Hørt
Rasmus vågnede ved, at Helles pegefinger tegnede hjerter på hans nøgne bryst. Da han slog øjnene op, var hendes hengivne blik det første, han så. Hun lænede sig straks frem for at kysse ham godmorgen.
Solen stod højt på himlen og de lukkede gardiner kunne kun fortrænge en del af lyset. Det var længe siden, at de havde ligget i sengen sammen så sent på formiddagen.
”Hvad er klokken blevet?” spurgte han søvndrukkent. ”Den er vel lidt over elleve… men jeg har ligget og kigget på dig i over en halv time nu, tror jeg”. Hun kyssede ham igen og fortsatte: ”Jeg elsker at se på dig, når du sover”. Rasmus gabte og strakte sig, mens Helle krøb tættere ind til ham. ”Du havde brug for at sove…” Hun aede ham på kinden og tilføjede: ”Når vi ligger sådan her, altså når du sover, og jeg er vågen, så føler jeg, at jeg også passer lidt på dig”. Rasmus smeltede indvendigt og svarede kærligt: ”Du passer jo lige så meget på mig, som jeg passer på dig… Uden dig ville jeg ikke være meget værd!”
Hun lagde sig fladt ned, hvilede med øret på hans hjerte og lyttede til de rolige rytmiske slag. Rasmus slog armen omkring hende og knugede hende tæt ind til sig.
Han kom til at tænke på udtrykket: ’som at være nyforelskede igen’. Han følte sig ikke nyforelsket længere. I hvert fald ikke som i den sindssyge tilstand de var i, dengang de lige havde mødt hinanden. Han var nærmere kronisk forelsket på en vidunderlig tryg måde, som blev båret oppe af deres dybe kendskab til og forståelse for hinanden.
De lå tavse sammen længe, inden Helle konstaterede: ”Jeg er hundesulten. Skal vi ikke stå op?” Uret var også ved at nærme sig tolv.
”Jo! Jeg har jo også den lille skattejagt jeg skal løse…” Rasmus gned sig i ansigtet og tog tilløb til at de skulle rejse sig. ”Jeg skal have det løst… helst i dag og senest i morgen. Det er jeg simpelthen nødt til, ellers kan jeg ikke overskue det!” Han tænkte lidt og spurgte henkastet: ”Har du i øvrigt hørt torden nogle af aftenerne her, imens vi var ved at falde i søvn?” Helle så undrende på ham og svarede: ”Torden? Næ, men det tordner da næsten kun om sommeren, ikke?” Rasmus nikkede og mumlede: ”Jo, jeg må have drømt det…”
Mens Rasmus trak i et sæt joggingtøj fra sit skab, passerede Helle spejlet for at finde sin vanlige hjemmemundering. Her standsede hun op med ryggen til, hovedet drejet så meget, det var hende muligt, og betragtede sine baller. Det ærgrede hende en smule, at de ikke var ømme længere, og at håndaftegningerne var forsvundet. Hun drog et længselsfuldt suk og fortsatte hen for at finde tøjet i sit skab. Imens de stod bag hver deres skabslåge, sagde Rasmus henkastet: ”Jeg kan huske, at der var nogle lange røde lakstøvler, som du ikke har haft på endnu… dem vil jeg gerne se i aften og ikke andet, forstået?” Helle grinede og overdrev denne gang sin kælne stemme: ”Ja, hr. Richard. Skal naturligvis ske, som De ønsker!”
Hun havde knapt nået at tale færdigt, før et syngende smæk fik hendes ene balle til at danse voldsomt. Hun udstødte et dybt støn i affekt. Et nydelsesfuldt smil brød straks frem på hendes læber, da det begyndte at summe og prikkede noget så vidunderligt. ”Ikke være næsvis, min Helena… ikke være næsvis!” grinede Rasmus og gik nedenunder uden videre kommentarer.
Så snart han var ude af døren, fór hun hen til spejlet for at nyde synet af den nye aftegning, der tonede frem. Efter nogle betagede øjeblikke skyndte hun sig i tøjet, og inden hun gik ud, trak hun gardinerne fra vinduet. Der var faldet et tyndt lag puddersne over natten. Hun elskede vinterstemningen, men sulten rev hende hurtigt løs fra det smukke billede og med lidt vasketøj i favnen, gik hun ud på trapperne.
Hun fortsatte hele vejen ned i kælderen for at fylde i vasketøjskurven med det samme. På vej tilbage standsede hun op foran værkstedet. Hun overvejede kort at smugkigge, for at finde ud af, hvad det var, Rasmus havde rendt rundt og lavet derinde de sidste par dage. Han ville ikke opdage noget, for hun kunne høre ham rumstere og være i fuld gang oppe i køkkenet. Han var nok i gang med at lave ’English Breakfast’ til dem. Det var en tradition, de havde haft, inden de flyttede ind i huset, at efter en intim fredag aften som om i går lavede Rasmus altid sin ’signaturmorgenmad’ til dem næste morgenen.
Hånden hvilede allerede på håndtaget og skulle lige til at trykke ned, men standsede i sidste øjeblik. Det stod hende med ét klart, at hvis hun snagede og fandt ud af, hvad det var, ville hun i virkeligheden kun snyde sig selv, når det kom til stykket.
Da hun kom op, var det lille bord i køkkenet næsten dækket og klar. Der manglede ikke noget. Toast, baked-beans, stegt bacon og spejlæg. Det duggede vindue var sat på klem, så stegeosen kunne slippe ud, uden at det blev for koldt for dem at sidde og spise. De gumlede snart løs og kom til at grine til hinanden, hver gang deres strålende øjne mødtes.
”Hvad skal vi egentlig i de kommende dage?” spurgte Rasmus, ”Altså jeg regner med at blive færdig med arbejdet i løbet af på mandag og så har jeg fri indtil 2021”. Han rullede med øjnene og tilføjede med det samme: ”for jeg siger sgu ikke ’ja’ til flere akutprojekter, før vi har fejret nytår!” Helle smilte og fandt en blok og en kuglepen frem. Hun tænkte sig lidt om og begyndte med god afstand at skrive de kommende ugedage ned.
”I morgen er det søndag…” Begyndte hun. ”Jeg skal jo lige ind til Røde Kors til det der lille planlægningsmøde med styregruppen omkring juleaften. Jeg går ikke ud fra, at du gider med? Så har du også fred til at være på skattejagt herhjemme imens”. Rasmus hjerne var allerede gået i gang og arbejdede i baggrunden, men han var stadig nærværende og lyttede. ”Mandag skal du jo på arbejde, som du siger, og imens kan jeg ordne lidt ærinder.” Hun griflede nogle ting ned på blokken og fortsatte: ”Tirsdag tager vi ud og handler ind til julefrokosten den 25… Jeg skal lige have lavet en huskeseddel til det også.” Hun noterede det hele på blokken, imens hun talte. ”Og ja… så bliver det jo den 23. december… ’dyrenes jul’…” Hun tav og så alvorligt op på Rasmus. Han sukkede og svarede: ”Ja, endelig ’dyrenes jul’!” De kom begge til at smile af forventning, men hans blik skiftede hurtigt og blev fjernt i stedet.
Helle prøvede at aflæse Rasmus. ”Tror du, at du får løst den sidste gåde inden dyrenes jul?” Rasmus trak på skuldrene, men nikkede som for at sige: ”Det skal jeg!” Hun havde slet ikke skænket det en tanke eller haft det som en mulighed, at han ikke skulle finde frem til ’Himmelstigen’ i tide. Det gik pludselig op for hende, hvor presset han faktisk var over det. Hun så medfølende på ham og sagde: ”Rasmus, jeg er slet ikke i tvivl om, at du finder ud af det. Bare lad det summe i dit hoved og stol på, at det lykkes, så løser det sig. Det gør det jo altid for dig. Husk på, at du er genial!” Hun greb hans hånd og tilføjede opmuntrende: ”I morgen, når jeg tager til det møde, så er det din tur til at være lidt alene i huset igen, og så kan du splitte det hele ad og finde den dims.” De grinede begge, og han fattede lidt mod ved hendes opmuntrende ord.
”Vi må hellere smutte op og handle lidt ind nu her, men kun lige til de næste par dage, ellers bliver tingene for gamle inden julefrokosten. Vi handler først stort ind på tirsdag”, fastslog Helle og begyndte på to huskesedler ved siden af hinanden på samme tid.
”Nå, jeg må hellere lige gå ud og feje fortovet for sne. Det skal vi jo som husejere”, sagde Rasmus og klappede på sin fyldte mave, inden han rejste sig og ville begynde med at rydde af bordet. Hun standsede ham. ”Lad mig ordne opvasken og alt det her, imens du går ud. Så går vi over og handler bagefter. Ikke skat?” Rasmus nikkede og lænede sig frem for at få et kys.
Imens han tog overtøj på i entreen, tændte hun radioen i stuen og skruede godt op. Han skyndte sig at få lukket hoveddøren bag sig, så hendes oprydningsfest ikke skulle genere hele nabolaget.
Der var helt stille udenfor. Det var den helt specielle stilhed, der hang i vinterluften, som kun et snefald kan skabe. Det eneste, der kunne høres, var et par koste rundt omkring, der var i gang med at feje fortovene op ad villavejen. Ingen motorstøj, ingen sirener og ingen unødig larm.
Rasmus huskede kosten, der stod nede i frugtkælderen og begav sig om for at hente den.
Ude på fortovet var Thomas også i gang med at feje. Han stod i den fjerne ende af sit fortov og Rasmus startede med deres i den modsatte ende. På den måde arbejdede de sig hen mod hinanden og mødtes til sidst ved skellet.
De rettede sig begge op og Thomas støttede sig til sin kost. Det var første gang, Rasmus så ham så tæt på. Han så egentlig rar ud og virkede hverken halvdement eller gnaven. ”God middag!” sagde han venligt. Rasmus blev først overrasket over imødekommenheden, men fik hurtigt svaret: ”Hej Thomas… Nå, vi er da ellers sluppet for den store snerydning indtil nu…” Naboen smilte og svarede: ”Ja, men de sagde i pressen, at der kommer snestorm om et par dage. Så det kan da være at vi når at få travlt med det skidt alligevel i år. Det er i grunden også længe siden, vi har haft hvid jul…”
”Har de lovet snestorm?” Det havde Rasmus intet hørt om, men de fulgte selvfølgelig heller ikke med i så meget inde hos dem længere og slet ikke vejrudsigter. ”Ja, men først om et par dage, så du har tid til at samle kræfter lidt endnu… og en hvid jul for en gangs skyld ville da ikke gøre noget.” Rasmus nikkede og kunne ikke rigtigt finde på at svare med andet end énstavelsesord: ”Næh… det…”
Samtalen gik i stå. Efter lidt halvpinlig tavshed følte Rasmus sig forpligtet til at runde den korte sludder af. ”Nå, men det ser da helt hæderligt ud her på vores fortov nu. Jeg må hellere se at komme ind til Helle, så vi kan komme over og købe lidt ind…” Rasmus kom i tanke om, at det måske ikke var så nemt for naboen at komme ud og handle. Han skyndte sig derfor at tilbyde: ”Vi kan sagtens tage noget med til dig, hvis du mangler noget?” Thomas smilte bredt og svarede: ”Tak, unge mand, men jeg klarer mig. Jeg har, hvad jeg skal bruge”. Han tøvede lidt og sagde så: ”i går…”, han fik pludselig et skælmsk udtryk i øjnene, ”I går kom du tidligt hjem…” Han kunne ikke undertrykke et lille grin inden han fortsatte: ”Ja, det lød jo næsten som i gamle dage inde hos jer… i går eftermiddags…”
Rasmus stivnede og blev med ét mere flov, end han kunne huske at have været siden han var en lille dreng. Han fremstammede: ”Undskyld. Det er jeg ked af Thomas…” Naboen grinede bare hjerteligt ad de røde kinder, der blussede op foran ham og afbrød: ”Det er godt nok… Det er godt nok, at I unge mennesker er glade for hinanden og lever livet. Og det er godt, at I har fundet jer til rette her på Engstien. Det er godt nok det hele”. Thomas drejede rundt på hælen og begyndte at trisse ind i sin have, imens han vinkede med hånden og sluttede: ”Kan du have en god dag! Og hils derinde!”
Rasmus vidste først ikke hvilket ben, han skulle stå på og stod bare og måbede, imens Thomas forsvandt ind i sit hus. Det var næsten ikke til at bære, at nogen havde hørt, hvordan Helle skreg sin fryd ud. Det havde været så intimt og smukt. Det skulle have været deres og kun deres.
Rasmus besluttede sig med det samme for ikke at sige noget til Helle, for det ville sikkert gøre hende både flov og ked af det. Han stod samtidig efterladt i tvivl, om han nogensinde ville være i stand til at føre en normal samtale med Thomas igen.
Da han havde trukket vejret dybt nogle gange, fattede han sig og slog sig til tåls med, at naboen jo tilsyneladende ikke havde den store sociale kontakt i kvarteret, så sladder slap de jo nok i det mindste for. I øvrigt vidste de jo også godt, at Thomas flere gange havde kunnet lure over i soveværelset fra sine vinduer, og det havde tilsyneladende ikke rørt nogen af dem. Så længe det bare var ham, så gik det nok. Men Rasmus ærgrede sig stadig over, at de havde et vidne til deres fortryllende og jomfruelige øjeblik sammen.
Efter at have tænkt det hele igennem nogle gange fik Rasmus alligevel ro på sig selv og kunne også se det komiske i det hele. Han kom til at grine og tænkte tanken endnu en gang, at de da kun kunne håbe, at Thomas havde følt sig underholdt af at høre Helles orgasmeskrig.
Naboerne til den anden side behøvede de ikke bekymre sig om. De så ud til at være bortrejst. Den eneste aktivitet, de havde lagt mærke til inde hos dem, var en yngre kvinde, der kort kom forbi en gang imellem – sikkert for at tømme postkasse og vande blomster.
Med sin genfundne ro gik Rasmus om bag huset, stillede kosten på plads og fortsatte ind til Helle. Undervejs gennemlevede han episoden i stuen. Han kunne ikke undlade at gå og grine frækt for sig selv, som billederne lystigt passerede for hans indre blik.
Da han åbnede hoveddøren, blev stilheden udenfor brudt af musikken indefra, der kom hamrede mod ham som en mur. Helle stod klar med fingeren på radioens afbryder og skrålede med på sangens sidste strofe, inden hun slukkede.
Hun kom ham smilende i møde og spurgte: ”Er vi klar til at gå?” Rasmus nikkede og kyssede hende. ”Kan man godt have legins og den her på, når man går ud og handler?” Hun tog Helenas pels på og vendte sig lidt frem og tilbage foran spejlet. ”Selvfølgelig kan De det, frk. Helena. De kan bære en kartoffelsæk og få den til at ligne en balkjole!” grinede Rasmus og kyssede hende gentagne gange. ”Kom, vi går!” sluttede han og holdt inviterende sin arm frem. Med huen trukket godt ned om ørerne låste hun af, og de spadserede afsted.
På vejen hjem hver med en let bærepose i hånden opdagede Helle de to missionerende damer. De stod og ringede på en dør ved et hus oppe ad en stikvej, de passerede. Hun fnøs ved synet og genkaldte sig den ordførende kvindes historie fra Richards bog. På en måde gav det mening, at hun havde haft behov for at søge tilflugt og aflad i religionen. Alle har vel en fortid og gode undskyldninger for at have handlet uhensigtsmæssigt i perioder af deres liv. I Helles verden var der dog ingen undskyldninger på den lange bane. Når man var voksen, havde man sit liv i sine egne hænder, og man var den eneste, der kunne gøre det rigtigt derfra. Når man var voksen, måtte man se fremad og tage ansvar og ikke mindst prøve at gøre alt det onde, man måtte have forvoldt, godt igen. Og det gjorde man ikke ved at diktere religiøs propaganda!
Helle udbrød: ”Hende der, hun får tørt på af mig, hvis hun nogensinde ringer på hos os igen!” Rasmus grinede stolt af sin skønne kæreste, som ufortrødent fortsatte: ”Næste gang tager jeg ikke pelsen på, inden jeg lukker op. Så kan de få lov at opleve lidt af alt det gode, vi to kan sammen. Måske giver jeg dem endda et lille onanishow… Altså efter jeg har skældt hende ud selvfølgelig!”
De kom begge til at grine af Helles udbrud, der på ingen måde lignede hendes ellers altid milde, forstående og næstekærlige sind.
”Det er godt, skat. Vi to tager ikke noget pis mere!” tilsluttede Rasmus sig. ”Hun må da i øvrigt være tudsegammel, hvis hun har gået i skoleklasse med Helena. Men sørg lige for, at jeg er hjemme, når du slagter hende, for det vil jeg altså se!” De grinede endnu mere over hans kommentar og fortsatte muntert det sidste stykke hjem.
Med juletræet tændt og en eftermiddagsfilm kørende fra det statslige TV blev Rasmus hurtigt rastløs og måtte gå til og fra. Han forsøgte igen at vride sin hjerne for alt, hvad der var muligt at få ud af den. Tanken vendte tilbage om det, han skulle finde, var skjult i et andet rum og skulle hentes ind i stuen på den store dag. Køkken, badeværelse og hele overetagen kom med i undersøgelserne. Han var endog oppe under taget for at lede helt nede under isoleringen men lige lidt hjalp det.
En gang imellem gik han ind i stuen til redskaberne og øvede sig lidt som for at finde ny inspiration til at løse gåden. Helle så tavs til, når han pryglede hynderne og havde aldrig før drømt så meget om at være en lænestol. Rasmus havde det godt med at mærke redskaberne i hånden. De gav ham ro og fokus. Helles tavse og betagede blikke fra sofaen, når han tog ryghynden under behandling, gav ham ligeledes motivation til ikke at give op.
Efter timers ihærdighed gik han til sidst ned i værkstedet for at studere lidt videre i sine papirer i stedet.
En halv time senere sad han oppe på stolen i køkkenet. Han betragtede Helles røv, imens hun lavede mad. Den tryllebandt ham som altid med sine vuggende sensuelle bevægelser. Synet af den, de lange røde lakstøvler og hendes nøgne ryg med de smalle feminine skuldre fik tankerne lidt på afstand og bragte ham straks i bedre humør.
Han rejste sig efter nogen tid, stillede sig helt tæt op ad Helle og klemte hendes ene balle hårdt. Hun drejede hovedet og så kælent på ham, imens hun holdt vejret. Ballen fungerede næsten som en form for stressbold, når han lod sin hånd ælte den. Hendes kusse begyndte at pulsere, så snart han kom i nærheden af hende.
”Løsningen er garanteret ganske simpel. Sådan har det jo været de andre to gange”, mumlede han. Deres læber mødtes i en serie små hurtige kys, inden han eftertænksomt fortsatte: ”Men hvor og hvordan…? Hvor har du gemt det, din luskepeter? Hvor har du gemt det Richard?”
Efter maden forsøgte de sig både med kortspil og mere fjernsyn, men Rasmus kunne ikke koncentrere sig om nogen af delene. Der var nu gået en hel dag mere, uden han var kommet tættere på en løsning. Desperationen begyndte at røre på sig, men han holdt den hen ved at huske på, at han havde hele den næste dag til at lede. Når han satte sig et mål, var han god til at følge det. Han besluttede sig for, at hvis det til gengæld ikke lykkedes i morgen, havde han lov til at blive alvorligt frustreret.
Det skulle lykkes, for de kunne jo ikke gennemføre ’dyrenes jul’ uden at have ’Himmelstigen’ med. Han begyndte allerede at få billeder inde i hovedet af sig selv, der splittede hele huset ad med det helt store brækjern, imens Helle var til møde næste dag.
Hen under midnat begyndte de begge at gabe om kap i sofaen. Stearinlysene på sofabordet var næsten brændt ned. I deres sidste flakkende skær lænede Rasmus sig frem, fik fat i skrinet og tog bogen og posen med vielsesringene ud.
Træskrinet blev nøje undersøgt både indvendigt og udvendigt. Han vidste ikke helt, hvad han ledte efter. Måske et skjult rum med et skattekort eller noget lignende. Men han kunne ikke finde nogen skjulte bunde og blev heller ikke klogere denne gang. Med et dybt suk satte han det fra sig på bordet og lagde indholdet fint på plads igen.
”I morgen, Richard. I morgen er du edderbankemig nødt til at give mig ét eller andet at gå efter!” Helle satte sig op og aede beroligende Rasmus på ryggen. ”Kom, skat! Vi børster tænder og går i seng.” Hun kyssede ham og tilføjede beroligende: ”Efter en god nats søvn er du frisk i hovedet, og så går det hele meget bedre!” Han drejede hovedet for at kysse hende tilbage og sukkede: ”Jeg håber, du har ret”.
Under dynerne var det denne gang ham, der lå i hendes arm og blev holdt tæt. Hans ene hånd nulrede hendes bryst. I sin mentale udmattelse fandt han ro hos hende og faldt i søvn.
Helle lå derimod og grublede lidt. Det gik op for hende, at det denne gang virkeligt var sin sag at løse gåden. Hun havde jo set, hvordan han havde undersøgt alt. Han havde endevendt ting og steder, hvor hun aldrig selv ville have drømt om at kigge. Hun havde faktisk været temmelig imponeret over, hvor god han var til at få undersøgt hver en mulighed, der måtte være. Der var virkelig gået en god kriminalefterforsker eller detektiv tabt i ham. For første gang var det Helle, der blev nervøs for, om ’dyrenes jul’ kunne være i fare for dem.
Hendes tanker gled tilbage til synet af Rasmus, da han øvede sig med værktøjerne om eftermiddagen. Hun glædede sig til at mærke og opleve den. Om de fandt ’Himmelstigen’ eller ej, så ville hun ikke blive snydt for at mærke værktøjerne på sin krop. De havde jo begge et behov for, at det skulle ske. Med disse fantasier og et saligt smil blev hun efterhånden også døsig og faldt langt om længe i søvn.
Copyright 2020 by Davie Jones
Engstien 14 er underlagt lovgivning om ophavsret og Copy-Dan og må derfor ikke kopieres eller videredistribueres i nogen grad.
Erotiske noveller skrevet af Davie Jones