DET, VI MÆRKEDE
PROLOG
Jeg har ofte tænkt på, hvornår jeg egentlig begyndte at opdage fyrene.
Det var næppe på én bestemt dag. Der var ikke noget øjeblik, hvor en dør pludselig gik op, og jeg forstod mig selv. Det kom langsomt – gennem blikke, venskaber, latter og først og fremmest gennem nærhed og berøringer.
En hånd på en skulder. Et kram eller et blik, der varede lidt længere. Og det at ligge tæt, når det er koldt. Fornemmelsen af et andet menneske helt tæt på.
Dengang tænkte jeg så ikke meget på det. Jeg vidste bare, at nogle mennesker gjorde et større indtryk end andre.
Og Kim var en af dem.
NOVELLEN
Jeg tror, det begyndte med en hånd. Varmen fra hånden, berøringen og fornemmelsen af samhørighed.
Ikke noget erotisk. Ingen forførelse, ingen bevidst invitation. Bare en hånd, der et øjeblik hvilede på min skulder, mens min bedste kammerat stod tæt ved siden af mig. Alligevel husker jeg stadig fornemmelsen.
Varmen. Trykket fra hans hånd gennem stoffet. Den måde hans fingre bevægede sig afslappet på min skulder, som om det var det naturligste i verden at røre ved mig. Og måske var det netop det, der gjorde det så stærkt. Berøringen var uskyldig, men noget i mig reagerede på en ny måde, jeg ikke helt forstod.
Jeg begyndte at lægge mærke til fyre på en anden måde. Kiggede på dem, tænkte og fantaserede. Så deres kroppe, deres smil og deres reaktioner.
Og ikke kun deres ansigter eller kroppe, men også deres hænder, ben og ikke mindst bulen i bukserne. Måden de bevægede sig på. En hånd på en vens ryg. Et fast håndtryk, der varede et øjeblik længere end nødvendigt. En skulder, der strejfede min, når vi stod eller sad tæt. Knæ der rørte ved hinanden i bussen eller biografen. Den slags små berøringer, som de fleste sikkert ikke tænker videre over.
Men det gjorde jeg.
Jeg mærkede efter.
Og efterhånden opdagede jeg, at det ikke kun var selve berøringen, jeg søgte. Det var forventningen om mere end den. Den stille sitren, der kunne opstå, når en fyr kom tættere på, og jeg ikke rigtig vidste, om hans hånd ville blive liggende eller forsvinde igen. Om han måske ville mærke mig, og lade mig mærke ham.
Jeg begyndte at forstå, at berøring kan sige noget, som ord ikke kan.
En hånd kan spørge uden at stille et spørgsmål. Et blik kan svare.
Og måske var det sådan, min interesse for fyre for alvor voksede frem – ikke gennem store erkendelser, men gennem alle de små øjeblikke, hvor en anden mands nærhed pludselig føltes anderledes end før.
Mere spændende. Mere personlig. Mere farlig, måske.
For når først man har opdaget, hvor meget en enkel berøring kan vække, bliver det svært ikke at længes efter det næste skridt.
Bare tanken om hans berøring kunne få noget til at vågne i mig. Ikke nødvendigvis fordi berøringen i sig selv var særlig, men fordi den åbnede en dør til noget, jeg endnu ikke helt kunne sætte ord på. Et behov måske … en lyst, og fantasien om mere.
Jeg elskede også tanken om at sove tæt. At ligge skulder ved skulder med min kammerat, mærke hans varme gennem soveposen og vågne med fornemmelsen af, at afstanden mellem to mennesker kunne være næsten væk.
Det begyndte helt sikkert allerede dengang, hvor jeg var spejder.
Der var noget særligt ved vores fysiske nærhed, som hørte spejderlivet til. Vi sad ofte tæt omkring bålet, vi sov i køjer på sovesale eller i telte, hjalp hinanden med oppakning og udstyr, løftede og trak, når noget skulle flyttes.
Vi kunne tumle og slås for sjov, og i de øjeblikke blev kroppen pludselig en naturlig del af fællesskabet - en for mig acceptabel intim nærhed.
For de andre var det sikkert bare kammeratskab. Drengelege og pubertet.
For mig satte nogle af de øjeblikke sig fast og min fantasi kørte på højtryk. Hvad nu hvis …
Jeg husker følelsen af en andens skulder mod min, en arm omkring mig, når vi grinede, eller hvordan det føltes, når vi i en drengeflok kom helt tæt på hinanden under leg og tumlen.
Jeg kunne lide den gensidige kontakt. Ikke fordi jeg dengang forstod, hvad den betød, men fordi jeg mærkede, at den gjorde mig glad på en måde, som var næsten umulig at forklare. Men bagefter tænkte jeg videre over de enkelte episoder.
Hvad nu hvis berøringen havde varet lidt længere?
Hvad nu hvis han ikke havde trukket sig væk?
Og hvad ville der ske, hvis vi begge lod det ske?
Sådan udviklede fantasierne sig. Stille og næsten umærkeligt. Jeg begyndte at opdage, at jeg ikke bare søgte fællesskabet med andre fyre og mænd. Jeg søgte nærheden. Den varme, den tryghed og den særlige spænding, der kunne opstå, når to kroppe kom helt tæt på hinanden.
Jeg vidste endnu ikke, hvor det ville føre mig. Men kroppen vidste det måske allerede.
Især min spejderkammerat Kim kom til at betyde noget særligt for mig – uden at han vidste det - formodede jeg.
Jeg fandt efterhånden ud af, at hvis jeg en aften lidt forsigtigt sagde, at jeg småfrøs, så reagerede han næsten altid. Han kunne trække mig ind til sig og varme mig, og jeg nød den tryghed, der fulgte med hans berøring. At mærke hans hænder gnide sig op og ned af mig, blot for at give mig lidt varme. For ham var det sikkert bare omsorg mellem to kammerater. For mig var det noget, jeg lagde mærke til og huskede.
Når vi lå i soveposerne, og duggen var faldet udenfor, kunne kulden også mærkes indenfor i teltet.
Nogle gange behøvede jeg ikke engang sige noget. Kim kunne selv finde på at trække mig tættere ind til sig, og så lå vi bare sådan et stykke tid.
Jeg husker især følelsen af ikke at skulle forklare noget.
Bare ligge tæt.
Jeg vidste ikke, om Kim overhovedet tænkte videre over det. Måske gjorde han ikke. Måske var det for ham blot en helt naturlig måde at holde varmen på og være en god kammerat. Men for mig blev de øjeblikke siddende et sted dybt i hukommelsen.
Og langt senere kom jeg til at tænke på disse øjeblikke på en anden måde.
Jeg begyndte at forstå, at det ikke kun var trygheden, jeg havde søgt. Jeg havde også været fascineret af selve nærheden mellem mænd. Af varmen fra en anden krop, en arm omkring mig, en skulder mod min - og kropskontakten.
Kim vidste det aldrig.
Men måske var det netop nogle af disse små, tilsyneladende betydningsløse øjeblikke, der lærte mig noget om mig selv.
Vi kunne også vågne sammen i teltet, mens morgensolen langsomt fandt vej gennem teltdugen og begyndte at varme den kølige luft.
Kim lagde sig ofte om på siden med ansigtet vendt mod mig, og så lå vi og hviskede, så vi ikke vækkede de andre. Det var de stille stunder, jeg husker bedst. Der var en særlig fortrolighed mellem os, som jeg satte stor pris på.
For Kim var det sikkert bare endnu en morgen på en spejdertur. En teenager der begyndte at kende sig selv. For mig var det nærværet og til tider også intimiteten der begyndte at indfinde sig.
Jeg kunne lide at ligge tæt på ham. Jeg kunne lide hans stemme, når han hviskede, og den måde vores samtale kunne fortsætte, selv om vi næsten ikke sagde noget. Jeg tænkte ikke dengang over, hvorfor hans nærhed gjorde så stærkt indtryk på mig.
“Er du også morgenstiv?”, hviskede han stille, idet han løftede op i soveposen og lod mig se hans stive pik, som nu poppede ud af hans underbukser.
Og det var jeg jo, vi grinede stille, for det var jo ganske almindeligt for alle os drenge. Men for mig betød det noget andet, noget mere - noget jeg ikke lige kunne sætte ord på, men mine tanker var 100 procent på Kim.
Jeg så bulen i hans underbukser, og netop det betød meget for mig, og helt sikkert noget helt andet end for ham. Vi var bare morgenstive.
Han begyndte at gnide på pikken, og lavede en grimasse, som om han havde gang i noget ulovligt.
“Skal vi sprøjte?”, hviskede han igen, imens han fortsatte og nu også løftede op i min sovepose for at se om jeg også var morgenstiv.
Jeg vidste bare, at Kim havde en særlig plads i mine tanker - og måske også i mit hjerte.
Først mange år senere forstod jeg, at nogle af de følelser, jeg dengang ikke havde ord for, måske var de første tegn på den fascination af mænd og mandlig nærhed, som skulle følge mig resten af livet.
Vi forblev de bedste spejderkammerater, og den særlige fortrolighed mellem os fulgte med. Kim var der altid for mig. Et kram var aldrig bare et hurtigt klap på skulderen. Det var et rigtigt kram – tæt og varmt – og jeg mærkede ofte, hvor meget hans nærhed betød for mig.
På spejderlejrene delte vi også de mere praktiske sider af livet. Vi sov sammen med de andre, badede i de primitive baderum og hjalp hinanden, når der var brug for det.
Her oplevede vi naturligt hinandens nøgenhed. Han var altid meget åben om sig selv, og han hjalp mig gerne med at vaske mig på ryggen, og disse bevægelser kunne godt betyde at min pik reagerede.
Han stillede sig indimellem også lidt tæt på mig, og vi kunne også ‘komme til’ at røre hinanden på pikken. Vi bemærkede det begge, smilede lidt og accepterede disse naturlige berøringer.
Han tog engang om min halvstive pik, og jeg trak mig ikke tilbage, men smilede bare. Så klemte han om den, og mærkede stivheden brede sig til hans egen pik.
Det syntes han var sjovt, og så gned han lidt på sin egen pik - bare for at være solidarisk - eller også var der en anden bagtanke.
Der var den åbenhed mellem os, som jeg satte stor pris på. Ingen store ord og ingen forklaringer. Bare en naturlig fortrolighed.
Når jeg ser tilbage på den tid, er det egentlig ikke de konkrete situationer, jeg husker bedst. Det er følelserne.
Følelsen af at være tæt på en fyr. Af at kunne give og modtage fysisk nærhed uden at skulle forklare, hvad den betød.
Dengang havde jeg ikke noget sprog for det.
Senere fik jeg det.
Jeg begyndte at forstå, at disse oplevelser havde været med til at skærpe interessen for mænd. Ikke fordi Kim nødvendigvis havde ment noget andet med vores nærhed, end han viste. Måske var han bare den gode ven, jeg oplevede ham som. Måske har man som helt ung bare behovet for denne gensidige nærhed og intimitet.
Men for mig blev hans berøringer en del af noget større.
En opdagelse af, at fysisk nærhed kunne gøre noget særligt for mig.
Og måske var det netop det, der gjorde Kim så vigtig i denne historie.
Jeg husker specielt en tur til Söderåsen i Sverige, hvor vi vandrede gennem det smukke landskab og sov to og to i de små bivuaker.
En dag, under en tissepause, mærkede jeg noget, der kløede i skridtet. Da jeg undersøgte det, opdagede jeg, at det var en flåt. Den var åbenbart kommet ind under tøjet, og jeg forsøgte straks at fjerne den, men uden held.
Jeg var lidt bekymret, for man havde jo fået at vide, at man skulle være forsigtig med flåter.
Jeg fortalte det til Kim, og han ville gerne hjælpe mig.
Det var selvfølgelig lidt pinligt, fordi flåten sad nede ved siden af mine nosser, og derfor et sted hvor jeg helst ville klare det. Men Kim gjorde ikke noget stort ud af det.
“Lad mig nu hjælpe dig. Jeg siger det ikke til nogen”, sagde han stille.
Og det gjorde han så - og jeg blottede mig foran ham, så han bedre kunne komme til.
Vi havde jo ofte set hinanden uden tøj på, men dette flåt-problem var alligevel lidt pinligt for mig. Da vi gik videre, så gik Kim og funderede over et eller andet.
“Du har godt nok en flot pik”, sagde han pludselig, og ja, jeg var også selv tilfreds, men det tror jeg de fleste drenge eller unge mænd er.
Kim fortalte hvordan han havde kigget på mig, både når vi var i bad, nogen gange når vi sov og ikke mindst da han skulle fjerne den forbandede flåt.
Han var jo blevet jo nødt til at holde min pik til side, så han kunne komme til at fjerne flåten - og ja, det hele betød, at min pik blev stiv.
Det grinede vi meget af, for som han sagde: Det er jo nemmere at holde ‘den’ væk, når den er stiv.
Han gjorde situationen mindre pinlig, og bagefter kunne vi fortsætte turen, som om der ikke var sket noget særligt.
For mig var det endnu et af de øjeblikke, der gjorde vores venskab anderledes end mange andre. Der var en tillid mellem os.
Kim kunne komme tæt på mig uden at gøre et stort nummer ud af det, og jeg kunne stole på ham. Dengang tænkte jeg ikke over, hvorfor netop den slags nærhed gjorde så stærkt indtryk på mig.
Det forstod jeg først langt senere.
Jeg blev lidt forlegen, men samtidig gjorde det mig mærkeligt glad, at han havde lagt mærke til mig.
For Kim var det sikkert bare en bemærkning mellem to gode venner. For mig kom den til at fylde mere.
Jeg begyndte at forstå, at jeg ikke var ligeglad med, hvordan mænd så på mig. Tværtimod.
At blive set af Kim betød noget.
Og måske var det netop dét, der langsomt fik mig til at forstå, at min fascination af mænd ikke kun handlede om deres kroppe. Den handlede også om blikke, tillid, nærhed og om den særlige følelse, der kunne opstå, når en anden mand virkelig lagde mærke til én.
Da vi begge var blevet voksne, fandt jeg ud af, at Kim faktisk også var til mænd. Ikke bøsse, men både og.
Det var en af de samtaler, hvor man bagefter tænker: Hvorfor talte vi ikke om det noget før?
Vi kom til at tale om vores spejdertid og alle de år, vi havde været tæt knyttet til hinanden. Kim fortalte mig, at han dengang havde håbet, at jeg havde haft de samme følelser som ham. Han havde bare aldrig turdet spørge.
Jeg blev stille et øjeblik. Så fortalte jeg ham sandheden.
At jeg faktisk havde haft mange af de samme tanker. At hans nærhed havde betydet mere for mig, end han nogensinde havde kunnet vide. At jeg havde mærket noget, jeg ikke selv forstod, og som jeg slet ikke havde haft ord for dengang.
Vi så på hinanden. Så begyndte vi begge at grine.
Det var næsten absurd, når vi tænkte tilbage på alle de muligheder, vi havde haft for at sige det til hinanden. Alle de gange, hvor vi havde været tæt på hinanden og måske begge havde ventet på, at den anden skulle tage det første skridt.
Kim rystede på hovedet med det karakteristiske åbne smil.
“Øv”, sagde han. “Hvor ville mange ting have set anderledes ud, hvis vi havde fortalt, hvordan vi følte.”
Jeg kunne kun give ham ret.
For pludselig faldt mange gamle minder på plads. Ikke fordi fortiden ændrede sig, men fordi vi endelig havde fået ordene til det, vi dengang kun kunne mærke.
Og måske var det netop det, der gjorde vores historie så særlig.
Vi havde været hinandens hemmelighed uden at vide det.
EPILOG
Efter den samtale så vi faktisk en del mere til hinanden.
Det var, som om noget var faldet på plads. Vi behøvede ikke længere gå rundt om hinanden eller spekulere på, hvad den anden mon tænkte. Vi var voksne nu, afklarede og i stand til at sige højt det, som engang havde været umuligt at sætte ord på.
Og Kim var stadig Kim – åben, direkte og med sit karakteristiske grin.
En dag så han på mig og sagde:
“Vi har jo en hel del, vi skal rette op på.”
Jeg vidste præcis, hvad han mente.
Så vi tog på vores egen måde revanche for alle de år, hvor vi havde været tæt på hinanden uden at forstå, at følelsen var gensidig. Der var både latter, ømhed og en helt ny form for spænding mellem os. Det føltes på én gang nyt og mærkeligt velkendt.
Det vigtigste var måske ikke engang det seksuelle.
Det var følelsen af endelig at kunne være ærlige over for hinanden.
Når jeg tænker tilbage, er det derfor ikke kun de gamle minder, jeg husker. Jeg husker også den voksne Kim, som jeg endelig kunne møde med åbne øjne – og vide, at han havde tænkt nogle af de samme tanker som mig.
Måske havde vi mistet nogle muligheder dengang.
Men vi fik lov til at opdage hinanden igen. Og denne gang behøvede ingen af os at gætte.
Erotiske noveller skrevet af Kokkedal2980 Stem på historien
10
10333