Erotiske noveller skrevet af Kokkedal2980 Stem på historien
10
10333